Annonce
Brædstrup

Nu starter byggeri af 32 lejligheder på krogrunden: Håber på ny epoke med liv og glade dage

Borgmester Peter Sørensen måtte tage den første del af gravearbejdet, da der onsdag blev taget første spadestik på to nye blokhuse på den tidligere krogrund i Brædstrup. Foto: Søren E. Alwan
Domea Horsens og Dansk Boligbyg tog onsdag officielt hul på byggeriet af 32 nye lejligheder på den tidligere krogrund i Brædstrup. Borgmester Peter Sørensen tog første spadestik og lagde op til, at byrådet vil se velvilligt på mere alment boligbyggeri i byen.

Brædstrup: Det blev både en dag, hvor fortiden blev mindet, men det blev i høj grad også set fremad, da Domea Horsens og Dansk Boligbyg onsdag tog officielt første spadestik på byggeriet af 32 nye lejligheder på den tidligere krogrund i Brædstrup.

Første spadestik var måske så meget sagt, for entreprenørmaskinerne havde tyvstartet på byggeriet og var begyndt at grave ud til de to nye punkthuse, som i fremtiden vil stå på den grund, hvor Brædstrup Kro tidligere har ligget.

Netop det faktum, at Brædstrup Kro er væltet for at gøre plads til nyt, har været til stor debat blandt borgerne i byen. Projektudviklingschefen for Domea Horsens, Louise Prahm, kunne da også røbe i sin tale, at boligselskabet til tider har følt, at den har fået skæld ud for at ville opføre nye boliger på kroens plads.

- Kroen har været et sted med liv og glade dage. Folk har festet, og de har fejret barnedåb, fødselsdage og konfirmationer og meget mere her. Det er selvfølgelig træls, at det hele nu er slut. Vi håber dog, at de nye boliger starter en ny epoke med liv og flere glade dage her på grunden, sagde Louise Prahm.

Annonce
- Kroen har været et sted med liv og glade dage. Folk har festet, og de har fejret barnedåb, fødselsdage og konfirmationer og meget mere her. Det er selvfølgelig træls, at det hele nu er slut. Vi håber dog, at de nye boliger starter en ny epoke med liv og flere glade dage her på grunden.

Louise Prahm, projektudviklingschef Domea Horsens.

Indflytning i 2021

Krohaven, som det nye boligområde hedder, skal efter planen være færdige omkring juletid til næste år, og der forventes indflytning fra 1. februar 2021. De nye lejligheder er også allerede efterspurgt, oplyste formanden for Domea i Horsens.

- I øjeblikket har vi 27 på venteliste til boligerne, og vi er ikke engang begyndt at annoncere lejlighederne endnu. Det er hovedsageligt lokale borgere, som gerne vil ind og bo i Krohaven, så det viser bare, at nye lejligheder er efterspurgt i Brædstrup, sagde Willy Nielsen.

Sikrer udvikling

Borgmester Peter Sørensen (S) glædede sig i sin tale over, at der nu er 32 nye almene boliger i Krohaven samt otte rækkehuse i Vestergade på vej i Brædstrup. Han havde dog også sine minder fra Brædstrup Kro

- Jeg har selv været til fester her, og jeg har sågar spillet revy på Brædstrup Kro, da jeg i sin tid arbejdede på sygehuset. Kroen er nu et overstået kapitel, men den vil altid være i vores minder. Men når en dør lukker, så er der altid en ny, der åbner. Jeg vil håbe, at de 32 nye familieboliger vil betyde, at flere folk i Brædstrup vil sælge deres parcelhuse til nye børnefamilier, som er med til at holde liv i byen, sagde Peter Sørensen.

Entreprenørmaskinerne var tyvstartet på byggegrunden, og det gjorde det hele til en mudret fornøjelse. Foto: Søren E. Alwan

Mere alment byggeri

Borgmesteren nævnte desuden, at hvis Domea eller et andet boligselskab kommer med et nyt projekt i Brædstrup, vil byrådet se velvilligt på det. Det var formanden for Domea Horsens ikke afvisende overfor.

- Vi kigger altid efter nye muligheder, og hvis vi finder noget spændende i Brædstrup, er det også interessant for os. Det kræver dog, at vi finder en grund, der ligger godt, og hvor det hele er økonomisk rentabelt, sagde Willy Nielsen.

Formanden for kommunens oplandsudvalg, Jørgen Korshøj (V), ser også gode muligheder for mere alment boligbyggeri i Brædstrup.

- Jeg synes, der er gode muligheder for mere alment byggeri, hvis vi ser rundt i byen. Der er stadig mulighed for byfortætning, og der er stadig områder og huse, der står tomme. Der kunne man sagtens lave noget mere alment byggeri. Det er også med til at løfte byen, sagde Jørgen Korshøj.

Projektudviklingschef i Domea Louise Prahm har været med i projektet på krogrunden lige fra start. Foto: Søren E. Alwan

Nye boliger i centrum

Efter den officielle del var klaret, var der naturligvis pølser og lidt at drikke. Foto: Søren E. Alwan
Borgmester Peter Sørensen tager første spadestik i selskab med projektudviklingschef Louise Prahm og formand Willy Nielsen fra Domea Horsens. Foto: Søren E. Alwan
De to nye punkthuse forventes at være færdige omkring næste jul, og der vil være indflytning i februar 2021. Foto: Søren E. Alwan
Brædstrup Kro er væltet, og nu begynder byggeriet af to nye punkthuse på krogrunden. Borgmester Peter Sørensen tager første spadestik. Foto: Søren E. Alwan
Brædstrup Kro er væltet, og nu begynder byggeriet af to nye punkthuse på krogrunden. Borgmester Peter Sørensen tager første spadestik. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce