Annonce
Ikast-Brande

Nørre Snedes nye vuggestue åbnede med fire børn

En rolig og hyggelig start på en ny vuggestue. Fire små børn, Catrine, Jachsie, Selina og Norh, er begyndt. De ses her sammen med Helle Pedersen, Hanne Thomsen og i baggrunden Skovhusets leder Marianne Nielsen. Foto: Peter Hald
Splinterny vuggestue er åbnet i daginstitutionen Skovhuset i Nr. Snede.

Nr. Snede: Mandag morgen åbnede Nr. Snedes nye vuggestue, der er en tilbygning til børnehaven Skovhuset på Prærievænget. Håndværkerne blev færdige i torsdags, lørdag var der slutrengøring, og derefter kunne vuggestuen som planlagt slå dørene op mandag. Foreløbig er der fire børn i vuggestuen, men den er normeret til 15, så lige nu har de fire første børn - Catrine, Selina, Jachsie og Norh - god plads i de splinternye lokaler.

- Nu håber vi jo på en god tilflytning af børnefamilier, siger Skovhusets leder Marianne Nielsen.

De nye lokaler bliver vist frem for de forældre, der har børn i Skovhuset, ved et fyraftensmøde allerede nu på onsdag 5. februar fra klokken 16.45 til 17.30. Senere kommer der en officiel indvielse af vuggestuen. Der er ikke sat dato på indvielsen endnu, men det bliver sandsynligvis i begyndelsen af april.

Den nye vuggestue, der har kostet fire millioner kroner, har været planlagt længe, men timingen er god. Vuggestuen tages i brug på et tidspunkt, hvor forholdene i Skovhuset betegnes som positive. For et års tid siden kunne man konstatere en hel del utilfredshed blandt forældrene, fordi børnehaven var presset. Men tingene har ændret sig.

- Vi er meget positive over den seneste udvikling i børnehaven. Vi føler, at ledelsen har hørt vores opråb, og vi kan mærke det i hverdagen. Vi ser personale med mere overskud og glæde. De smiler, leger med børnene og har tiden til at snakke med forældrene ved behov. Deres store omsorg for børnene er blevet meget tydeligere at se i hverdagen, lyder det fra Pernille Anne Knudsen, der er formand for forældrebestyrelsen.

Skovhusets leder Marianne Nielsen bekræfter, at arbejdglæden blandt personalet er vokset.

- Vi får ros, og samarbejdet med forældrene er godt. Det betyder meget - vi er intet uden forældrene, siger hun.

Annonce
Den nye vuggestue ved Skovhuset er en tilbygning til den eksisterende børnehave og holdt i samme byggestil. Foto: Peter Hald

Et aktivt valg

Pernille Anne Knudsen har sammen med ægtemanden Dennis Knudsen to børn i Skovhuset. Den ældste, Camilla på fem år, går i børnehaven, og den yngste - Catrine på halvandet år - er et af de fire børn, der lige er begyndt i vuggestuen.

De fire vuggestue-børn har tidligere været i dagpleje, men har allesammen større søskende i Skovhusets børnehave.

- Det er et aktivt valg om at flytte børnene, som forældrene har taget - et tilvalg af Skovhuset. Og det valg ville vi ikke tage, hvis vi ikke var tilfredse med og glade for Skovhuset, understreger Pernille Anne Knudsen. - Vores tilvalg af Skovhusets vuggestue er ikke et fravalg af vores kommunale dagplejere på grund af utilfredshed, for vi har været meget glade for den kommunale dagpleje. De er yderst professionelle og omsorgsfulde. Logistik, åbningstider, en fast adresse og de fysiske rammer, som vuggestuen kan tilbyde, er grunden til vores valg, tilføjer hun.

- Som formand for forældrebestyrelsen kan jeg se, hvor meget hele Højderyggens institution har arbejdet på at fremme et godt miljø for Skovhuset. Både forældre og personale fra de andre institutioner har været aktive medspillere i samarbejdet, som har været båret af en løsningsorienteret ledelse. Ligeledes er personale og forældre fra Regnbuen i Hampen, som er repræsenteret i forældrebestyrelsen, blevet gode medspillere i forbindelse med åbningen af den nye vuggestue i Skovhuset. Her drages alle deres erfaringer med ind i overvejelser og tiltag, som er med til, at vuggestuen har et solidt fundament i opstarten, lyder det fra Pernille Anne Knudsen.

Mere plads

Der er gang i boligbyggeriet i Nr. Snede, og det forventer Skovhusets personale sig en del af. Der er nemlig plads til flere børn både i vuggestuen og børnehaven i Nørre Snede. I Skovhusets børnehave går der i øjeblikket 58 børn, men der er plads til 65, og i vuggestuen er der som nævnt fire børn, men 15 pladser.

Skovhusets leder Marianne Nielsen er tilfreds med den nye vuggestue-afdeling. Hun fortæller, at der kommer en offciel indvielse senere på foråret. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Tyson Fury er ny verdensmester

Annonce