Annonce
Debat

Nedrivning af boliger: Velfærd eller ensretning?

Ole Nørgaard Madsen

Et politisk forlig om en såkaldt ghettopakke forudsætter nedrivning af en betydelig andel af de almene boliger, som i 1960’erne velfærdspolitisk blev sat ind mod boligmangel og dårlige boligforhold.

Nedrivninger er hverken begrundet af boligernes bygningsmæssige tilstand eller forældet boligstandard. Nedrivning er en metode til at omgå bestemmelser i boliglovgivningen, som beskytter mod andre – direkte ulovlige - grunde til at tvinge beboere fra hus og hjem. Formålet er angiveligt ændring af beboersammensætningen i boligområderne, og derfor skal nedrevne almene boliger erstattes med ejerboliger.

Denne udskiftning af lejere med ejere i et boligområde forventes i ghettopakkeforliget at afvikle eller forebygge parallelsamfundsdannelser.

I en analyse før seneste regeringsskifte beskrives parallelsamfund af Økonomi- og Indenrigsministeriet som ”fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund.” Ifølge Ministeriet ”handler parallelsamfund om det enkelte individs identitet og værdigrundlag.” Alligevel er hele boligområder genstanden for bekæmpelse af parallelsamfund som mulige arnesteder for parallelsamfund. Boligområderne på den såkaldte ghettoliste ”er sandsynligvis med til at forstærke eksistensen af parallelsamfund.”

Det er forståeligt, at Kaare Dybvad (før han blev boligminister) i et interview til Altinget ikke vil forsvare Økonomi- og Indenrigsministeriets analyse. Men ikke desto mindre mener han, at der ”er nogen i Danmark, der bevidst søger en afsondring fra resten af samfundet.”

Det må derfor være rimeligt at spørge Kaare Dybvad, om Danmark har grund til at forvente et så alvorligt problem med så mange borgeres identitet og værdigrundlag i bestemte almene boligområder, at det berettiger til nedrivning af gode almene boliger? Og om udskiftning af almene boliglejere med private boligejere er en løsning på eventuelle ’problemer’ med tilbageværende lejere?

Det mildt sagt tyndbenede forsøg på at påvise problemer i forhold til et uklart parallelsamfundsbegreb må berettige til at spørge politikere i regeringen og Folketinget, hvad det egentligt er for problemer i virkelighedens verden, der kan begrunde bolignedrivninger og tilfældige tvangsflytninger?

Boligsocialt arbejde i de store almene boligområder fra 1960’erne har givet resultater og opnået anerkendelser. Måske ikke i forhold til et tåget parallelsamfundsbegreb, men i forhold til velfærdsudfordringer, som netop 1960’ernes store almene boligbyggerier har været i stand til ikke blot bolig- og sundhedsmæssigt at bidrage til løsning af, men også evnet at bearbejde socialt.

Et nyt folketing og en ny regering med erklæret velfærdspolitisk forståelse må forventes parat til at følge op på den velfærdspolitik, som skabte 1960’ernes store almene boligbyggerier. I stedet for at omdefinere velfærdsopgaver til behov for konform ensretning. Eller hvad?

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce