Annonce
Hedensted

Nu har legepark fået en venneforening: - Der var rigtig god opbakning

Legeparken ved Hotel Juelsminde Strand kommer bl.a. til at indeholde en svævebane. Parkens skal driftes af en venneforening, som det er gratis at blive medlem af. Illustration: Legespecialist.dk

Stor interesse for at give den kommende naturlegepark i Juelsminde en hånd.

Juelsminde: Tirsdag aften på Hotel Juelsminde Strand blev foreningen Juelsminde Naturlegeparks Venner stiftet.

Foreningen skal stå for at søge midler til finansiering af parken og på længere sigt også stå for vedligeholdelsen af den.

På den stiftende generalforsamling meldte de første 50-60 medlemmer sig ind, fortæller koncerndirektør Anders Brix, Schou-Fondet. Han var vært på mødet.

- Det gik som planlagt, og jeg synes, der var rigtig god opbakning. Vi måtte sætte et ekstra bord ind, fordi der kom flere end ventet. Samtidig stod det klart, at der var nogle, der gerne ville have været med til mødet, som ikke kunne være der. Så derfor laver vi en online platform, hvor man også kan melde sig ind i foreningen, siger Anders Brix.

Han fortæller, at der på mødet var en god stemning om projektet.

- Vi fik rigtig mange positive kommentarer. Der var nogle, som lagde vægt på sikkerheden i legeparken, og det har vi selvfølgelig også tænkt ind i projektet. Vi kommer til at overholde alle regler og vil blive ved med at få legeparkens redskaber sikkerhedstjekket, siger Anders Brix.

På mødet blev en bestyrelse nedsat.

Glenn Jacobsen er udpeget som formand. Lars Kobbelgaard, Tina Vind Trabjerg, Finn Agersbæk, Christina Jensen og Birger Brix, der repræsenterer Palsgaard og Schou-Fondet, er de øvrige medlemmer.

Den store opgave for foreningen bliver at søge midler til legeparken, som kræver fire mio. kr. udover de 2,5 mio. kr., Palsgaard A/S bidrager med.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce