Annonce
Indland

Myndigheder øger coronakontrollen af landets virksomheder

Ifølge Vibeke Højbjerg, kontorchef i Fødevarestyrelsen, vil man holde øje med, at butikker og restauranter følger reglerne om blandt andet afstandskrav og adgang til afspritning og håndvask. Arkivfoto: Christian Baadsgaard
For at sikre at virksomheder efterlever coronaretningslinjer, vil styrelser lave over 8500 tilsyn om måneden.
Annonce

Under coronakrisen har virksomheder skullet følge retningslinjer om antallet af kunder, fysisk afstand og mulighed for at spritte hænder af.

Det er dog ikke alle virksomheder, der er lige gode til at følge retningslinjerne. Derfor styrker de danske myndigheder nu kontrollen af virksomhederne for at sikre, at de efterlever retningslinjerne. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Sammen med Sikkerhedsstyrelsen vil Fødevarestyrelsen på deres besøg bistå politiet med at sikre, at virksomhederne overholder grænserne for, hvor mange der må være forsamlet i blandt andet restauranter, caféer og dagligvarebutikker.

Samtidig vil Arbejdstilsynet styrke vejledningen omkring forebyggelse af risiko for smittespredning med fokus på virksomheders medarbejdere. Selv om fokus er vejledning, vil Arbejdstilsynet kunne træffe afgørelse, hvis der konstateres regelbrud.

- Der er brug for en styrket indsats for at begrænse smitten på landets arbejdspladser, siger Mette Thidemann, tilsynschef i Arbejdstilsynet.

- I Arbejdstilsynet vil vi derfor på hovedparten af alle tilsynsbesøg give obligatorisk vejledning om smitteforebyggelse, hvor vi har særlig opmærksomhed på de ansattes forhold. Vi vil under besøgene trække på den erfaring, vi har gjort os fra en række målrettede tilsyn med corona de seneste måneder, siger Mette Thidemann.

Annonce

Indsats til og med februar

I Fødevarestyrelsen bliver coronakontrollerne en del af de løbende tilsyn med restauranter, caféer og dagligvarebutikker.

Ifølge Vibeke Højbjerg, kontorchef i Fødevarestyrelsen, vil man holde øje med, at butikker og
restauranter følger reglerne om blandt andet afstandskrav og adgang til afspritning og håndvask.

- Vejledning er altid en central del af Fødevarestyrelsens kontrolarbejde, og vi ser frem til at styrke vejledningsindsatsen med coronarestriktionerne, siger Vibeke Højbjerg.

De tre myndigheders indsats vil vare til og med 28. februar næste år.

Myndighederne regner med at udføre mere end 8500 coronatilsyn- og vejledningsmøder om måneden. Nogle virksomheder vil opleve at få flere besøg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce