Annonce
Ikast-Brande

Nikodan har mere fokus på vækst

Jan Gram, der nu er administrende direktør hos virksomheden Nikodan i Nørre Snede, ser optimistisk på fremtiden. I den gule hal i baggrunden gør man således klar til mere produktion. Foto: Peter Hald
Nørre Snede-virksomhed fik ny administrerende direktør, der kan melde om et travlt efterår.
Annonce

Nr. Snede: Firmaet Nikodan Conveyor Systems på Fællesvej i Nørre Snede er klar til at øge tempoet.

Nikodans nye administrerende direktør Jan Gram, der har afløst Chris Hansen på posten, kan fortælle, at der tegner sig lyse udsigter for Nørre Snede-firmaet, der fremstiller transportbånd og proces-linjer til fødevare-virksomheder og medicinalindustrien.

- Vi har lejet os ind i nabohallen her på Fællesvej, og her vil der i de kommende måneder blive fyldt med store projektleverancer til vores kunder. Vi får et travlt efterår, og jeg må sige, at jeg er optimist. Vi har en god indtjening, og vi er foran budgettet. Vi har allerede nu næsten nået årets resultat, siger Jan Gram med et smil.

Der er kort sagt fokus på vækst, og det skyldes blandt andet, at Nikodans ejer, den svenske teknologikoncern Lagercrantz, selv er meget vækstorienteret.



Vi får et travlt efterår, og jeg må sige, at jeg er optimist.

Jan Gram, adm. direktør for Nikodan


For fem år siden blev Nr. Snede-virksomheden solgt til Lagercrantz. Ved salget fortsatte to af de hidtidige ejere, Chris Hansen og Jens Skibdal, aktivt i virksomheden. Men nu efter eget ønske har Chris Hansen sagt farvel til den daglige ledelse og direktørtitlen. Han skal i stedet hellige sig teknik og løsninger til nøglekunderne i rollen som system & solution manager. Samtidig fortsatte Jens Skibdal i rollen som sales director. De to tidligere ejere har solgt deres aktier til Lagerkrantz, så dermed er Nikodan nu 100 procent ejet af den svenske koncern.

Annonce

Styr på projekterne

Tilbage i marts blev 55-årige Jan Gram ansat som ny administrerende direktør. Han har haft en længere karriere på direktørniveau, og senest har han været engineering director hos Beumer Group, der tidligere hed Crisplant, en virksomhed, der blandt andet fremstiller bagagesorteringsanlæg til lufthavne.

Jan Gram fortæller, at Nikodan i den senere tid har skærpet projektstyringen, og det har givet bonus.

- Vi har etableret nogle gode værktøjer, der giver os overblik, og vi udnytter kapaciteten effektivt og fuldt ud, understreger han.

I foråret var corona-nedlukningen med til at sætte tempoet hos Nikodan lidt ned. I en periode over tre uger arbejdede funktionærerne hjemmefra, og medarbejderne i produktionen fik mere fleksible arbejdstider.

Jan Gram i en af Nikodans store produktionshaller på Fællesvej i Nørre Snede. Virksomheden har 46 medarbejdere. Foto: Peter Hald

Men nu er tempoet helt oppe igen.

- Vi blev ikke så hårdt ramt af corona-nedlukningen som vi kunne have frygtet, og nu har vi mange projekter i gang. Faktisk har vi supertravlt, og vi er lige nu i færd med at søge en ny salgschef, og vi har netop også ansat en yderligere konstruktør og en yderligere indkøber, fortæller Jan Gram.

På længere sigt vil han ikke afvise, at Nikodan også kan få brug for flere folk i produktionen.

- Det er ikke altid så nemt at tiltrække folk, men vi er begunstiget af en rimelig geografi. Nørre Snede ligger jo "midt i det hele", og selv fra Århus er det muligt at køre herud uden at møde for meget trafik. Jeg tager selv turen hver dag fra Højbjerg, og det er helt fint, fortæller Jan Gram.

Nikodan har i øjeblikket 46 medarbejdere - mange af dem er fra lokalområdet

- Vi har en rigtig god fast "base" af trofaste medarbejdere, som vi rigtig gerne vil beholde, understreger Jan Gram.

I medarbejderstaben er der fem klejnsmede-lærlinge, og dem er der også fokus på.

- Vores ambition er ikke at bruge lærlinge som billig arbejdskraft. Vi lægger vægt på, at de skal have en god uddannelse, siger Jan Gram.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Tilbage over bekymringsgrænsen: Nu har corona-smitten spredt sig til hele Horsens Kommune

Odder

Stephan fra Torrild er helt vild med dans

Annonce