Annonce
Hedensted

Nedrivningen er i gang: 130 års historie viger for et nyt kapitel

Den indvendige nedrivning af Tørringhus gik i gang i midten af maj. Nu er turen kommet til den udvendige del. Foto: Ludvig Dittmann

I denne uge begyndte nedrivningen af Tørringhus. Når kalenderen viser uge 34, vil sidste murbrok være fjernet.

Tørring: Nu er der ikke meget tilbage af den næsten 130 år gamle bygning, der gennem årene har været central for mange af Tørrings borgere som hotel, spisested og diskotek. Tagsten for tagsten, murbrok for murbrok forsvinder den sidste del af historien.

Sådan fortsætter det frem til der i uge 34 intet er tilbage ud over en tom grund.

I stedet rejser sig i løbet af næste år et nyt kapitel i byen bestående af fire etagehuse med i alt 42 lejligheder, som gennem en navnekonkurrence i Tørring Folkeblad har fået navnet Stationsparken.

- Det er en bygning, der skaber meget interesse og skriverier fra folk på Facebook om deres gamle minder på Jofi. På den måde er det lidt specielt. Men der har heldigvis været mulighed for at se det hele en sidste gang og sige farvel med et afdansningsbal, så de helt store følelser er gennemlevet, siger bygherrerådgiver Karsten Boldt fra Hedensted Kommune.

Tørringhus

Hotellet blev bygget i 1890 af Mads Kristiansen. Oprindeligt var det et hotel, der udnyttede placeringen tæt på jernbanen. Stedet fik navnet Tørring Gæstgivergård og havde Frederik Gaarde som vært. I 1919 overtog A. Kjøbeløv hotellet og drev det med succes frem til 1945. Herefter skiftede stedet navn til Hotel Tørring, men i begyndelsen af 1970'erne ramte en vandskade hotellet, og det lukkede i flere år. I 1979 købte byg- og murermester Finn Hougaard det vandskadede hotel. Han renoverede det og gjorde det til et spisested. I den gamle hestestald lavede han et diskotek (Jofi). Hotellets værelser var dog for utidssvarende, og derfor byggede han Motel Tørring ved Hovedvejen, der i dag kendes som Hotel Gudenå. Motel-byggeriet blev dog også enden for Finn Hougaards drift af Tørringhus. I 1991 overtog Christian Møller Nielsen stedet. Han etablerede sit revisionsfirma CMN Revision på øverste etage og lejede underetagen ud til Tørringhus. Diskoteket blev forsat drevet af Joan og Finn Hougaard. Det havde sin storhedstid som Jofi op gennem 1980'erne og 1990'erne, hvor flere store navne spillede på stedet. Fra 1999 og frem har diskoteket haft flere forskellige navne og forpagtere. Det har heddet Mirage, Gordons Pub'n' Dance, Tordenskiold og Dundee. De senere år har der været begrænset åbent og sidste fest blev holdt på diskoteket i begyndelsen af 2017. Skiftende lejere har gennem årene været på 1. salen af Tørringhus - senest Tørring Beskæftigelse og Uddannelse (Gudenåcenteret), der netop er flyttet til Tørring Uddannelsescenter. Selskabs- og spisestedsdelen af Tørringhus har de seneste 10 år også haft skiftende forpagtere, og driften af stedet sluttede endeligt i 2017.

Taget er noget af det første, der forsvinder fuldstændigt fra Tørringhus. Derudover kan de lokale se, hvordan resten trin for trin bliver skrællet af. Foto: Ludvig Dittmann

RUM bygger nabobygning

Foruden de nye lejligheder er det også en del af masterplanen for bymidten, at der som nabo bygges et nyt 1500 kvm bæredygtigt administrationshus til forvaltningen for Fritid og Fællesskab.

Den opgave har arkitektfirmaet RUM netop vundet. Bygningen får med sine fire etager plads til 85 medarbejdere, og på taget er der planer om en offentlig tilgængelig terrasse. Derudover skabes der aktive facader ud mod Tørrings fremtidige byrum.

- Visionen for projektet er at skabe et fyrtårnsprojekt - et forgangsprojekt for bæredygtighed i Hedensted Kommune, som kommer både medarbejdere og byens borgere til gavn, siger byrådsmedlem Kirsten Terkilsen (V), der selv bor i byen, i en pressemeddelelse.

Byggeriet af administrationshuset påbegyndes i løbet af foråret 2019 og forventes at stå klar om knap to år. Prisen lyder på ca. 45 mio. kr.

Midtbyudviklingen i Tørring

Det centrale Tørring er under forandring. Der er lavet en helhedsplan for byen, der bl.a. indeholder en omdannelse af torvet, nedrivning af Tørringhus og byggeri af boliger. I sommeren 2016 besluttede Hedensted Kommunes Byråd, at de kommunale arbejdspladser i forvaltningen for Fritid og Fællesskab, herunder teknisk forvaltning, skal flyttes fra Uldum til Tørring. Efter flere andre muligheder har været i spil, er det endt med, at den nye administrationsbygning skal ligge for enden af Jernbanegade-karréen - på hjørnet til Østergade. En ejendom på grunden er i efteråret revet ned for at gøre plads til den nye bygning. Også Tørringhus skal rives ned. I området her vil Domea bygge fire etagehuse med 42 lejligheder. Der vil blive plads til parkering til boligerne og til kunderne i byens butikker. De kommunale medarbejdere skal parkere andetsteds i byen. Det arbejdes der fortsat på at finde en løsning på.

Hvis mursten kunne tale, ville de være fyldt med historier om de næsten 130 år, de har stået inde midt i Tørring som både hotel, spisested og ikke mindst diskotek. Foto: Ludvig Dittmann
De store maskiner er nu kørt i stilling hos Tørringhus. Efter sommerferien er blot en tom grund tilbage, som skal huse 42 lejligheder under navnet Stationsparken.Foto: Ludvig Dittmann
Inde bag murene gemmer sig fortsat enkelte nostalgiske klenodier. Foto: Ludvig Dittmann
De store maskiner er nu kørt i stilling hos Tørringhus. Efter sommerferien er blot en tom grund tilbage, som skal huse 42 lejligheder under navnet Stationsparken.Foto: Ludvig Dittmann
De store maskiner er nu kørt i stilling hos Tørringhus. Efter sommerferien er blot en tom grund tilbage, som skal huse 42 lejligheder under navnet Stationsparken.Foto: Ludvig Dittmann
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce