Annonce
Ikast-Brande

Natur Sport Center Brande – skal, skal ikke?

Sådan kan NaturSportCenter Brande komme til at tage sig ud. Måske kan det placeres på Brandlund Bakke. Illustration: arkitektfirmaet DOMO
Stort natursportcenter i Brande foreslået. Støtte fra fonde bliver afgørende.
Annonce

Brande: Seks af de syv lokale byrådsmedlemmer og et par repræsentanter for Brande City var blandt de fremmødte, da Hans-Christoph Paul torsdag aften præsenterede planerne om at etablere Natur Sport Center Brande (NSCB) på et møde i Brande IF’s klubhus.

Efter at have præsenteret projektet for politikere m.fl. var det Peder Lund fra bureauet Gren & Lund, der gav sit bud på en kommunikationsstrategi, hvorefter Stine Skaarenborg, der bl.a. har været med til at søge fondsmidler til Naturrum Sdr. Omme, delte nogle af sine erfaringer med netop dette helt centrale område.

Noget af det helt afgørende for at opnå fondsstøtte er ifølge den professionelle fundraiser, at der er bred lokal opbakning til projektet, både fra politisk hold og fra borgerne i byen, og her er moralsk opbakning ikke nok – der skal også nogle kroner på bordet, understregede Stine Skaarenborg.

En af vejene til at signalere opbakning kunne være tegning af folkeaktier eller stiftelse af en forening, noget Hans-Christoph Paul gerne så forankret som et underudvalg under Brande City.

Foreningen, som i forvejen er ”paraply” for fem underudvalg, har været behjælpelig med at søge LAG-midler til gennemførelse af forprojektet, men formand Preben Christensen, som ganske vist udtrykte stor begejstring over planerne, virkede en kende forbeholden og kunne i hvert fald ikke love, at foreningen kan eller vil støtte projektet økonomisk.

Annonce

Mangler en million

Søren Grarup fra arkitektfirmaet DOMO, som har tegnet de første skitser til NSCB, viste eksempler på computeranimerede præsentationer af andre sammenlignelige projekter, men det er ikke en gratis omgang at få fremstillet.

Lige nu og her er der alt i alt brug for ca. en mio. kr. til arkitekt, fundraiser og kommunikation, for at projektet for alvor kan komme videre, penge som Hans-Christoph Paul naturligt nok ikke selv har mulighed for at lægge ud.

Timingen kunne være bedre, påpegede Fælleslistens Henrik Kraglund, eftersom byrådet netop har lagt sidste hånd på budgetforliget og dermed har udstukket den økonomiske kurs for det kommende år.

Fra flere sider blev der spurgt til holdningen hos den forening, der burde have størst interesse i projektet af alle, rideskolen, men Brande Sportsrideklub var ikke repræsenteret på mødet, så det var ikke muligt at få et svar på. Hans-Christoph Paul kunne dog oplyse, at der indtil videre ikke har været den store entusiasme at spore fra BSR-bestyrelsens side, selvom rideskolen på sigt risikerer at komme i klemme pladsmæssigt, når BM Invest går i gang med at bygge på vestsiden af rideskolens grund, hvor der i dag er folde til hestene.

Annonce

På toppen af Brandlund Bakke

Natur Sport Center Brande tænkes placeret udenfor byen, men stadig så bynært, at det bliver muligt at cykle til og fra stedet. I første omgang var en placering på Brandlund Hede/Nedergårdsvej første prioritet, men ejendommen er i mellemtiden blevet solgt, og heller ikke en placering bag BTX anses som en brugbar løsning – her er der simpelthen ikke plads nok.

I stedet har Hans-Christoph Paul kastet blikket over toppen af Brandlund Bakke, hvor der er muligheder på både vest- og østsiden af vejen. Her er en placering på østsiden (Drantum-siden) af vejen klart at foretrække, da man på vestsiden er ”lukket inde” mellem to veje, Uhrevej og Sdr. Ommevej, forklarede han.

Tidshorisonten for projektet er i omegnen af 10 år, oplyste Hans-Christoph Paul indledningsvis, og næste skridt bliver lancering af en facebook-side med mange flere informationer om projektet. Desuden pusler Hans-Christoph Paul med en plan om at afholde et større informationsmøde i Remisen, for udover penge til at løbe projektet i gang er det er helt afgørende for ham at få andre involveret i gennemførelsen, da han ikke kan stå for det hele selv.

Og hvis det ikke kan lade sig gøre i Brande, kan det være, at man vil have projektet i kommunens hovedby Ikast, hvor det vil flugte fint med den igangværende udvidelse af Sportscenter Ikast, nævnte Hans-Christoph Paul. Hvis der ikke er lokal opbakning til ideen, er der ingen grund til at arbejde videre med den, konstaterede han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Nye rejsevejledninger - rejser til Tyskland og Cypern frarådes

Annonce