Annonce
Ikast-Brande

Nørre Snedes "varmemester" runder et skarpt hjørne

Erik Lund foran varmeværkets kontorbygning i Nørre Snede, hvor han har sin daglige gang. Han har rundet de 25 i tjenesten som driftsleder. Foto: Peter Hald
Driftsleder Erik Lund fra Nørre Snede Varmeværk og vandværk jubilerer igen... denne gang som brandmand.
Annonce

Nr. Snede: Erik Lund er et af de navne, der dukker op i mange sammenhænge i Nørre Snede. Den 55-årige Erik Lund er kendt som en stabil mand, der ikke er bange for at give en hånd med, og han har i årenes løb været involveret i alt lige fra fodboldklubben og den lokale revy til præriefesten og brandvæsenet og ikke mindst som driftsleder på varmeværket og vandværket.

Faktisk skulle Eik Lund have holdt en jubilæumsfest i maj måned, fordi han i 25 år har været driftsleder for Nørre Snede Varmeværk og også vandværket. Men festen blev aflyst på grund af corona-nedlukningen og må vente til næste år.

Til gengæld vanker der nu snart en anden hæder, der også hænger sammen med 25 års indsats. I alle de år har Erik Lund nemlig været frivillig brandmand på brandstationen i Nørre Snede, og her runder han det skarpe hjørne den 1. september.

Til daglig spiller Erik Lund en vigtig rolle som driftsleder for varmeværket og vandværket. Faktisk skal det være varmeværker i flertal, for Nørre Snede og Ejstrupholms varmeværker har et tæt samarbejde, og Erik Lund er nu fælles driftsleder for begge værker.

De fleste tager det nok for givet, at der er varme i radiatorerne og vand i vandrørene, men bagved er der en masse teknik, hvor der især i de sidste par år er sket meget store moderniseringer både i Nørre Snede og Ejstrupholm. Varmeværkerne har fået varmepumper, og Nørre Snede Vandværk har fået en helt ny bygning med spritny teknik.

Annonce

Kapacitet til flere indbyggere

Det synes den elektriker-uddannede Erik Lund er fascinerende, og han understreger, at Nørre Snede har kapacitet til at tage imod en masse nye tilflyttere.

- Vi kunne dog godt bruge nogle flere bynære parcelhusgrunde her i Nørre Snede, påpeger Erik Lund, der har boet i byen i hele sit voksne liv sammen med hustruen Britta, der driver zoneterapi- og fodplejeklinikken Klinik Himmelstrøg. Faktisk er de begge født og opvokset på egnen, og bortset fra nogle afstikkere til Hadsten og Østbirk, så har de holdt sig til Nørre Snede.

- Vi kan bare rigtig godt lide at bo her, siger Erik Lund.

Erik Lund er også driftsleder på Nørre Snede Vandværk, hvor han er meget begejstret for, at den nye vandværksbygning og det gamle runde vandværk klæder hinanden. Foto: Peter Hald

Foreningslivet har været en fast del af Erik Lunds liv. I en årrække var han formand for den lokale fodboldklub NSG, hvor han stadig er med i byggeudvalget, og han er stadig formand for revy-foreningen Optimisterne.

Revyen har haft en opblomstring i de senere år, men den kommende revy-forestilling har coronaen dog desværre sat en stopper for.

Annonce

Skisport i fritiden

Brandmands-stillingen har han stadig, men Erik Lund bebuder, at han synes, at det er på tide at trappe ned og sige farvel til brandstationen.

- For nogle år siden brækkede jeg hoften, og det er nok bedre at overlade brandslukningen til de yngre, siger han.

Men han er og bliver en aktiv herre, og yndlings-fritidsbeskæftigelsen - skisport - har han ikke tænkt sig at droppe.

Skiløb har faktisk været en vigtig del af familien Lunds liv, og det har resulteret i, at Britta og Erik Lunds datter Line er blevet ski-guide, og at den lidt yngre søn Jakob har haft arbejde som ski-instruktør. Nu skal Jakob dog begynde at læse økonomi i Aarhus.


Vi kan bare rigtig godt lide at bo her.

Erik Lund
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Annonce