Annonce
Horsens

Ny aftale skal få 10.000 flere til at bevæge sig

Horsens kommune er bed i projektet Bevæg dig for livet, og skal på fem år få 10.000 flere i gang med at dyrke motion. Arkivfoto
Horsens er udvalgt til at være såkaldt visionskommune for projektet Bevæg dig for livet. Det skal få 10.000 flere til at lette måsen og komme i gang og 5000 flere til at melde sig ind i en forening.

Horsens: Mandag aften vedtog et enigt og meget begejstret byråd visionsaftalen ”Bevæg dig for livet 2019 – 2024”. Den er et samarbejde mellem Horsens Kommune, DIF og DGI om at få flere til at bevæge sig.

Det er et år siden, at kommunen ansøgte om at blive såkaldt Bevæg dig for livet-visionskommune. Det er nu lykkedes, og kommunen har så fem år til at opfylde det overordnede mål; at mindst 75 procent af befolkningen er idræts- og bevægelsesaktive, og 50 procent er bevægelsesaktive i en forening. I Horsens betyder det 10.000 flere, der skal ud og bevæge sig, og 5000 flere som skal være meldt ind i en forening ved udgangen af 2023.

Visionsaftalen træder i kraft allerede 1. maj 2019, og hvis målet skal nås, skal alle smøge ærmerne op samarbejde, slog borgmester Peter Sørensen (S) fast på byrådsmødet.

- Det er et meget, meget, meget ambitiøst mål. Det er er en ’skal’-fællesopgave, som vi skal løfte i flok, lød det.

Annonce

Stor begejstring

Der var stor begejstring for projektet i byrådssalen. Og byrødderne stod nærmest i kø for at give deres besyv med til, hvordan opgaven skal løftes.

- Det er godt, at vi som byråd kan hæve os over de små sager og tænke visionært og langsigtet. Vi har en udfordring med ulighed i sundhed, og det her koncept kan være med at løse den opgave, lød et forslag SF's Paw Amdisen.

Formanden for kommunens plan- og miljøudvalg, Martin Ravn, udtrykte derimod planer om at indtænke projektet i byudviklingen.

- Mere og mere idræt foregår i det åbne rum, og byrummet skal indbyde til bevægelse. I den måde vi tænker på, er det utrolig vigtigt at indtænke mulighederne for bevægelse og leg, sagde han.

I børne- og uddannelsesudvalget var der fokus på teenagere, og derfor vil både børnebyrådet og ungerådet blive taget med på råd, lød det fra formand Lone Ørsted (S)

- Personligt er jeg meget optaget af, at vi egentlig har godt fat i børnene, men præ-teens og teenagere er svære. Det er vigtigt at få undersøgt, hvorfor de falder fra, og hvad vi skal gøre for at holde på dem.

Stærkt samarbejde

De seneste måneder har Bevæg dig for livet været på dagsordenen i samtlige udvalg i kommunen. Og formanden for kulturudvalget, Jakob Bille (LA) udtrykte stor tilfredshed med viljen til samarbejde.

- Det er et voldsomt ambitiøst projekt. Men et godt projekt. Samtlige formænd for alle udvalg er med i styregruppen, det giver et stærkt samarbejde, sagde han på mødet.

Bevæg dig for livet i Horsens har særligt fokus på fem udvalgte målgrupper: voksne i børnefamilier, seniorer +60 år, udsatte familier og udsatte boligområder, sårbare børn og unge og teenagere og unge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Når lærerne må holde fri - så må børnene vel også?

Avisen har de seneste dage skrevet om tendensen til, at forældre tager deres børn ud af skolerne uden for de normale ferieperioder. Det er et forkert signal, mener både politikere og skoleledere. Det er bedst, når alle i skole. Det kan ingen være i tvivl om, men det gælder så sandelig også lærerne, for ingen taler om, at det selvfølgelig også går ud over kvaliteten i undervisningen og styrken i fællesskabet, når læreren holder fri. Lad os slå fast med det samme, at det er alle læreres ret at holde ferie uden for skolernes traditionelle ferie. Det siger deres overenskomst, så ingen skal skyde efter folkeskolelærere, når de en uge om året holder fri uden for de traditionelle ferieuger hen over skoleåret. Men det betyder også, at det klinger en anelse hult, når skoleledere og politikere taler om det forkerte i, at børnene tages ud af undervisningen, når de ansatte har muligheden for at gøre det samme. Det kommer til at lyde som mig selv, når børneopdragelsen har været til diskussionen derhjemme, og jeg har trukket trumfkortet og slået fast, at de skal gøre, som jeg siger, og ikke som jeg selv gør..... Det var noget andet i gamle dage, vil nogle nok mene, men dengang måtte lærerne heller ikke holde fri ud over de almindelige ferieuger. Dengang gav det god mening at slå fast, at eleverne ikke bare kunne få fri uden særlig grund. Nu er tiden en anden, og selv om det går ud over fællesskabet og kvaliteten i undervisningen, når enten elever eller lærere mangler, så er det sådan, virkeligheden ser ud. Vi må alle bestræbe os på at holde fraværet på et minimum og gøre det så attraktivt at gå i skole, at der skal noget ekstraordinært til, hvis man vil gå glip af en uges undervisning. Det er en kamp, vi alle kan bidrage positivt til at vinde. Kampen for at undgå fravær er desværre tabt.

Annonce