Annonce
Odder

Nu satses der på sporten

Bo Kristensen (forrest) og Lars Rasmussen er de eneste medarbejdere, der har deres daglige gang i sportscentret. De to blev i april sidste år konstitueret som midlertidige ledere. En ordning, der nu er gjort permanent. Foto: Søren E. Alwan
Spektrum Odder har skruet ned for antallet af events – og sparet blandt andet en lederstilling.

Odder: Oprindelig var der tale om en midlertidig konstituering, da serviceleder Lars Rasmusen og leder af svømmehallen Bo Kristensen i april sidste år blev indsat som ledere af Spektrum Odder, efter at den hidtidige leder, Ricky Søgaard Jensen, pludseligt stoppede. Men de to herrer har tilsyneladende gjort det så godt, at de nu er blevet fastansat som leder-duo.

Det skete på et bestyrelsesmøde i februar, hvor medlemmerne også besluttede ikke at genopslå stillingen som daglig leder efter Ricky Søgaard Jensen.

Samtidig blev det slået fast, at Spektrum Odder fremover skal skrue ned for selvopfundne arrangementer og i stedet satse på udlejning til selvfølgelig sportsbegivenheder og for eksempel modeshows, julebanko og store foredrag. Fremover vil Spektrum Odder kun selv skyde penge i den årlige nytårskoncert, som efterhånden er en ret gammel tradition.

- Vi må nok indrømme, at vi havde slået for stort brød op med for mange events, der ikke gav det overskud, som vi ønskede, fortæller næstformand i Spektrum Odders bestyrelse, Claus Peter Nielsen, der ikke betegner beslutningen som et tilbageskridt – men som nødvendig tilpasning til den virkelighed, som nu engang findes i Odder.

- Spektrum Odder er sat i verden for at yde vores idrætsforeninger den bedste service. Selv det blev i øvrigt efterhånden også lidt svært, fordi andre begivenheder somme tider udelukkede medlemmerne fra at træne på deres faste dage. Det duede jo heller ikke. Så vi er tilfredse med vores beslutning, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce