Annonce
Østjylland

Nu er det de gamles tur til at blive vaccineret: - Vi begynder med de ældste

43.000 er allerede vaccineret i Region Midtjylland. Regionsrådsformand Anders Kühnau fortæller, at det nu er de ældre over 85 år, der står for tur. Foto: Jens Thaysen
Borgere over 85 år er de næste til at blive vaccineret mod covid-19. I Region Midtjylland er oprettet 11 nye pop-up-centre, så man kan blive vaccineret i den kommune, hvor man bor.
Annonce

Regionen: I denne uge begynder vaccinationen af borgere over 85 år.

- Vi begynder med de ældste, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.

Regionen har etableret 11 nye pop-op-vaccinationscentre i de kommuner, hvor der ikke ligger et vaccinationscenter i forvejen.

- På nær Ikast- Brande Kommune, det har takket nej, er der etableret et center i alle regionens kommuner. Og man kan også blive vaccineret på øerne - Endelave, Samsø og Anholt, siger regionsrådsformanden.

I alt er 43.000 borgere vaccineret i Region Midtjylland.

Plejehjemsbeboerne i regionen har fået deres andet stik. Og personer over 65 år, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp, er også vaccineret. Vaccinationen af personer i særlig risiko for et alvorligt forløb, hvis de smittes med covid-19, er også i gang.

- De sidste er vi ikke helt færdige med, men vi har vaccineret en god del af dem. Og så har vi revaccineret personalet i det omfang, der har været vacciner til, siger Anders Kühnau.

Annonce

Kommune eller region

Der er i denne uge også 5500 AstraZeneca vacciner på vej til Region Midtjylland, og de må ikke benyttes til ældre over 65 år og folk i risikogrupperne.


Personligt synes jeg, man skulle havde prioriteret personalet højere, men det er en landspolitisk beslutning, og den respekterer jeg. Derfor er vi ikke længere fremme i Region Midtjylland

Anders Kühnau


Derfor skal de fordeles mellem regionen og kommunerne. Og står det til regionsrådsformand Anders Kühnau, er det personalet på sygehusene, der skal have størstedelen af dem.

- I Region Midtjylland kan vi se, at det kommunale personale er i "grønt", det vil sige de er godt med i forhold til at vaccinere de kommunalt ansatte, mens vores personale (på sygehusene, red.) i regionen er i "rødt", siger Anders Kühnau.

Forklaringen er, ifølge regionsrådsformanden, at det var de kommunale plejehjem, der først fik vacciner til borgerne på plejehjemmene. Og at kommunerne udnyttede den overskydende vaccine forkert - altså det "ekstra", der var til rådighed, fordi der kunne trækkes flere doser ud af glassene, end først planlagt.

- Da man fandt ud af, der var seks eller syv doser i glassene, som officielt indeholdt fem doser, skulle man bruge overskuddet. De ringede til nogle, de kendte, og det var primært kommunalt ansatte. Derfor er kommunerne foran regionen. Sådan skulle det ikke nødvendigvis have været, så derfor vil jeg advokere for, at hovedparten af de 5500 vacciner skal gå til regionalt personale, siger han.

Er der vaccineret personale i kommunerne, der ikke er i "frontlinjen"?

- Jeg skal ikke kunne udelukke, at man har vaccineret nogle uden for frontlinjen. Jeg har hørt fra flere, der har undret sig over, at visse kommunalt ansatte var blevet vaccineret. I regionen er vi meget opmærksomme på kun at vaccinere frontlinjepersonale, siger Anders Kühnau.

Annonce

Fulgte reglerne

Og det er ikke kun i forhold til de kommunalt ansatte, vi er bagud med vaccinationerne i Region Midtjylland.

- I de andre regioner - i hvert fald i hovedstaden - har de vaccineret en langt større del af deres personale. Vi gør det, vi er blevet bedt om af Sundhedsstyrelsen, og har kun vaccineret det personale vi skulle. Det har de ikke gjort i hovedstaden, hvor de er langt længere fremme, men de vacciner er gået fra nogle borgere, der ellers skulle have haft dem, siger Anders Kühnau.

Anders Kühnau er ikke enig i den måde, vaccinerne er blevet fordelt på.

- Personligt synes jeg, man skulle havde prioriteret personalet højere, men det er en landspolitisk beslutning, og den respekterer jeg. Derfor er vi ikke længere fremme i Region Midtjylland, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce