Horsens: Om få uger kan horsensianerne handle i en ny Netto-butik ved Bygholm Bakker, som kommer til at være 1200 kvadratmeter stor. Butikken åbner torsdag 17. december, skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Butikken er opført i genanvendelige materialer, bl.a. er en stor del af konstruktion lavet i træ. Ifølge Netto er der tale om et nytænkende, bæredygtigt byggeri med respekt for både natur, miljø og lokalsamfund. Butikken er den første af sin slags i Danmark, og Netto håber, at fremtidens butikker kan få samme form.
- Som stor dagligvarekæde i Danmark har vi et særligt ansvar for det miljø og samfund, vi er en del af. Vi vil gå langt for at realisere vores prioritering og ambition om at drive en mere bæredygtig forretning til gavn for både kunder, kolleger og samfundet omkring os, siger Michael Løve, der er direktør i Netto, i pressemeddelelsen.
Bæredygtig certificering
Bygningens facader består af let adskillelige trækonstruktioner, mens taget består af dansk produceret limtræ - et materialevalg, der minimerer miljøpåvirkningen under fremstillingen. Store vinduespartier ved indgangen vil trække dagslyset langt ind i butikken.
Byggeriet lever op til kravene til at få en DGNB Guld-certificering - en certificering, der kategoriserer byggeriet som "bæredygtigt".
- Vi håber og tror på, at byggeriet ved Bygholm Bakker bliver den nye standard i Netto. Forhåbentlig kan vi ved at gå forrest præge og sætte en ny retning for, hvordan vi bygger og opfører dagligvarebutikker, siger Michael Løve og sætter ord på arkitekturen:
- Det har fra start været et ønske at skabe en butik, der med sit skandinaviske udtryk og sin arkitektur integreres i den omkringliggende natur. Arkitekturen respekterer den natur, som omgiver Bygholm Bakker på en særlig måde, så vi både har fokus på miljø, natur og den gode indkøbsoplevelse.
Det er C.F. Møller Architects, der har slået stregerne til byggeriet i Bygholm Bakker.