Annonce
Østjylland

Ny bog guider til den første bestyrelsespost

Laura Vilsbæks bog 'Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt' udkom 11. august. Pressefoto
Laura Vilsbæk fra Skanderborg landede uden at gå i jakkesæt selv tre bestyrelsesposter på ét år. I dag tæller cv'et fem bestyrelser i alt, og nu vil hun åbne beslutningslokalerne for mange flere for virksomhedernes skyld.
Annonce

SKANDERBORG: Laura Vilsbæk havde aldrig set en aktiv bestyrelseskarriere foran sig, da hun for tre år siden blev prikket på skulderen af en tidligere chef og opfordret til at gå den vej.

For hun hedder jo hverken Jens, har en dåbsattest, der siger 60+ eller går dagligt i jakkesæt. Beskrivelsen passede langt bedre på hendes far. Ikke en kvinde omkring de 40, som de seneste 15 år har arbejdet som ekstern konsulent inden for innovation, digital forretningsudvikling og tranformation.

Laura Vilsbæk havde, som hun selv formulerer det, ingen indsigt i, hvad det vil sige at arbejde i en bestyrelse, og hvad hun kunne bidrage med, men med tre bestyrelsesposter inden for det første år og i dag i alt fem på cv'et, deler hun gerne sine erfaringer for at ændre persongalleriet i de danske bestyrelseslokaler.

- Vi skal skabe bedre bestyrelser, så vi får bedre virksomheder. Og derfor skal vi have nye profiler i de danske bestyrelser, siger Laura Vilsbæk.

Det er ikke kompetencerne hos de mange Jens'er, der i dag indtager bestyrelsesposterne, den er gal med. Problemet er, at profilerne ligner hinanden, hvad angår uddannelse, cv, alder, køn og erfaringsgrundlag, og det bremser udviklingen, mener hun.

Annonce

Kondensat af kurser

Laura Vilsbæk begyndte i første omgang at dele sine oplevelse som nyt bestyrelsesmedlem via en blog på hjemmesiden nyibestyrelsen.dk, hvor hun også svarede på spørgsmål og tilbyder onlinekurser til at få gang i en bestyrelseskarriere. Og erfaringer er nu mundet ud i bogen 'Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt', som udkom tirsdag 11. august.

- Bogen er et kondensat af uddannelsen, hvor jeg tager kandidaternes perspektiv, forklarer Laura Vilsbæk og fortsætter:

- Jeg sagde jo selv nej til bestyrelsesarbejde, indtil jeg fandt ud af, hvad det var, og hvad jeg kan byde ind med, og den erkendelse vil jeg gerne give videre ved at nuancere billedet. Bestyrelseslokalet er blevet et lukket rum for mange, men der er brug for, at vi får det åbent op.


Vi skal skabe bedre bestyrelser, så vi får bedre virksomheder. Og derfor skal vi have nye profiler i de danske bestyrelser.

Laura Vilsbæk, forfatter til 'Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt'


I sin nye bog gør Laura Vilsbæk op med flere dogmer. For eksempel sidder medlemmerne ikke i bestyrelsen. De arbejder i den, ligesom personen for bordenden får betegnelsen bestyrelsesleder frem for formand.

Det handler ifølge forfatteren om, at formandstitlen giver associationer til korslagte arme, dominans og kontrol, mens der i stedet er brug for en leder til at facilitere gode diskussioner, bringe forskellige kompetencer i spil og sætte retningen i et nyt bestyrelsesparadigme.

Annonce

Holder sig selv skarp

Laura Vilsbæk har i øvrigt ikke selv ambitioner om at udvide sit bestyrelses-cv til mere end den nuværende håndfuld poster.

- Jeg skal helst ikke have arbejde i flere bestyrelser, fordi jeg gerne vil balancere mit arbejdsliv med hjemmesiden nyibestyrelsen.dk og mit virke som selvstændig konsulent med fokus på klassiske strategiprocesser i små og mellemstore virksomheder. Det er her, jeg selv holder mig skarp, og derfor vil jeg hellere være med til at åbne dørene for alle mulige andre, slutter Laura Vilsbæk med et smil.

At nye medlemmer i bestyrelsen har positiv betydning viser et studie fra Center for Ejerledede Virksomheder ved CBS, der i 2018 konkluderede, at både omsætning, produktivitet og værditilvækst pr. medarbejder stiger samme år, som eksterne medlemmer overtager familiemedlemmernes pladser i virksomhedens bestyrelse.

Laura Vilsbæk

  • Arbejder som selvstændig konsulent med strategisk digital forretningsudvikling i en lang række virksomheder
  • Driver hjemmesiden nyibestyrelsen.dk
  • Bor i Skanderborg, er gift med Søren og har to sønner i skolealderen
  • Sidder i bestyrelsen for Logitrans A/S i Ribe, Vest Administrationen A/S i Hellerup, Aart Architects i Aarhus, K.T. Damgaard-Jensen A/S, Aarhus og Smil-fonden
  • Forfatter til bogen 'Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt - sådan finder du din første bestyrelsespost', som udkom tirsdag 11. august
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce