Annonce
Erhverv

Nu skydes udlejningen af 94 boliger i Havnehusene i gang

De 94 lejligheder i Havnehusene bliver meget forskellige i størrelse. Spændet er på næsten 100 kvadratmeter. Det giver en bredere målgruppe, lyder det fra Nybolig Projektsalg, som står for udlejningen. Foto: Morten Pape
Havnebyggeri med lejligheder på alt fra 59 til 153 kvadratmeter bliver ren udlejning. Direktøren fra Heimstaden Danmark er spændt på, hvordan Horsens tager imod luksusprojektet.
Annonce

Horsens: 94 boliger i spændet 59-153 kvadratmeter rejser sig i øjeblikket i projekt Havnehusene i Horsens, og nu sættes udlejningen af de mange lejligheder på skinner.

Det er Heimstaden Danmark, en af de helt store spillere på markedet for lejeboliger, der står bag projektet, og selskabets direktør Leif Boje Espesen slår nu fast, at de nybyggede lejligheder udelukkende lejes ud.

Egentlig blev grunden købt med henblik på ejerlejligheder for år tilbage, men den plan har løbende ændret sig:

- Vi kiggede undervejs også på, om det skulle være fifty-fifty, men vores base er udlejning - det giver mest mening for os. Derfor bliver det sådan, siger Leif Boje Espesen om de to store bygninger, der som særkende falder i knæk fra syvende til anden sal med attraktive terrasser.

En prøvelejlighed er klar indenfor få uger, og der arrangeres åbent hus ultimo januar.

- Indflytning bliver på den anden side af sommerferien. Forhåbentlig har vi en dato inden for 14 dage, siger Leif Boje Espesen.

Det er ret nyt med så eksklusive boliger i Horsens. De er fantastisk beliggende ud mod vandet og i første parket. Uden at forklejne andre boliger er kvaliteten atypisk høj.

Mette Holst, Nybolig

Annonce

Allierer sig med Nybolig

Heimstaden Danmark er med i hele processen fra en mulig beboers første henvendelse. Udlejningen er outsourcet til Nybolig Projektsalg Horsens.

- Vi vil gerne det hele selv, men udlejning kræver stort lokalkendskab, og det har vi ikke endnu i Horsens. Og så er Nybolig et godt valg, lyder det fra direktøren.

Mette Holst er partner og projektchef i Nybolig Projektsalg, og hun glæder sig:

- Det er ret nyt med så eksklusive lejeboliger i Horsens. De er fantastisk beliggende ud mod vandet og i første parket, siger hun.

Mette Holst kalder opgaven spændende, blandt andet fordi næsten ingen lejligheder er ens. Størrelsen veksler næsten 100 kvadratmeter fra mindst til størst, og selv om det er luksusboliger, er målgruppen bred, da der er plads til alt fra enlige til familier.

- Og stort set alle får en eller anden form for udsigt. Man får følelsen af selv fra anden sal at være ude i vandet, siger hun.

- Der lander rigtig meget nybyggeri på det horsensianske boligmarked på stort set samme tid. Giver det ikke lidt usikkerhed?

- Vi har ikke prøvet så stort et udbud på én gang, men vi kan se en kæmpeinteresse. Ejer- og lejelejligheder vinder frem, og det er ikke i stedet for parcelhuse, men samtidig med. Der er et opsparet behov for nybyggeri centralt i Horsens, for flere og flere har lyst til at bo i noget nyt. Nu er der noget at tilbyde, siger Mette Holst.

Hun peger på, at mange gerne vil "det nemme", altså en lejet lejlighed, der frigiver tid til at dyrke interesser. Og tidligere tiders tendens til at ville slæbe alt med fra et stort parcelhus til en lejlighed ser man ikke mere, mener hun.

Annonce

Fantastisk beliggenhed

Leif Boje Espesen siger, at kvaliteten har fået et ekstra hak opad i forbindelse med, at der blev tænkt ejerboliger i starten.

- Det handler blandt andet om materialevalg, etageadskillelse, hvor du ikke kan høre underboen, og at du selv i anden række vil have udsigt. Man skal ikke bygge for billigt på en fantastisk beliggenhed, fastslår han.

Heimstaden-direktøren forventer lejere fra primært lokalområdet, og han regner ikke med, at alt er lejet ud ved indflytningsstart. Den månedlige husleje bliver på mellem 6600 og 15.000 kroner, og Leif Boje Espesen skjuler ikke, at han er spændt på, hvordan Horsens tager imod de dyreste af boligerne.

Boliger i den prisklasse ser man ikke mange af her i byen.

Direktøren tror på, at en del vil sælge ejerboligen for at frigøre økonomiske midler til for eksempel at rejse.

- Og du kan ikke tage på ferie for dine mursten, siger han om de, der har en friværdi i boligen.

Havnehusene

Havnehusene er et af byggeprojekterne på nordhavnen i Horsens og kommer til at bestå af 94 lejelejligheder i størrelsen 59-153 kvadratmeter.

Byggeriet, der på sit højeste er otte etager, indeholder en række tagterrasser på hver cirka 25 kvadratmeter.

Lejlighederne får to, tre eller fire værelser og bliver i luksusudgaven, når det gælder inventar og udsigt.

Der er aflåst p-kælder under byggeriet.

Heimstaden Danmark er både bygherre og forvalter, Torntoft & Mortensen har byggeopgaven, mens Rum A/S er arkitekt.

Der bliver et enkelt erhvervslejemål i stueplan.

Den månedlige husleje lander på 6600-15.000 kroner.

Udlejningen er lagt i hænderne på Nybolig Projektsalg Horsens.

Annonce

Håber på ikonisk byggeri

- Har I andre projekter på vej i Horsens?

- Ikke lige nu. Vi er alle spændte på, hvordan det her vil gå, så lad os nu lige se. Jeg håber, at folk bliver glade for det her - at det bliver en ikonisk ejendom i bybilledet.

Leif Boje Espesen siger, at Heimstaden har særligt øje på områder med befolkningstilvækst, og derfor kan Horsens senere blive interessant i forhold til andre projekter.

Også her i byen debatteres æstetikken i de mange nybyggerier flittigt. En del angriber de mange "kasser", der skyder op, men Leif Boje Espesen mener nok, at Havnehusene står stærkt i den diskussion:

- Det er et murstensbyggeri, men vi får det indrettet med noget grønt (blandt andet via tagterrasserne, red.). Der skal være et fint miks mellem drift og æstetik, og det her kan godt tåle at stå ude om natten, som Leif Boje Espesen udtrykker det.

Heimstaden

Heimstaden er stiftet i Sverige i 1998 og kom på det danske marked i 2014 under navnet Fredensborg A/S. Det blev til Heimstaden Danmark i 2017.

Selskabet, der opkøber, udvikler og forvalter ejendomme, er blandt Nordeuropas største i branchen og opererer foruden Sverige og Danmark i Norge, Tyskland og Holland.

Ifølge flere medier blev Heimstaden i efteråret 2019 størst på sit felt i Danmark, da man nåede op over 10.000 boliger landet over til en samlet værdi af 23 milliarder kroner.

Det danske domicil er i København, mens det eneste andet danske kontor er på Plutovej i Horsens.

Vores by vokser

Horsens vokser, og det kan man se i bybilledet.

Nye byggerier langs havnen og Niels Gyldings Gade, nyt uddannelses-campus på den gamle slagterigrund og en ny bydel ved Nørrestrand er bare nogle af de projekter, der er i gang.

Horsens Folkeblad sætter fokus på byggeprojekterne med "Spørg Folkebladet - Vores by vokser", hvor du kan stille spørgsmål til redaktionen, hvis du går og undrer dig over noget - stort eller småt.

Vi har blandt andet allerede kigget på befolkningsfremskrivningen i Horsens, på den trafikale udvikling på Vestergade, og hvad det massive nybyggeri vil betyde for kommunens udgift til boligstøtte.

Vi vil også gerne prøve at svare på dine spørgsmål, så skriv til os via dette link: redaktion.hsfo.dk/spoergfolkebladet - her samler vi alle spørgsmål og svar.

Et særkende for Havnehusene på Nordhavnen bliver faldet i knæk fra syvende til anden sal. Det giver mulighed for attraktive terrasser. Foto: Morten Pape
Havnehusene står klar til indflytning efter sommerferien. Inden for få uger er en prøvelejlighed færdig. Her en visualisering af projektet fra Horsens-arkitekterne Rum A/S.
Heimstaden har flere end 10.000 boliger i Danmark og er størst i branchen. Havnehusene er selskabets første projekt i Horsens. Foto: Morten Pape
Det kan endnu være svært som borger at forestille sig havneområdet, når der kommer en kanal ind imellem byggerierne. Visualiseringen her - fra Rum A/S - viser noget af fremtidens vandforløb.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Smittetal sætter rekord i Danmark: Borgmesteren har klar opfordring til borgerne i Horsens Kommune

CORONAVIRUS

Live: Regeringen vil udvide hjælpepakker efter nye restriktioner

Østjylland For abonnenter

I kirke juleaften? Nytårsaften med vennerne? Corona-professoren svarer på fem dilemmaspørgsmål

Annonce