Annonce
Ikast-Brande

Netto rykker nærmere

Netto kommer sandsynligvis til Brande. En ny lokalplan er på vej. Arkivfoto: Kim Haugaard
Der er et lokalt kundegrundlag for at etablere en ny dagligvarebutik, viser redegørelse.
Annonce

Brande: På sit møde tirsdag skal Ikast-Brande Kommunes teknik- og miljøudvalg tage stilling til den lokalplan og det tillæg til kommuneplanen, der skal gøre det muligt at opføre en Netto-butik på hjørnet af Østre Allé/N.J. Fjords Allé i Brande.

Planerne om at opføre endnu en dagligvarebutik med Fakta som nærmeste nabo kræver dels et tillæg til den eksisterende kommuneplan, dels en ny lokalplan, der ændrer det eksisterende plangrundlag for området, så der bliver mulighed for at etablere en ny dagligvarebutik på 1200 kvadratmeter.

Det gør de, fordi projektområdet ligger i et boligområde. I alt må seks eksisterende boliger, to på Østre Allé (nr. 32 og 34) samt fire på Elme Allé (nr. 19-25) lade livet.

Lokalplanen skal bl.a. være med til at sikre, at trafikafviklingen fra rundkørslen ved Østre Allé samt adgangen til de resterende boliger på N.J. Fjords Allé kan foregå hensigtsmæssigt. Lokalplanen fastlægger desuden bestemmelser for bebyggelsens omfang, placering, ydre fremtræden samt de ubebyggede arealer, og planen redegør desuden for Netto-butikkens påvirkning af bymiljøet herunder den eksisterende bebyggelse i området, friarealer og trafikale forhold.

Annonce

Ændrede adgangsforhold

Udover nedlæggelse af de seks boliger kræver planerne en ændring af vejadgangen til N.J. Fjords Allé fra rundkørslen ved Østre Allé.

Adgang til lokalplanområdet, som samlet set er på 5500 kvadratmeter, skal ske fra N.J. Fjords Allé. Den vestlige adgang benyttes dog kun til indkørsel. Den østlige adgang kan benyttes til både ind- og udkørsel.

Projektudvikleren, BoCon A/S, har fået udarbejdet en detailhandelsredegørelse, der viser, at der er et lokalt kundegrundlag for at etablere en ny dagligvarebutik i området.

Analysen viser bl.a., at der bor ca. 3500 borgere i det, der betegnes som ”oplandet omkring lokalcentret”, og at de 3500 personer til sammen har et samlet årligt forbrug af dagligvarer på 96 mio. kr. Der peges desuden på den betydelige indpendling til arbejdspladserne i Brande, eksempelvis Bestseller, og så er Brande ifølge analysen begunstiget af, at der er forholdsvis langt til andre handelsbyer.

Udvalget skal på den baggrund beslutte, om planforslagene kan godkendes og sendes i offentlig høring i syv uger frem til og med den 7. januar 2021, men før det eventuelt kan ske, skal både økonomi- og planudvalget og derefter det samlede byråd, som mødes næste gang 9. november, sige god for planerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Brædstrup

Fire unge mænd stjal motorsav og gik i gang med at fælde juletræ i rundkørsel - flygtede, da de blev opdaget

Annonce