Annonce
Horsens

Nu kommer Foo Fighters-gæsterne til Horsens: Juletog tager imod

Michael Patrick Nielsen fra Fredericia har købt billetten til aftenens koncert for et halvt år siden. Tirsdag eftermiddag lå den hjemme på spisebordet i Fredericia. - Men den skal nok nå til Horsens, inden koncerten går i gang, lød det fra den optimistiske og lidt glemsomme koncertgæst. Foto: Anne Birch
Horsens' juletog fik tirsdag eftermiddag nyt liv som "Foo Foo Expressen", der skulle fragte forventningsfulde koncertgæster til forfest på Det Gule Pakhus før aftenens koncert med Foo Fighters på Fængslet.

Horsens: - Velkommen til Horsens. Byen der har fostret både Vitus Bering og Frank Panduro. Se det er noget at være stolt af. Vi kører jer til byens første, bedste og eneste Foo Fighters forfest. Bare hop ind.

Der er langt fra julens fredelige ture med børn og barnlige sjæle rundt i Horsens til den tur, Horsens' juletog er på tirsdag eftermiddag.

I dagens anledning er det sorte tog omdøbt til "Foo Foo Expressen", og fra chaufførsædet fragter Tommy Nielsen på vegne af Det Gule Pakhus forventningsfulde fans fra banegården i Horsens til Det Gule Pakhus på Madevej, hvor der fra klokken 13 har været gang i en forfest med tre lokale bands - Footos, Kalik og Closeminde, der varmer op til aftenens store Foo Fighters koncert på Fængslet.

På siden af toget laver Jon Stage akrobatiske kunster, mens han med trompet, fagter og høje råb forsøger at lokke endnu flere kunder til "Foo Foo Expressen".

Annonce

Det er musikken, der er fed. Og teksterne. Og hans (forsanger Dave Grohl, red.) performance. Han er helt vildt sej.

Michael Patrick Nielsen, Foo Fighters-fan, Fredericia

Billetterne ligger på spisebordet

I toget sidder Dan Nielsen fra Fredericia, som sammen sin kone, sin søn og sin reservesøn har taget turen til Horsens for at komme til koncert.

Han glæder sig - selvom billetterne lige nu ligger hjemme på spisebordet og skal fragtes til Horsens af en venlig sjæl, før aftenens koncert kan nydes.

- Vi har købt billetterne for over et halvt år siden. Vi skulle have oplevet Foo Fighters sidste år i Hamborg, men vi måtte aflyse på grund af noget arbejde. Jeg har altid drømt om at opleve dem live, så det er så stort, at det nu skal lykkes, siger han.

Hans søn Michael Patrick Nielsen er enig.

- Det er virkelig sådan, at jeg har talt ned på arbejde de seneste dage. Det bliver så stort, siger han, der ikke er bleg for at indrømme, at han deler musiksmag med sin far. I hvert fald når det handler om Foo Fighters.

- Det er musikken, der er fed. Og teksterne. Og hans (forsanger Dave Grohl, red.) performance. Han er helt vildt sej, lyder det fra den forventningsfulde fan.

Skepsis breder sig

I Emil Møllers Gade bliver der skruet op for musikken i Foo Foo Expressen, mens forbipasserende ser undrende til, og et par udenlandske Foo Fighters-fans lidt forskrækkede takker nej til et lift.

- De fatter ikke, hvad det handler om. Det er jo for fedt det her. Og lidt mærkeligt, lyder det fra en af de passagerer, der er blevet samlet op undervejs, mens han knapper en Underberg op og skåler med sin kammerat.

Fra chaufførpladsen lægges der nu op til musikquiz.

- Hvad er det her, råber Tommy Nielsen og skruer op for musikken.

- "Another Round", lyder det i kor fra de rutinerede fans, som får en trompet-salut - og en tak opad på volumenknappen - som belønning for det rigtige svar.

På vej ned ad Madevej breder skepsissen sig i toget.

- Hvor fanden kører vi hen? Er vi på vej ud i skoven? Her havde vi i hvert fald aldrig selv fundet ned, siger Dan Nielsen, mens han spejder efter forfesten.

Et smil breder sig på hans ansigt, da han ser det store telt med scene, der er stillet op foran Det Gule Pakhus, hvor der allerede er gang i festen.

Efter at have sat de glade gæster af vender "Foo Foo Expressen" om og kører mod banegården igen. På jagt efter flere fans, der skal lokkes til forfest.

Der forventes omkring 20.000 fans til aftenens koncert.

Dan Nielsen (t.h) og hans kone, søn og reservesøn havde taget turen fra Fredericia for at komme til Foo Fighters-koncert i Horsens. Og de blev glædeligt overrasket over både "Foo Foo Expressen" og forfesten på Det Gule Pakhus. Foto: Anne Birch
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Seks Horsens-boksere i finalen ved JM

Leder

Leder: Tag debatten - den er gratis

Er der noget, der kan sætte sindene i kog i Horsens, er det byens udseende. Seneste eksempel er viceborgmester Martin Ravns læserbrev om, at Lilli Gyldenkildes Torv efter hans mening kan blive den næste ghetto i Horsens. Efterfulgt af et læserbrev af Sisse Landert, som græmmes over sin bys udseende. Efterfulgt af to læserbreve fra Andreas Boesen og Susan Gyldenkilde, som forsvarer byggeriet. I avisen og på hsfo.dk har vi gennem flere år dækket både planer, spadestik, beslutninger og kritik tæt og grundigt. Emnet optager vores læsere helt enormt. Det kan vi se både på hsfo.dk og i de kommentarer, vi får til artiklerne via Facebook. Derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at afdække udviklingen og på fair og ordentlig vis bringe de forskellige synspunkter videre. Nogle af artiklerne bringer vi gratis på hsfo.dk, mens andre kræver, at man har betalt abonnement. Det får vi jævnligt kritik for af læsere, som mener, at når det er en artikel, der interesserer mange, bør den være gratis. Jeg medgiver, at vi selv har et medansvar for den manglende forståelse, fordi medierne i en periode forærede alt indhold væk på digitale platforme. Men i takt med fyringer af journalister og fotografer verden over er der ved at komme en forståelse for, at ordentlig journalistik koster penge at lave og er en vare, der skal betales for. I debatten om byens udseende tog kritikken en ny drejning, da byrådsmedlem Jakob Bille skrev følgende i en kommentar på Facebook: "Folkebladet kunne nu godt have gjort denne artikel tilgængelig for alle. De har jo valgt at gøre alle de kritiske indlæg tilgængelige for alle." Bare så der ikke er nogen tvivl: Læserbreve er altid gratis indhold på hsfo.dk. Uanset om de er for eller imod, hvad et byråd har besluttet. Fælles for det indhold, det kræver et digitalt abonnement at få adgang til, er derimod, at det er unik og selvstændig journalistik. Tendensen på vores og de fleste andre medier er, at flere og flere artikler bliver låst. På hsfo.dk har vi også det princip, at den daglige leder, som du læser her, er betalt indhold - bare ikke lige i dag, hvor alle kan læse med.

Annonce