Annonce
Hedensted

Nedlukket sogn har fået styr på smitten - nu kan børnene igen komme i skole

Der er kommet så meget styr på coronasmitten i Rask Mølle, at sognet nu kan genåbne og corona- og fritidsaktiviteterne kan genoptages. Foto: Mads Dalegaard
Efter syv dage med lave smittetal er Hvirring Sogn lørdag igen åben for skole og fritidsaktiviteter. Smitten spredte sig aldrig til mere end tre årgange på skolen.

Rask Mølle/Hedensted: Skole - og sportstaskerne skal nu til at pakkes igen i Rask Mølle. Sognet har været automatisk nedlukket siden 16. april, hvor der fra den ene dag til den anden blev fundet 16 nye smittede med corona. Men to uger senere,  fredag 30. april, kan de knap 2000 indbyggere i sognet igen ånde lettet op.


Vi kan konstatere, at smitten ikke har spredt sig ud over de tre årgange på skolen.

René G. Nielsen, Hedensted Kommune


Annonce

For at et sogn kan genåbne, skal det være under et af kriterierne for nedlukning syv dage i træk, og Hvirring Sogn havde fredag 30. april haft under 20 smittede i præcis syv dage. Det betyder, at fritids- og kulturaktiviteter i sognet kan genoptages lørdag 1. maj, mens skolen vil genåbne for alle elever mandag 3. maj.

Om nedlukningen har haft betydning for, hvordan smitten har spredt sig i sognet, er svært at sige.

- Men vi kan konstatere, at smitten ikke har spredt sig ud over de tre årgange på skolen, hvor smitten opstod i første omgang, og som allerede var sendt hjem, da sognet lukkede ned.

- Det er svært at sige, hvilken betydning nedlukningen af resten af skolen og fritidslivet har haft, men muligheden for, at det havde været nok at sende de tre årgange hjem til isolation med deres familier, foreligger, lyder det fra Hedensted Kommunes chef for social omsorg, René G. Nielsen.

Under nedlukningen har Hedensted Kommune fået sat et datasystem op, så man bedre kan forudsige, om et sogn er på vej til at lukke ned. Dermed vil man også kunne reagere tidligere og forsøge at forhindre, at nedlukningen kommer.

- Men vi vil aldrig kunne nå at reagere, når udviklingen sker så hurtigt, som det var tilfældet i Hvirring. Det er kun, hvis der er en langsom stigning i et sogn, vi eventuelt vil have mulighed for at reagere lidt før, lyder det fra René G. Nielsen.

Under 10 er godt

Også på kommunalt niveau er der styr på coronasmitten.

Torsdag havde der de seneste syv dage kun været 41 smittede i kommunen. De smittede er jævnt fordelt både i forhold til alder og geografi

- Vi har haft meget stabile tal den seneste tid, men vi kan selvfølgelig ikke helt undgå, at der kommer smittetilfælde. Hvis der er under 10 daglige smittetilfælde i kommunen, og hvis de ikke er koncentreret i det samme sogn, er vi dog ikke bekymrede, siger René G. Nielsen.

I april blev der taget hul på vaccinationen i aldersgruppen 65 til 74 år. Samlet set havde 10.149 Hedensted-borgere 28. april fået deres første vaccinestik (21,7 pct) mens 4.824 er færdigvaccinerede (10,3 pct.) Procenterne svarer til, hvor mange der er vaccinerede på landsplan. Ikke alle i aldersgruppen er blevet inviteret til vaccinationen endnu.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce