Annonce
AC Horsens

Nedtur: OB sendte AC Horsens på ferie med 1-1

Jonas Thorsen lagde op til Malte Kiilerichs mål til 1-0. Foto: Scanpix
Annonce

Horsens:  AC Horsens kæmpede forgæves i returkampen om retten til at møde nummer tre i Superligaen i en finale om en plads Europa League. Kampen i Horsens sluttede 1-1, og dermed er der dømt ferie for AC-spillerne.

Det så ellers godt ud, da AC Horsens kom foran med 1-0 efter en times spil, og holdet kun manglede en enkelt scoring i at matche OB's 3-1 sejr i det første opgør, men gæsternes Mikkel Hyllegaard slukkede håbet om samlet AC-sejr med udligningen til 1-1 et kvarter før tid.

Dermed går AC Horsens på ferie med en samlet 8. plads som udbytte af sæsonen 2019/2020.

AC Horsens åbnede kampen med et par hovedstødsforsøg efter hjørnespark, men Ayo Okosun manglede den sidste præcision og kraft.

Ayo Okosun forsøgte sig også efter 18 minutter, da Rune Frantsen lagde bolden tilbage til ham, men afslutningen gik langt over mål.

OB bed første gang fra sig efter 26 minutter i en omstilling, men Malte Kiilerich dukkede op midt for eget mål og fik sparket væk foran et tomt mål og en  helt fri Jørgen Skjelvik.

AC Horsens havde det meste spil, men OB havde de største chancer, som da Mikkel Hyllegaard fik en friløber efter en fejlaflevering fra fra Jonas Gemmer, men Matej Delac kom godt ud af sit mål og fik blokeret.

AC Horsens fik lagt et godt pres på OB i de første 20 minutter, men derefter løb det ud i sandet for hjemmeholdet.

Louka Prip fik anden halvlegs første store chance. Oliver Lund trådte i bolden, så Prip slap fri man hans afslutning gav ingen problemer for Oliver Christensen.

Michael Lumb fulgte op med et hovedstød efter hjørnespark, men forsøget gik uden om målrammen.

Forløsningen kom et par minutter senere, da Malte Kiilerich headede et indlæg fra Jonas Thorsen i nettet til 1-0. Han fik samtidig en skramme over øjenbrynet, så han måtte ud og lappes sammen.

Målet gav AC Horsens ny energi, men 10 minutter efter burde Sander Svendsen have udlignet til 1-1. Bjarke Jacobsen kom akkurat foran ham med bolden en meter fra målstregen og uden målmand.

AC Horsens satsede og sendte Jannik Pohl og Jeppe Kjær på banen, men kort efter udlignede OB til 1-1. Mikkel Hyllegaard slap fri bag AC-forsvaret og scorede fra en spids vinkel.

Det mål punkterede AC Horsens og mulighederne for en samlet sejr. Peter Therkildsen havde et godt frisparksforsøg i tillægstiden, og Jannik Pohl afsluttede fra kanten af feltet, men mere blev det ikke til.

Bo Henriksen havde ændret på tre pladser i forhold til det første møde med OB. Alexander Ludwig og Nicolai Brock-Madsen var ude med skader, mens Jeppe Kjær måtte tage plads på bænken.

De blev afløst af Louka Prip, Rune Frantsen og Jonas Gemmer.

De to hold:

AC Horsens: Matej Delac, Peter Nymann, Malte Kiilerich, Bjarke Jacobsen, Michael Lumb, Jonas Gemmer, Jonas Thorsen, Ayo Okosun, Louka Prip, Rune Frantsen, Hallur Hansson.

OB: Oliver Christensen, Oliver Lund, Jeppe Tverskov, Kasper Larsen, Jørgen Skjelvik, Mads Frøkjær-Jensen, Troels Kløve, Aron Elis Thrandarson, Ryan Laursen, Issam Jebali, Mikkel Hyllegaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce