Annonce
Horsens

Nu skal skadedyrene passe på - byrådet retter sigtekornet ind

Dyrelivet i Horsens er blevet en politisk mærkesag, og flere partier har fokus på forskellige dyr, der kan genere borgerne i Horsens. Fra venstre er det Esben Hedeager Hansen (K), der har fået bekæmpelse af mårhunde skrevet ind i budgettet. Paw Amdisen (SF) har sikret politisk håndslag på, at kommunen tager ansvar for byens ejerløse katte, borgmester Peter Sørensen (S) vil bruge penge på intelligent rottebekæmpelse, mens Liberal Alliance allerede sidste år fik afsat 250.000 kr. til mågebekæmpelse. I dag er det Jakob Bille, der repræsenterer LA i byrådet i Horsens, men det var retteligt tidligere byrådsmedlem for LA Dan Ingemann Jensen der førte an i kampen mod måger i midtbyen. Tegning: Jens Julius

100.000 kr. er øremærket intelligent skadedyrsbekæmpelse i budgetforliget - heraf 50.000 kroner til jagten på mårhunde. Og så har politikerne givet håndslag på en indsats over for vilde katte.

Annonce

Horsens: Dyrelivet i Horsens er blevet en politisk mærkesag.

Sidste år sikrede Liberal Alliance en kvart million kroner til bekæmpelse af måger i midtbyen.

I budgetforliget i år har Konservative fået skrevet jagt på mårhunden ind. SF har sikret sig, at kommunen tager ansvar for byens vilde katte, og borgmester Peter Sørensen (S) vil holde rotterne i skak med intelligent skadedyrsbekæmpelse.

Det er første gang, at både mårhunde, rotter og ejerløse katte optræder i det kommunale husholdningsregnskab.

Men det konservative byrådsmedlem Esben Hedeager Hansen glæder sig over, at mårhunde nu er i fokus.

- Det er jeg utrolig glad for. Det er en vigtig sag, når man som jeg godt kan lide at være i naturen. Mårhunde er altædende. De tager fugleæg og fugleunger. Og de bærer på en virus, der, hvis de skider i børnehavernes sandkasser, er farlig for børn. Det er vigtigt, at de ikke ødelægger dyrelivet, og vigtigt, at de holdes nede fra start, pointerer Esben Hedeager Hansen.

Annonce

Borgmester vil have intelligent skadedyrsbekæmpelse

Der er afsat 100.000 kr. i budgettet til bekæmpelse af skadedyr.

Af dem skal op mod 50.000 kr. bruges i jagten på mårhunde. Det skal ske i samarbejde med Dansk Jægerforbund.

Og så er op mod 50.000 kr. øremærket en fremtidig strategi for intelligent skadedyrsbekæmpelse. Den del tegner borgmester Peter Sørensen (S) sig for.

- Jeg har skrevet det ind, men der var en fælles drøftelse og et ønske om at styrke den generelle bekæmpelse af skadedyr med mere teknologi, oplyser Peter Sørensen.

- Der findes forskellige løsninger, som har virket i andre kommuner. Vi er stadig i gang, og det koster penge at sætte gang i projekter. Samtidig har jeg også ladet mig fortælle, at det er en mere human måde at afvikle et skadedyrs liv på end gift, siger borgmesteren.

Annonce

Fællesmøde om katte

Hos SF kan byrådsmedlem Paw Amdisen med tilfredshed notere, at kommunen nu tager et medansvar over for ejerløse katte.

Der er ikke afsat et konkret beløb, der øremærkes katte i budgetaftalen. Alligevel er Paw Amdisen tilfreds.

- Jeg tror, at viljen er der til at afsætte midler. Alle har gode intentioner i den retning, og jeg er glad for, at der er opbakning, siger Paw Amdisen.

I budgetteksten forpligter kommunen sig til at samarbejde med de relevante organisationer og de mange frivillige, der i dag passer og plejer vildkatte i byen.

- Jeg tænker, at kommunen starter med at indbyde til et åbent møde, hvor man kan komme, hvis man er interesseret, og hvor vi kan diskutere, hvad der skal til at løse problemet. Der er mange forskellige holdninger til de vilde katte, men det vil fungere bedst, hvis vi får lavet aftaler om, hvad der skal ske. I sidste ende tror jeg, at alle er interesseret i at få lavet en løsning, der er bedst både for kattene og for de borgere, der gennem tiderne har følt sig generet af dem, siger Paw Amdisen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce