Annonce
Brædstrup

Nu går gravearbejde til aktivitetspark i gang: Vi håber at blive færdige i år

Det er gjort klar til legeredskaber i området bag tennisbanerne i Folkeparken i Brædstrup. Foto: Henrik Sandvad
Træer og buske er ryddet af vejen, så startskuddet til den kommende aktivitetspark i Brædstrup kan lyde snarest muligt, lyder det fra initiativtageren.
Annonce

Brædstrup: Kommunens folk har i løbet af sommeren ryddet træer og buske i skovområdet bag Folkeparken for at gøre plads til den kommende aktivitetspark. Nu er arbejdet afsluttet, så inden for kort tid vil en gruppe frivillige entreprenører fra lokalområdet begynde at grave ud til de forskellige legeredskaber, fitness og udeskole, som fremover skal udgøre den kommende aktivitetspark i Brædstrup.

- Området er klar nu, og vi mangler blot at få lavet tegninger med nogle mål, som man kan arbejde efter. Det forventer vi bliver færdigt i denne uge, og så kan arbejdet gå i gang, siger Thomas Schmidt, idémand og initiativtager til aktivitetsparken.

Annonce

Alt gøres klar

Han forklarer, at man vil grave ud til alle elementerne i den kommende park, selvom der ikke er midler til at komme redskaber på ved alle aktiviteter.

- Vi har kun økonomi til at komme redskaber på cirka 25-30 procent af aktiviteterne, så i øjeblikket er vi ved at prioritere, hvad der skal med. Ved at grave det hele ud nu og gøre tingene klar, undgår vi, at vi skal have nogle store maskiner ind senere og ødelægge dele af parken igen, siger Thomas Schmidt.


Vi håber, vi kan blive færdig med det hele i år, men det er svært at love. Vi er afhængige af frivillige entreprenører, så vi kan ikke gå og skynde på dem, når de trods alt gør en frivillig indsats.

Thomas Schmidt, initiativtager


Gruppen bag aktivitetsparken har delt det samlede projekt til knap fem mio. kr. op i tre etaper. Den første etape koster 1,6 mio. kr. i fuld skala, men indtil nu har folkene bag aktivitetsparken kun samlet cirka 1,0 mio. kr. ind via fonde, Horsens Kommune og forskellige sponsorer.

- Selvom der ikke kommer redskaber på det hele, vil vi få en fin løsning. Det vil blive en fin park, som bliver funktionel og vil virke. Der er så mulighed for at videreudvikle parken hen ad vejen, som vi finder flere midler eller sponsorer, siger Thomas Schmidt.

Arbejdet med at rydde træer og buske er færdigt, så arbejdet med at etablere aktivitetsparken går i gang hurtigst muligt, lyder det fra initiativtager Thomas Schmidt. Foto: Henrik Sandvad
Annonce

Vil være færdige i år

Initiativtageren forventer, at det vil blive lettere at tiltrække fonde og sponsorer, når man har et konkret projekt at vise frem.

I den første fase af aktivitetsparken vil der blive etableret udeskole, hvor skolebørn har mulighed for at modtage undervisning i det fri. Derudover bliver der etableret skovlegeplads med mange forskellige legeredskaber og på bane 5 ved tennisbanerne skabes tennisgruset af, og der lægges strandsand, så der både er plads til et legeområde for de mindre børn eller evt. beachvolley.

Desuden ændres et stiforløb for at opnå en bedre indgang til aktivitetsparken og sammenhæng med byparken i øvrigt.

- Vi håber, vi kan blive færdig med det hele i år, men det er svært at love. Vi er afhængige af frivillige entreprenører, så vi kan ikke gå og skynde på dem, når de trods alt gør en frivillig indsats, siger Thomas Schmidt.

Der er mulighed for at læse mere om projektet og følge med i etableringen af aktivitetsparken på Brædstrup Lokalråds hjemmeside: www.braedstrup.dk

- På et tidspunkt vil vi også gøre det muligt at melde sig som frivillig på hjemmesiden, hvis man har lyst til at give en hånd med. Vi har brug for alle, vi kan få, om det så er til at sætte redskaber op eller flytte grene. Alle er velkommen, siger Thomas Schmidt.

De første informationsskilte er kommet op for at orientere om, hvad der kommer til at ske i området. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce