Annonce
Sport

Nikolaj Ehlers sørger for Winnipeg-sejr i slutspilsjagt

Terrence Lee/Ritzau Scanpix
Danske Nikolaj Ehlers blev matchvinder, da Winnipeg udlignede i serien mod Calgary om en slutspilsplads.
Annonce

Nikolaj Ehlers var på pletten og sørgede for en sejr til Winnipeg Jets, da det canadiske ishockeyhold mandag spillede sin anden kamp mod Calgary Flames om en plads i NHL-slutspillet.

Danskeren scorede til 3-2 i Winnipegs sejr på samme cifre. Dermed står der 1-1 i serien, hvor der spilles bedst af fem kampe.

Ehlers' scoring faldt midt i tredje og sidste periode i powerplay. Neal Pionk skød fra distancen, og tæt på mål vinklede danskeren pucken i nettet. Ehlers var næsten lige kommet på banen efter to minutter i skammekrogen.

Lars Eller og Washington Capitals var også i aktion natten til tirsdag dansk tid, hvor holdet mødte Tampa Bay Lightning.

Her kunne en dansk assist ikke forhindre et Capitals-nederlag på straffeslag, efter at det stod 2-2 efter tredje periode.

Washington og Tampa Bay er dog allerede kvalificeret til slutspillet. De spiller derfor over bedst af tre kampe om seedningen i første runde af slutspillet. Mandagens kamp var den første i serien.

Patrick Russell og Edmonton Oilers spiller natten til tirsdag dansk tid kamp nummer to mod Chicago Blackhawks om en plads i slutspillet. Den første endte med en Chicago-sejr på 6-4, i en kamp hvor Russell ikke var med i Edmontons trup.

NHL blev genoptaget i weekenden efter en flere måneder lang coronapause. Alle kampe spilles i de to canadiske byer Toronto og Edmonton, hvor spillerne også er indkvarteret.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce