Annonce
Odder

Nul frafald: Gymnasium har holdt fast i eleverne

Glæde blandet med lidt betænkelighed er reaktionen hos de elever, der som de sidste må vende tilbage til Odder Gymnasium. Fra venstre er det Veronica Lauth Arnkil, Mette Sneistrup og Line Lykke Jørgensen. Foto: Hans Jørgensen
Alle vender tilbage på Odder Gymnasium, men de kommer ikke til at være der samtidig. Den sidste tid før sommerferien kommer til at handle om trivsel og undervisning.
Annonce

Odder: Gymnasiet har haft et godt tag i alle 1.g- og 2.g-elever, selv om den virtuelle undervisning har tæret på kræfterne og motivationen.

- Vi har ikke mistet nogen, der har ikke været noget frafald, og det er meget positivt. Eleverne glæder sig bestemt til at komme tilbage, og lærerne har længe ønsket at få dem ind, siger rektor Lars Bluhme.

Der er stadig nogle udfordringer, for alle på skolen skal holde en meters afstand til hinanden.

- Vi skal have to klasselokaler i brug til hver klasse, og det kan vi klare. Vi tager eleverne ind, så vi har to årgange ad gangen. 2.g'erne henter vi ind 27.-29. maj, I den uge er 1.g'erne i gang med en større danskopgave, som de alligevel skulle skrive derhjemme, siger Lars Bluhme.

Ugen efter pinse er det så 1.g'erne, der kan ses igen. Og eleverne i 3.g vil være på skolen i et vist omfang.

- Så der er reelt 14 dages skolegang for 1.g og 2.g, så skal de i gang med årsprøver. Dem kan vi afvikle rigtigt i stedet for virtuelt, så eleverne får også den eksamenstræning, som de skal have, siger rektor.

For mig handler det om det sociale og om at få 2.g afsluttet. Og jeg glæder mig til at få en hverdag igen.

Line Lykke Jørgensen, gymnasieelev

Annonce

Kan få sagt farvel

Han er glad for, at gymnasiets elever kommer tilbage før sommerferien, omend det er for en kort periode.

- Vi kan give eleverne noget fagligt og socialt, vi kan få evalueret på den virtuelle undervisning, og vi kan få sagt ordentlig farvel til hinanden. Det handler ikke kun om trivsel, men trivsel er også vigtigt, understreger Lars Bluhme.

Mange elever glæder sig til at komme tilbage.

- Det er megagodt, og det var nødvendigt. Det sidste stykke tid har vi været ved at gå fuldstændig ned. Det bliver godt at få lidt undervisning og se de andre og få snakket 2.g færdig, for der er lang tid til august. Jeg har fået meget mere overskud bare ved at vide, jeg må komme tilbage på onsdag, og mine klassekammerater har det også rigtigt godt med det. Jeg glæder mig til at få en hverdag igen, siger Line Lykke Jørgensen, der går i 2.g samfundsfag og engelsk.

Mens mange elever glæder sig til at komme tilbage, så er der også nogle, der er mere forbeholdne. En af dem er Mette Sneistrup, 2.g bioteklinjen, der har personer i risikogruppen i sin periferi.

Annonce

Er i dialog med skolen

- Så jeg er lidt ambivalent. Jeg håber, det bliver godt. Men jeg frygter også lidt, at folk ikke har respekt. Jeg er i dialog med skolen og studievejlederen om, hvad der er af retningslinjer, siger Mette Sneistrup.

Hun snakker med sine forældre, sin kæreste og hans venner om situationen.

- Mine klassekammerater glæder sig til at komme tilbage. Men der er også nogle, der er ambivalente. Vi er også gennem pensum i de fleste fag, og alternativt ville vi skulle have læseferie nu. Så det skulle være for det sociale, siger hun.

Ligesom andre gymnasieelever har hun følt, at 1.g'erne og 2.g'erne blev glemt af politikerne.

- Jeg kan mærke, jeg bliver lidt irriteret. De melder hele tiden forskelligt ud, og det er enormt stressende. vi har ikke meget at holde fast i. Det gør det svært for alle, også for lærerne, mener Mette Sneistrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Udsigt til brandslukning resten af aftenen: Vi skal ind fra ydersiden, og det tager tid

Annonce