Annonce
Brædstrup

Ny bager forsinket af fugt og svamp: Bagermester fanget i juridisk tvist

Brædstrup nye bager, Erik Huusom, ved stadig ikke, hvornår han kan åbne sin bagerbutik, da der fortsat er problemer med fugt og svamp i butikskælderen. Arkivfoto
Åbningen af den nye bager "Huusom's" i Brædstrup trækker i langdrag, da bagermester Erik Huusom er havnet i en juridisk tvist med husejeren omkring betaling af en fugtig kælder.

Brædstrup: Egentlig var det planen, at Brædstrups nye bagerbutik "Huusom's" skulle åbne i marts, men her tre måneder senere må borgerne i Brædstrup stadig kigge langt efter byens nye bager.

Bagerbutikken har de seneste måneder været igennem en større renovering, og butikken står stort også set klar til brug, oplyser bagermester Erik Huusom. Alligevel kan han ikke sætte en åbningsdato, da kælderen er plaget af fugt og svamp, og dermed er det ikke tilladt at åbne en fødevarevirksomhed, før problemet er løst.

- Vi får slet ikke lov til at åbne, før alt fugt og svamp er væk fra kælderen. Det er udlejerens ansvar, at den kælder bliver ordnet, men problemet er, at han ikke rigtig vil gøre noget ved det. Vi kan i princippet sætte arbejdet i gang og stævne ham bagefter, og vi har også fundet et firma, der kan løse problemet. Det vil koste omkring 200.000 kroner. Nu har udlejeren så fundet et andet firma, som kan gøre det væsentligt billigere til cirka 27.000 kroner. Problemet er bare, at de sætter et anlæg op, og så garanterer de for, at 20 procent af fugten er væk om et halvt år. Det dur ikke for os. Vi skal have løst problemet nu, siger Erik Huusom.

Annonce

Vi får slet ikke lov til at åbne, før alt fugt og svamp er væk fra kælderen. Det er udlejerens ansvar, at den kælder bliver ordnet, men problemet er, at han ikke rigtig vil gøre noget ved det.

Erik Huusom, bagermester

En bøvlet sag

Bagermesteren tror stadig, det vil lykkes at få affugtet kælderen, og at det bliver muligt at åbne bagerbutikken. Hele affæren omkring kælderen har dog tæret på byens nye bagermester.

- Med alt det bøvl har jeg fortrudt lidt, at jeg er gået ind i det. Der er dog en løsning på alting, og det er bare at finde den og komme videre. Jeg forstår ikke, det skal tage så lang tid og være så besværligt, men sådan er det, når det er penge, det drejer sig om. Jeg synes bare, at en udlejer har et ansvar over for dem, man lejer ud til, siger Erik Huusom.

Penge i klemme

Sagen om den fugtige kælder kan i sidste ende havne i retten, hvis der ikke findes en løsning på problemet. I værste fald kan der være tale om en misligholdelse af kontrakten, og dermed kan bagermesteren trække sig ud af det igen.

- Butikken er lejet ud, som om der kan drives en fødevarevirksomhed, men det kan vi ikke få tilladelse til, så på den vis er det en misligholdelse af kontrakten. Det er en mulighed, at man i sidste ende er nødt til at komme ud af det igen, men indtil videre står ombygningen mig i to millioner kroner. Så er spørgsmålet, om man kan få pengene med derfra, eller står man til at miste det hele. Min advokat mener, jeg har gode muligheder for at få mine penge refunderet, men det afhænger af, hvordan en dommer ser på det. Jeg håber på, vi finder en fredelig løsning. Planen er, at vi kan komme i gang, siger Erik Huusom.

Ingen kommentar fra udlejer

Bagerbutikken på Bredgade 30 i Brædstrup ejes af advokat Erik Søjborg fra Karup, men han ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt der snart kommer gang i renoveringen af butikkens kælder.

- Jeg kan sige det ganske kort. Jeg forhandler ikke med journalister i telefonen, så derfor har jeg ingen kommentarer. Avisen er ikke et sted at forhandle sådan noget, siger Erik Søjborg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce