Annonce
Østjylland

Nedskæringer på supersygehus: Politikere siger nej til fire grumme spareforslag

Ledelsen på Aarhus Universitetshospital er i gang med at gennemføre en omfattende spareplan. Politikerne i Region Midtjylland skal sige ja eller nej til dele af planen. Foto: Axel Schütt
Region Midtjyllands Hospitalsudvalg har endevendt seks dele af spareplanen for Aarhus Universitetshospital. Fire elementer bliver ikke umiddelbart til noget, og så skal der hentes penge ved at inddrage lægemiddelindustrien mere i forsøgsbehandlinger.

AARHUS: Fire elementer i den omfattende spareøvelse for Aarhus Universitetshospital bliver ikke umiddelbart til noget.

Politikerne i Region Midtjyllands Hospitalsudvalg siger nej til blandt andet en midlertidig lukning af en robot til kirurgi på mave- og tarmområdet.

- Forslagene viser med grum tydelighed, hvor hårdt et økonomisk pres, Aarhus Universitetshospital er underlagt. De har været nødt til at foreslå besparelser, som er til ulempe for patienterne. Derfor er jeg rigtigt glad for de mange tilsagn, der er kommet fra en bred vifte af partier på Christiansborg om at hjælpe med til at løse økonomien i de nye hospitalsbyggerier. Det er der brug for, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

I år skal Aarhus Universitetshospital spare 150 millioner på driften.

Hospitalets ledelse beslutter langt den største del af besparelserne. Men seks forslag i spareplanen har politisk karakter, og derfor blev de tirsdag drøftet på et ekstraordinært møde i Hospitalsudvalget.

Annonce

Hospitalet og spareplanen

Aarhus Universitetshospital skal spare 425 millioner fra 2019 til og med 2022.

I år rammer sparekravet med 150 millioner kroner. Der er lavet en spareplan, som i stor udstrækning kan gennemføres af hospitalets ledelse.

Enkelte elementer i spareplanen kræver dog politisk godkendelse. Seks af dem var tirsdag på dagsordenen i regionens hospitalsudvalg.

Politikerne i Hospitalsudvalget fravalgte i første omgang følgende oplæg til besparelser:

- Midlertidig lukning af en robot til robotkirurgi på mave- og tarmområdet. Forslaget blev ikke godkendt af hensyn til hospitalets profil som forskningshospital.

- Ophør med hjemme-hæmodialyse, som i stedet erstattes af self-care behandling på hospital. Forslaget blev ikke godkendt på grund af de negative virkninger for patienterne.

- Flytning af diagnostisk klinik til Regionshospitalet Horsens. Dette forslag ønskede politikerne analyseret nærmere og valgte at videresende det til Forretningsudvalget uden indstilling.

- Medbring egen medicin eksempelvis på området for Kvindesygdomme og Fødsler. Forslaget analyseres nærmere for at vurdere potentialet for besparelser.

Lægemidler skal i spil

Politikerne i regionens hospitalsudvalg nikkede ja til to af de seks spareforslag.

De gav grønt lys til, at mad til forældre ved indlæggelser af børn skæres bort. Det gælder dog kun, når der er tale om forældre, der ledsager indlagte børn - ikke om indlagte forældre.

Desuden venter der besparelser på medicin i forbindelse med forsøgsbehandling. Forslaget forventes at kunne give 12,8 millioner kroner i 2019.

Besparelsen skal ske ved i højere grad at være opmærksom på mulighederne for, at lægemiddelindustrien er med til at finansiere medicin, der bruges i forsøg.

Samlet set var der forslag for 14,4 millioner i 2019 på udvalgets dagsorden.

- Vi godkender ikke alle forslag og når dermed ikke helt i hus med sparemålet. Det manglende beløb foreslår vi at lade indgå i det store regnestykke, der bliver i forbindelse med at opnå økonomisk balance på hospitalet i løbet af de næste fire år, siger Henrik Gottlieb Hansen.

Forretningsudvalget behandler indstillingen fra Hospitalsudvalget 18. juni, og forslagene vedtages endeligt på et møde i Regionsrådet 26. juni.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce