Annonce
Horsens

Næstformand stemt ud efter 11 år: Takker af med opfordring til ny Insero-bestyrelse

Peter Sven Sørensen har været næstformand i Insero Horsens i 11 år, men tirsdag aften blev han stemt ud af bestyrelsen. Foto: Mads Hansen
Efter 11 år i Insero Horsens' bestyrelse blev Peter Sven Sørensen tirsdag aften stemt ud af bestyrelsen. Han håber, at foreningen også i fremtiden vil skabe noget liv og ikke blot satse på kapitalinvesteringer.

Horsens: - Jeg mener stadig, jeg har mange kompetencer, som bestyrelsen ville kunne bruge i fremtiden, men får man ikke stemmer nok, kan man ikke gøre noget ved det.

Sådan lyder reaktionen fra Peter Sven Sørensen, nu forhenværende næstformand i Insero Horsens' bestyrelse og administrerende direktør i Hornsyld-virksomheden Helge Frandsen A/S, efter han tirsdag aften blev stemt ud af Insero Horsens' bestyrelse.

Her kæmpede syv kandidater om fire pladser i bestyrelsen, og ingen af disse tilfaldt Peter Sven Sørensen, der accepterer udfaldet af valget og samtidig kommer med en opfordring til den ny bestyrelse.

- Jeg håber ikke, den nye bestyrelse skruer Insero ned til et selskab, der kun skal leve af kapitalinvesteringer, men også fremadrettet vil skabe noget liv, siger han.

Den ny bestyrelse for Insero Horsens

  • Ulrik Kragh og Assia Zouaouia blev genvalgt.
  • Nyvalgt blev Hanne Blume og Thomas Iversen.
  • Desuden sidder Carsten Jul Christensen, Jørgen Brønd og Ole Kramer i bestyrelsen. De blev sidste år valgt for en periode på to år. Ole Kramer udtræder dog 1. oktober, hvor han erstattes af suppleant Maiken Lorensen.

Visionære i vores investeringer

Peter Sven Sørensen var en del af Insero Horsens' bestyrelse ved foreningens stiftelse i 2008. I 2010 overtog han næstformandsposten fra Jørn Blume, og han har således gennem alle foreningens leveår været med til at tegne strategien.

- Vi har været meget visionære i vores investeringer, og vi har turdet investere i nogle selskaber, som ikke har givet afkast de første mange år, siger Peter Sven Sørensen.

Det er resultatet af den strategi, der op til tirsdagens repræsentantskabsmøde fik flere medlemmer af repræsentantskabet til at komme på banen med kritik af bestyrelsen. Kritikken gik særligt på, at Insero Horsens fra 2008 til 2018 havde et samlet underskud på små 442 millioner kroner.

Robusthed forpligter

Men kritikken er ikke helt på sin plads, mener Peter Sven Sørensen.

- Det ser voldsomt ud, men man skal huske, at meget af beløbet er gået til lønninger af de ansatte i Inseros lokale selskaber. Så det er ikke bare penge, der er blevet udbetalt og ikke kommet nogen til gode, siger han.

Han påpeger samtidig, at det forpligter at have de økonomiske muskler, som Insero er i besiddelse af.

- Hvis vi ikke havde haft den kapitalbaggrund, vi har, havde det selvfølgelig været en anden historie, men et selskab med Inseros robusthed har også en pligt til at gøre nogle ting, som andre selskaber ikke vil gøre. Det havde selvfølgelig set bedre ud, hvis vi havde landet et godt salg af et eller to af vores venture-selskaber. Så havde der nok ikke været nogen kritik, siger Peter Sven Sørensen, der ønsker den nye bestyrelse held og lykke med arbejdet.

Med udtrædelsen af bestyrelsen er Peter Sven Sørensen nu menigt repræsentantskabsmedlem.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce