Annonce
Horsens

Ny bog: Dengang Knud blev gode venner med lygtepælen i Kjeldsensgade

Kjeldsensgade, som den tog sig ud i 1979. Varevognen i gadens højre side er meget apropos Knud Lindhards mangeårige Mercedes 608-orkesterbil. Lige på hjørnet stod lygtepælen - omdrejningspunktet for denne historie. Foto: Svend Holbo Rasmussen, Byarkivet/horsensbilleder.dk

Knud Lindhard udgiver onsdag 12. december erindringsbogen "Rock'n'roll på livstid". Vi har fået lov til at låne et par sider fra værket.

Horsens: På hjørnet af Vestergade og "Sunset Alley" stod der en lygtepæl.

Det var ikke nogen tilfældig, almindelig lygtepæl. Det var "lygtepælen". Den havde en rigtig glødepære i toppen. Skæret fra glødetrådene varmede helt ind i stuerne og gjorde mit barndomshjem til et trygt sted at være døgnet rundt.

Den var bygget op af tykke jernelementer og stod tungt forankret i en synlig kvadratisk, armeret betonklods, som sandsynligvis kun var "toppen af isbjerget". Hjørnernes fire tykke vinkeljern strakte sig som en pyramide mod himlen og var forbundet med solide skråstivere.

Alt i alt et imponerende stykke ingeniør-kunstværk, som siden krigen havde modstået adskillige angreb fra biler, motorcykler, cykler, barnevogne, fodgængere og fulderikker og det, der er værre. En enkelt Fiat 500 ramte ved siden af og parkerede i et par dage på den forkerte side af hækken.

Jeg holdt meget af lygtepælen og havde gennem lang tid brændende ønsket mig at kravle ind i kunstværket. Det var nu blevet til en tvangstanke, som hver dag blev fulgt op af tvangshandlinger. Det begyndte med et lille dask og endte med et knus hver gang, jeg passerede. OCD (tvangsneurose, red.)var ikke opfundet endnu, så det var nok bare min første forelskelse.

Annonce

Rock'n'roll på livstid

Onsdag 12. december udgiver den horsensianske musiker Knud Lindhard sine erindringer i form af bogen "Rock'n'roll på livstid" - en beretning om en livslang og oplevelsesfyldt passion for rockmusik.Vi har fået lov til at bringe et uddrag af bogens kapitel om "Sunset Alley". Det er ikke kun navnet på et stadig aktivt danseorkester, hvor Knud Lindhard i mange år spillede med. "Sunset Alley" er også hans navn på Kjeldsensgade, hvor han voksede op.

Knud Lindhard fortæller:

- Sidst i 60'erne ville jeg skrive en sang om min barndomsgade, Kjeldsensgade. Allerede dengang havde jeg det bedst med at skrive sange på engelsk. Det nærmeste, jeg kunne komme på Kjeldsensgade, var "Chelsea Street", men det ville jo lyde helt åndsvagt, og jeg var i øvrigt allerede dengang Liverpool-fan, også pga. The Beatles.

- En smuk sommeraften i 1967 på vej til øvning med mit daværende band The Jaguars og min gamle Höfner-bas gik vi i solnedgangen ned ad Kjeldsensgade mod banelegemet. Det sagde "Sunset Alley" inde i mit hoved. Det er helt mundret med Kjeld-sens-gade. For en sikkerheds skyld slog jeg det op i den røde, engelsk/danske ordbog, som Langmarkskolen venligst havde overdraget mig. Det var okay.

- I dag er både Kjeldsensgade og Fælledvej jo indfalds- og affaldsveje i forbindelse med de fantastiske fængselskoncerter, slutter Knud Lindhard.

Til alle kapitler i "Rock'n'roll på livstid" knytter sig sange. Hvis du bruger QR-koden her på siden, får du adgang til at høre sangen om "Sunset Alley".

Sunset Alley er ikke kun Knud Lindhards private navn på Kjeldsensgade; det er også navnet på et danseorkester, grundlagt i 1967 og stadig aktivt. Knud Lindhard har været med i flere omgange, bl.a. i 1969, da dette billede blev taget. Knud Lindhard sidder til højre ved trommerne. De øvrige er (fra venstre) Preben Hansen, Carsten Quist, Jan Petersen og Allan Christensen. Arkivfoto: Henry Thuesen

Kedsommelig søndag

Det var søndag eftermiddag, lige efter min syv års-fødselsdag. Vi fik sandkage og walesstang. I radioen spillede de "rock'n'roll" med Preben Uglebjerg, som havde indspillet en udgave af et Elvis Presley-nummer. Far sagde, at han hellere ville høre ham synge "Texas gule rose", og at trommernes bankelyde kunne ødelægge "Herofonen" (radioen fra den horsensianske Arena-fabrik, red.). Jeg fik sandkagen i den gale hals og gik ud i søndagskedsomheden.

Nu sad jeg med ryggen mod min første store kærlighed og fødderne ud over kantstenen. Jeg havde for første og sidste gang sagt til far, at jeg kedede mig. Han havde meget pædagogisk svaret, at "kun dumme mennesker keder sig".

Der sad jeg altså og kedede mig i skyggen af lygtepælen og kunne mærke en underligt dragende fornemmelse. Det gik op for mig, at det var nu, det skulle ske. Jeg rejste mig som i trance, og stillede mig face to face med udfordringen. Det umulige var måske alligevel muligt.

Som et slangemenneske stak jeg begge arme ind mellem skråstiverne, og få sekunder senere stod jeg stolt som en pave inde i lygtepælen.

Den nutidige Knud Lindhard, her fotograferet i sit Studio 1. Den store mixerpult, der er kernen i et hvilket som helst studie, har fulgt ham en stor del af hans liv. Her kom sangene, der følger den nye bog på vej (og som også er udgivet på albummet "Can't Get Rid of Rock'n'Roll"), til verden. Arkivfoto: Martin Ravn

Hvis du er kommet derind...

Gaderne var mennesketomme i søndagsheden, og kun en enkelt ældre dame gik hovedrystende forbi og mumlede noget om "de unge mennesker nu om dage".

Fornemmelsen af sejr og frihed var fantastisk, indtil far pludselig stod foran lygtepæl og barn. Mor havde sagt noget om, at jeg var i voksealderen, og nu det gik op for mig, hvad det egentlig betød. Jeg kunne ikke komme ud og begyndte at græde.

"Hvis du er kommet derind, kan du også komme ud," sagde far og gik ind til kaffen, walesstangen og sandkagen.

Fængsels-uret slog seks. En fulderik standsede op og kiggede undrende på den udstoppede lygtepæl. Han spurgte, om jeg ville ha' en banan, gned sig i øjnene og slingrede hovedrystende videre.

Efter mange forsøg lykkedes det mig at få begge arme og det meste af overkroppen ud af den ubarmhjertige trekant. Der hang jeg så og dinglede som en anden sæk kartofler, indtil buschaufføren på linie 1 forbarmede sig over mig.

Scan QR-koden med din telefon og hør Kund Lindhards sang "Sunset Alley".

- Hvad sagde jeg!

Han parkerede bussen foran lygtepælen, steg ud og trak mig resolut i armene. Kort efter lå både udvendige og indvendige kartofler og rodede på fliserne og stregerne.

Jeg kunne høre passagererne i bussen klappe i hænderne. Jeg rejste mig og takkede for hjælpen. Chaufføren sagde, at jeg havde været heldig, og at den slags studenterløjer var livsfarlige. Egentlig skulle jeg ha' haft en røvfuld, men han var allerede forsinket, og "hans omnibus skulle sandelig holde køreplanen".

Solen stod lavere nu. Radioen havde droppet "rock'n'roll" og Preben Uglebjerg til fordel for Holger Fællessanger - afløst af radioavisen med fiskerinoteringerne.

Fængsels-uret slog syv tunge slag, da jeg rømmede mig foran den rygende søndagsavis i lænestolen. Min makkertrøje var flænset, og jeg blødte efter kampen med lygtepælen. Far sænkede avisen, flyttede rundt på cigaretten og sagde tørt: "Hvad sagde jeg."

Jeg var gået over stregen, men fra den dag begyndte jeg at træde på stregerne og lærte at leve med mine diagnoser. Far var en stor pædagog og fik igen ret, men jeg tror også, han var imponeret over min bedrift. Jeg havde besejret den dragende, magiske lygtepæl. Nu var den bare en go' ven, som jeg altid kunne betro - og støtte mig til.

I glødelampens skær

Fars specielle pædagogiske tilgang var helt sikkert årsagen til, at jeg fravalgte en tilværelse som professionel fodboldspiller i f.eks. Juventus til fordel for musik og undervisning.

Min første Volvo Amazon, min vidunderlige Ford Mustang 67 og Mercedes 608'eren, fyldt med guitarer, trommer og forstærkere, nød at falde til ro tæt ved lygtepælen i glødelampens skær og havde næsten aldrig alvorlige startproblemer.

Om vinteren, når sneen lå meterhøjt, gjorde den varme pære i lygtepælens top sit til at holde bilparken startklar, når unge vandaler, bevæbnet med snebolde, altså ikke havde skudt den ned med koldt blod.

Det oplysende kunstværk er nu fjernet fra gaden og erstattet af en kold, tynd metalcylinder med en tilsvarende iskold led-anordning i toppen, som ingen nulevende vandal gider skyde ned. Til gengæld lider både mennesker og biler af uhelbredelige, daglige startproblemer, vitaminmangel, overvægt, stress og det, der er værre.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce