Annonce
Østjylland

Nu bliver det alternativt: Byrådet diskuterer ældrepolitik for træer

Hvad gør vi med kommunalt ejede træer, når de bliver gamle og grå? Skal de stå og forgå? Eller saves på skrå? Det kunne være blandt de spørgsmål, en eventuel kommunal ældrepolitik for træer skal besvare. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Flere byrådspartier vil fritage træer fra valgkamp og samtidig sikre dem en god alderdom.

AARHUS: Man ser det for sig. En gammel, krumrygget eg med løs bark og ømme knasthuller. Helt knortet af ælde.

Sådan en aldrende knark skal da have en god alderdom, ikke?

Jo, det var rent faktisk noget af det, der blev debatteret på onsdagens byrådsmøde i Aarhus.

Anledningen var et forslag fra Radikale Venstre om at friholde træer - unge som gamle - fra at få hængt valgplakater på sig i forbindelse med valgkampe.

Derudover foreslog partiet også at lave en handlingsplan for, hvordan ældre træer kan passes og beskyttes bedre. De er nemlig vigtige levesteder for biller og andre insekter og dermed med til at sikre biodiversiteten.

Og så var frøet ellers sået til en debat, der hurtigt voksede helt ind i himlen.

Annonce

Det smerter os, når der valg efter valg bliver hængt valgplakater op i både gamle og spæde træer.

Eva Borchorst Mejnertz, byrådsmedlem for de Radikale.

En værdig død

- Det smerter os, når der valg efter valg bliver hængt valgplakater op i både gamle og spæde træer. Og ja, de Radikale har også selv været med til det. Ingen glorier skal pudses her, fastslog den radikale forslagsstiller Eva Borchorst Mejnertz, som ønskede et lokalt forbud mod at plastre træer til med valgplakater.

Samtidig efterlyste hun en plan for, hvordan kommunens ældre træer kan beskyttes. Eksempelvis træerne langs indfaldsveje som Viborgvej.

Hos Enhedslisten var Keld Hvalsø klar til at gå skridtet videre og også snakke værdig død i forhold til kommunale træer.

- Hvordan får de lov til at dø? Lige som alt muligt andet levende når også træer jo dertil på et tidspunkt. Kan vi også bevare træerne i den proces? Det med valgplakaterne er faktisk et relativt lille element i det store billede, sagde Keld Hvalsø.

Ældrepolitik for træer

Også Alternativets Liv Gro Jensen var fyr og flamme i sin opbakning til de Radikales forslag.

- Vi kan kun bakke op, og det er især det sidste punkt, vi finder mest interessant, nemlig hvordan vi kan få skabt en ældrepolitik for vores træer. Det ville være genialt at få sat gang i, og vi kan meget passende tage afsæt i dette forslag, mente Liv Gro Jensen.

Det var dog ikke kun de traditionelt 'grønne' partier, der var positive over for forslaget om at friholde træer for valgplakater. Det var faktisk alle de partier, der tog ordet.

Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti mente dog, at man i stedet for at lave særregler alene for Aarhus, skulle arbejde for en national lovgivning, der forbyder ophængning af valgplakater på træer.

- Og med hensyn til en træpolitik for ældre træer... Jeg tror, det vil være svært at overholde i praksis. Det kan ikke hjælpe, at vi laver politikker for alting, men selvfølgelig skal vi behandle naturen ordentligt, og det tror jeg sådan set, de fleste mennesker allerede gør, sagde Knud N. Mathiesen.

Valgplakaterne her hænger under alle omstændigheder ulovligt, for de må ifølge loven kun hænges op i vejtræer, og de spinkler træer på Strøget hører vist ikke helt til i den kategori. Men Radikale Venstre i Aarhus Byråd ønsker at gå skridtet videre og helt forbyde plakater i alle slags træer over hele kommunen. Arkivfoto: Jens Thaysen

Forslaget lever

Rådmanden for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), supplerede debatten med at slå fast, at træerne rent faktisk ikke har godt af at blive behængt med valgplakater.

Hans partikammerat Gert Bjerregaard tilføjede, at også Venstre fandt forslaget om et stop for valgplakater i træerne positivt, og at man såmænd også gerne tager de Radikale på ordet med hensyn til at frede alle de gamle træer langs Viborgvej.

- Det kan vi faktisk lave en aftale om allerede her i aften. Så har vi nemlig sikret, at der ikke kommer en letbane der, sagde han drillende med henvisning til, at de Radikale modsat Venstre er varme fortalere for en etape to af letbanen.

Forslaget blev sendt til videre magistratsbehandling med henblik på at rette henvendelse til Folketinget og foreslå lovgiverne der et generelt nationalt forbud mod at hænge valgplakater op i vejtræer.

Også delforslaget om en ældrepolitik for træer vil blive drøftet videre og har faktisk allerede været vendt flere gange i Teknisk Udvalg, tilføjede rådmand Bünyamin Simsek.

Ja, ned med sig Per, du hænger i et træ. Faktisk har der været vidt forgrenede regler i årevis på området for valgplakater, men i dag er de ensrettet, så det er lovligt at hænge valgplakater i vejtræer - og så i lygtepæle naturligvis. Arkivfoto: Stiften
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Villa lænset for designermøbler

Annonce