Annonce
Kultur

Nu kan fans komme ind og se AC Horsens-kampe - i biografen

231 fans kan se AC Horsens' kommende kampe i Megascopes store sal. Arkivfoto
Megascope har indgået et samarbejde med AC Horsens om at vise klubbens kampe i biografens store sal. 231 billetter bliver sendt i udbud.
Annonce

Horsens: I Aarhus ser man superligafodbold på videoplatformen Zoom. I Herning ser man fodboldkampe fra sin bil på en parkeringsplads. I Horsens... ja, her kan man fra 7. juni se fodboldkampe i biografen.

Megascope og AC Horsens har således indgået et samarbejde, der foreløbig tæller AC Horsens' hjemmekamp mod Brøndby IF 7. juni og udekampen mod Sønderjyske i Sydbank Pokalen 10. juni.

Biografen har via megascope.dk åbnet for salg af billetter, der giver adgang til at se kampene i Megascopes store sal.

- Vi vil gerne være med til at give folk en god oplevelse, og hvis der er tilslutning og opbakning til de to kampe, lader vi det fortsætte, siger Erling Kræmmer, direktør i Megascope.

Aftalen er kommet i stand som følge af nedlukningen af Danmark, der fortsat forbyder tilskuere til superligakampe.

Annonce

231 billetter

Er der interesse for konceptet, vil det fortsætte, indtil superligaklubberne atter må invitere fans på stadion, oplyser Erling Kræmmer, der lige nu er i dialog med tv-selskaberne, som har rettighederne til at vise superligakampe, for at sikre, at Megascope kan komme til at vise alle AC Horsens' kampe.

Megascope udbyder 231 billetter pr. kamp, som er det antal fans, der må samles i biografsalen under hensynstagen til sundhedsmyndighedernes restriktioner.

Fans, der altså ikke må mødes under åbne himmelstrøg på tribunerne, men i stedet kan sætte sig til rette i en biografsal.

- Er det ikke en smule paradoksalt?

- Vi arbejder ud fra de retningslinjer, vi har fået. Og det er det samme, om vi skulle vise en film eller samle nogle mennesker, der gerne vil have en oplevelse sammen, siger Erling Kræmmer.

Prisen pr. billet er 99 kroner og inkluderer en øl eller sodavand.

AC Horsens vandt senest 1-0 på udebane mod FC Midtjylland og ligger aktuelt nr. ni i tabellen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce