Annonce
Debat

Når man søger i fortiden: Hvad blev der af dem?

Eftersøgning af gamle venner fra fortiden kræver hårdt arbejde og forberedelse på det uventede

For at skrive erindringsbog må man nødvendigvis lave en del research. Hvor er gamle skolekammerater og venner fra fortiden blevet af? Hvor bor de? Hvad laver de? Hvordan har deres liv formet sig indtil nu?

Jeg var blevet 66 år og pensioneret lærer, da jeg gik i gang, og det skulle blive både gode og nedslående oplysninger, som jeg fik gravet frem. Her er, hvad jeg fandt frem til:

En god barndomskammerat fra 6. klasse i folkeskolen i slutningen af 60’erne var afgået ved døden i en meget ung alder på grund af. narkomisbrug. Jeg havde aldrig i livet forestillet mig, at han skulle ryge ud i noget narkomisbrug. Han kom fra et godt økonomisk- og kulturelt velsitueret hjem med klaver i Esbjerg.

Jussi - en anden god ven og lærerkollega døde eller omkom(?) allerede i en alder af et par og tres. Han var lærer, fanger og musiker på den samme skole i Sukkertoppen i Grønland, hvor jeg også var lærer i slutningen af 90´erne. Jussi var grønlænder og kom fra en fangerfamilie i Nordvestgrønland og vidste alt om vejr og vind og fangst. Min familie og jeg var ofte med ham på havet i hans lille speedbåd for at skyde sæler og fiske torsk i weekenderne.

Efter at jeg holdt op som lærer i Grønland, besøgte han os siden i Danmark et par gange. Vi skrev også i flere år sammen, indtil det stoppede for få år siden. Jeg ringede til ham flere gange efterfølgende men fik ikke kontakt.

Ad omveje fandt jeg til sidst ud af, at han var død. Hvordan han var død, lykkedes det mig aldrig at finde ud af.

I 1975 rejste jeg til Færøerne for at læse nordisk sprog og litteratur på formentlig verdens mindste universitet, Fróðskaparsetur, dengang. Jeg kom hurtigt til at kende rigtig mange mennesker og lærte hurtigt at forstå sproget. Derimod kneb det gevaldigt med at skrive opgaverne, fordi de skulle skrives på det færøske skriftsprog.

Jeg indså til sidst, at det ville være umuligt for mig, så jeg forlod studiet og begyndte i stedet at arbejde i en færøsk boghandel. Jeg sad i kælderen og klargjorde pakker med bøger og kontorudstyr til forsendelse til de 18 øer.

Ved siden af havde jeg et bijob i en ølklub/værtshus, hvor jeg var bartender om aftenen et par gange om ugen. Alt i alt tjente jeg nok til at opretholde livet.

På et tidspunkt mødte jeg en englænder, Robin Douglas Scott Allan. Han var på øerne for at studere det færøske/oldnordiske sprog nærmere. Han havde læst dansk ved et universitet i Newcastle og senere på Århus Universitet. Han talte flydende dansk uden accent og mestrede også at tale det færøske sprog grammatisk korrekt, hvilket kræver sin mand, da grammatikken er lig den tyske: 4 kasus, 3 køn, ental og flertal. Det giver mange forskellige endelser, men det kunne han. Han var et sproggeni.

Udover at forske i det færøske/oldnordiske sprog underviste han i engelsk på lærerseminariet i Thorshavn. Sidenhen blev han professor ved et universitet i Newcastle og London.

Vi blev venner og var meget sammen i fritiden. Bob spillede også guitar, så vi begyndte at jamme nogle beat- og rocksange sammen, men vi manglede en bassist.

Her kommer Frederik ind. Jeg havde mødt Frederik i lufthavnen i Danmark, da jeg var på vej tilbage til Færøerne efter en juleferie i Danmark.

Vi sad i baren og fik en øl, medens vi ventede på, at flyet til Færøerne skulle afgå. Vi faldt i snak, og han sagde, at han da godt kunne spille bas. Vi havde fået en bassist.

Vi spillede “offentligt” engang på demensafsnittet på statshospitalet i Thorshavn. Vi havde fået en af øernes bedste klaverbokser med, Kristian Blak, samt et par syngende korpiger til denne engangsforestilling.

Stor applaus. Beboerne virkede i hvert fald taknemlige og godt tilfredse, men der skulle måske heller ikke så meget til, bare der skete lidt udover den daglige trummerum. Det var vores første og eneste offentlige optræden.

Bob rejste hjem til England året efter. Han glædede sig naturligvis til at komme hjem, men især glædede han sig til at komme hjem for at se piger og kvinder i kjoler igen.

Han var blevet træt af, at pigerne på Færøerne og i Danmark næsten kun gik i jeans og bukser. Han sagde, at kvinder var blevet til mænd. De var blevet usexede.

Det kunne der være noget om. Men mange kvinder havde forståeligt nok skiftet kjolen ud med en mere praktisk beklædning. I øvrigt skifter moden jo hele tiden. Måske er moden i England også mere konservativ?

Udvendig kvindelig fremtoning og feminitet bør helst også sammenholdes med et andet vigtigere indvendigt parameter, synes jeg.

Hvad der var blevet af Bob i England blev en svær eftersøgning. Jeg fik en status over hans uddannelsesforløb fra universitetet på Færøerne.

Jeg skrev til Newcastle Universitet og kom til sidst i forbindelse med en professor, der kunne oplyse, at hvis han ikke tog fejl af personen Bob, så var han død for nogle år siden.

Jeg fik Bob´s kones email og skrev til hende. Hun blev glædelig overrasket og skrev tilbage, at Bob havde fortalt meget om mig og om hans tid på Færøerne. Desværre nåede de ikke sammen at tage en tur til øerne, for Bob døde al for tidligt i en alder af kun et par og tres af kræft.

Det var/er svært at forstå, at han ikke er mere. Jeg var kommet nogle få år for sent. Jeg sendte enken de billeder, som jeg havde af Bob og af os fra tiden på Færøerne i 1975. Dem blev hun glad for.

Dermed sluttede denne historie, men der var mange andre løse ender, som jeg først skulle have rede på for at skrive min biografi. Jeg kom rigtig langt med sporing af de forskellige personer, som jeg havde kendt.

Frederik skriver jeg i dag sammen med. Han er ortopædkirurg i Silkeborg og har et godt liv. Men det blev til tre chokerende dødsfald på tabskontoen!

19. november 2018 udkom min erindringsbog/selvbiografi: “Der kom et brev – Erindringer og bekendelser”.

Annonce
Hans Agerbæk Husted
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce