Annonce
Brædstrup

Ni søger job som friskoleleder

Om to måneder kan en ny skoleleder begynde på Bakkelandets Friskole. Foto: Peter Hald
Bakkelandets Friskole har fået ni ansøgninger til skoleleder-jobbet.
Annonce

Nimdrup: Ni ansøgninger til det ledige lederjob på Bakkelandets Friskole er det blevet til. Fristen for at søge jobbet udløb søndag 24. januar, og nu tager skolen hul på den videre proces med ansættelsessamtaler.

Bakkelandets Friskole har allieret sig med den erfarne skolekonsulent Mogens Bregendahl, som hjælper med at rekruttere en ny skoleleder. Og Mogens Bregendahl er tilfreds med udvalget af ansøgninger:

- Ni ansøgninger er lidt under det, jeg er vant til, men jeg tror, at det hænger sammen med coronaen, og det at der har været en del lederskifter her høres jo også rundt omkring. Men der er udmærkede ansøgninger imellem, og der er nok, så vi regner med at holde den første samtale runde den 3. februar og den næste runde 10. februar, siger Mogens Bregendahl.

Tidsplanen er, at den nye skoleleder skal tiltræde den 1. april, og den tidsplan regner skolens ledelse med at holde.

Skolekonsulent Mogens Bregendahl er tilfreds med bunken af ansøgninger. Foto: Peter Hald

Bakkelandets Friskole, der ligger tre kilometer fra Brædstrup, lægger en hel del kræfter i rekrutteringen, da skolen har haft flere lederskift i de seneste tre år.

Den hidtidige skoleleder Johnny Beier Hessellund sagde op kort før årsskiftet, og det skabte frustrationer, da der tidligere havde været andre lederskift på Bakkelandets Friskole på forholdsvis kort tid.

I august 2018 afløste Karsten Julsbjerg Andreasen Jens Erik Skals som leder, men Karsten Julsbjerg Andreasen stoppede allerede efter prøveperioden, og en lærer blev midlertidigt konstitueret som leder, indtil Johnny Beier Hessellund tiltrådte i januar 2019 - men som nævnt stoppede han knapt to år senere.

Annonce

Den rigtige vej

Lige nu er lærer Heidi Jørgensen konstitueret som midlertidig leder på skolen.

Der har været holdt flere møder om situationen, og Mogens Bregendahl, der også yder konsulenthjælp i forhold til arbejdsklimaet på skolen, siger, at det går den rigtige vej:

- Jeg synes, at vi er kommet rigtig langt positivt. Nogle elever blev meldt ud, men flere andre er kommet tilbage, så det går den rigtige vej. Der er god kommunikation, og jeg forventer, at vi får ro - det gør jeg virkelig. Jeg er optimist, og det er sagt objektivt og fagligt. Skolen har et godt grundlag, siger Mogens Bregendahl.


Jeg synes, at vi er kommet rigtig langt positivt.

Mogens Bregendahl


Bakkelandets Friskole

Bakkelandets Friskole, der går fra 0.-9. klasse, har cirka 100 elever.

Skolen så dagens lys i 2003 efter lukningen af den kommunale folkeskole Grædstrup Skole. Friskolen overtog derefter bygningerne på Nimdrupvej 2.

Ud over skole er der også vuggestue, børnehave og skolefritidsordning på matriklen.

Skolen er baseret på et grundtvig-koldsk inspireret grundlag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce