Annonce
Danmark

Natrestauranter: Stop alkohol til unge under 18 år

Når unge har festet i gaderne, ligger der tit glas og emballage næste dag, siger Horesta, der er enig med spiritusbranchens organisation, VSOD, i, at det ville være en god idé at forbyde alt salg af alkohol til unge under 18. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Det går ud over nattelivets beværtninger, når 16-årige slingrer rundt i gaderne med alkohol, de har købt i døgnkiosker og butikker, mener brancheforeningen Horesta.

Sundhed: Spiritusbranchen har meldt klart ud: Det skal være forbudt for unge på 16 og 17 år at købe alkohol. Det er nattelivets restauranter, barer og diskoteker i brancheforeningen Horesta enige i. Der skal bremses op for de yngstes lovlige druk:

- Det er et stort problem i København og andre store byer som Aarhus, Odense og Esbjerg, at unge på 16 og 17 år drikker, larmer og smadrer glas i gaderne, siger Jesper Bengtson, der er sekretariatschef for Horesta Natteliv.

Han er også chef for Horestas regionale enheder og er dermed tæt på, når natrestauranterne, kommunerne og politiet i bevillingsnævnene udstikker rammer for et festligt natteliv, der ikke generer naboerne og de handlende.

- Det er et fint samarbejde, men problemet med de unges druk kan man ikke regulere lokalt, for det er jo fuldt lovligt, at unge på 16 og 17 år køber alkohol i kioskerne og holder fest i gaderne. Og politiet har ikke ressourcerne til at holde orden i gaderne. Vi bliver simpelthen nødt til at få hjælp fra politikerne i Folketinget, siger Jesper Bengtson.

Annonce

Det siger loven

Unge på 16 og 17 år må købe alkohol med en styrke på under 16,5 procent i butikkerne. Men ikke på barer, diskoteker m.v. Her siger restaurationsloven: "På serveringssteder er det forbudt enhver at servere eller lade servere ... stærke drikke for personer, der ikke er fyldt 18 år".

Unfair konkurrence

Derfor ser Horesta gerne, at alkohol forbeholdes voksne mennesker over 18 år også i butikkerne. Det er allerede tilfældet i restauranter, barer og diskoteker, for her gælder restaurationsloven.

- Det er stærkt konkurrenceforvridende, at vi holder lovens regler på restauranterne og ikke serverer alkohol til unge under 18. Samtidig kan de samme unge købe alkohol i en døgnkiosk hele natten og feste på gaden, siger Jesper Bengtson.

Han oplever også, at det i nogen grad er Horestas medlemmer, der får balladen, når gaden flyder med emballage og knust glas næste morgen:

- Vi rydder op

- Nattelivsvirksomheder går ofte længere, end de skal og er forpligtet til, når det kommer til at tage ansvar. Og det gør de, fordi det i sidste ende er deres virksomhed, som betaler prisen for beboernes frustrationer over nattens gæster. Mange af vores medlemsvirksomheder klarer en stor del af oprydningen for at bevare et godt forhold til naboerne. Desuden investerer de i at skabe ansvarlige rammer for de unges fest - selvfølgelig uden alkohol, siger Jesper Bengtson.

Hvis ikke der kan opnås politisk opbakning til at stoppe salg af alkohol til unge under 18 fra butikkerne, har Horesta en anden idé:

- Man kunne overveje en tidsbegrænsning, så butikkerne ikke måtte sælge spiritus efter klokken 18, siger, foreslår Jesper Bengtson.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce