Annonce
Hedensted

Musses gård skal leve videre i nye byggerier: Nænsom nedrivning i gang

Det er over 300 års Tørring-historie, der forsvidner med nedrivningen af "Musses Gård" på Bygade i Tørring, men materialerne får via projektet Gudenåen som Dynamo nyt liv. Foto: Mads Dalegaard
Mursten og træ fra den historiske Tørring ejendom Nederbygård, der i disse dage er i fuld gang med at blive revet ned, skal genbruges i såkaldte pop-up containere og som byggematerialer. Et projekt, der via "Gudenåen som Dynamo" også vil give jobs til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Tørring: Den store nedbrydningsmaskine vælter nænsomt mur efter mur på den over 100 år gamle Tørring-ejendom Nederbygård - i folkemunde Musses Gård.

Bag styrepinden sidder Tommy Petersen fra entreprenørfirmaet TVP Entreprise ved Givskud. Han har på almindelige vilkår vundet arbejdet med at rive den gamle ejendom ned for Hedensted Kommune, men alligevel udføres arbejdet ikke helt som det plejer, når bygninger væltes.

I et samarbejde med sin hustru, Lone Rosenbergs virksomhed Con-ReDo og det Tørring-baserede projekt "Gudenåen som Dynamo" vil Tommy Petersen nemlig forsøge at genbruge og genanvende så meget af gården som muligt. En proces, der tager ekstra tid - omkring dobbelt så meget - men som i det helt store billede vil bidrage til en bedre verden via et mindre spild af ressourcer, lyder ambitionen fra de involverede parter.

- Vores udgangspunkt er, at gamle bygninger, der står for nedrivning, ikke skal ses som affald, men som en ressourcebank. I dag knuser man f.eks. altid murværk mv. og sælger det til genknus, men ved at bruge lidt ekstra tid og rive nænsomt ned kan mange mursten tages fra og genbruges direkte i andre byggerier, forklarer Tommy Petersen om tankerne bag den nænsomme nedrivning.

Annonce

Con-redo og Gudenåen som Dynamo

Virksomheden Con-ReDo ejes af Lone Rosenberg. Hun ønsker at genbruge byggematerialer til at ombygge gamle skibscontainere til såkaldte pop-up containere, der f.eks. kan lejes ud til events, som et midlertidigt industrikontor eller som en ekstra bolig i højsæsonen på campingpladsen. Lone Rosenberg driver desuden Con-Redo Home, der er et genbrugs- og antikvitetsmarked.

Gudenåen som Dynamo er et projekt under Tørring Borgerforening, drevet af Helle Søndergaard.

LAG, Landdistriktspuljen, og Friluftsrådet støtter projektet, der er forsøgsafprøvning af social innovation, landsbyudvikling, iværksætteri og samarbejde mellem private aktører og det offentlige. Blandt andet er Café Gudar på Tørring Campingplads en del af projektet, der er samarbejder med at skabe nye arbejdspladser i lokale skovprojekter og endelig er der samarbejdet omkring den nænsomme nedrivning og opbygning af skibscontainere i Con-ReDo.

En tæt samarbejdspartne for Gudenåen som Dynamo er desuden Tørring Beskæftigelse og Uddannelse (Gudenåkollegiet), der er et regionalt beskæftigelsestilbud for autister og udviklingshæmmede.

Plantekasser og udhuse

Han vurderer, at omkring 20 procent af Musses Gård på den måde skal genbruges direkte. F.eks. er store dele af murstenene fra den gamle lade ligesom tømmeret solgt til et par på Givskud-egnen, der skal bygge et udhus. Nogle af gulvbrædderne er solgt til indretningsarkitekten Kirsten Steno, mens spærene skal bygges om til plantekasser via virksomhederne Kompas og Træls. Selv gårdspladsens pigsten skal pilles nænsomt op, da de skal genbruges i et projekt ved Hærvejen.

Med i projektet er også Helle Søndergård fra Gudenåen som Dynamo. Hun har blandt andet involveret beboere fra Tørring Beskæftigelse og Uddannelse (Gudenåkollegiet) i arbejdet med at trække søm ud af gulvbrædder og afkorte dem, så de kan bruges hos Con-Redo. Her vil man ombygge gamle skibscontainere til mobile rum, der kan lejes ud til forskellige events eller f.eks. kan indrettes til cafeer, showrooms, mødelokaler eller opholdsrum til gæster eller optrædende til festivaller.

- Vi synes jo, det var synd, at sådan en gammel gård bare skulle blive til støv. Vi vil også gerne hjælpe til med at lave forsøg for, hvordan man i praksis kan bruge et projekt som det her til at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet i arbejde. Det har betydning for lokalområdet, men vi vil også gerne bidrage til at finde en måde, hvor modellen med den nænsomme, bæredygtige nedriviningsmetode kombineret med socialt arbejde og lokal indragelse løftes op på et nationalt niveau, lyder det fra Helle Søndergaard.

Nedrivningen af Musses gård forventes færdig inden udgangen af maj. Grunden er ejet af Hedensted Kommune, der har købt den i tilfælde af, at der bliver behov for at udvide plejehjemmet Nederbylund.

Ægteparret Lone Rosenberg og Tommy Petersen i midten har samarbejdet med Helle Søndergård (th.) fra Gudenåen som Dynamo, samt Anette Rasmussen fra Tørring Borgerforening om nedrivningsprojektet. Foto: Mads Dalegaard
Tag med asbest og maling med bly og pcb forhindrer nogle materialer i at blive genanvendt. På Musses Gård vurderer Tommy Petersen, at omkring tre procent af bygningerne skal køres på deponi pga. de giftige stoffer. 20 pct. kan genbruges direkte, mens resten enten bliver genanvendt indirekte til f.eks. spånplader eller bliver brændt af. Foto: Mads Dalegaard
Der er store forskelle på byggematerialer gennem tiden, og hvor nemt, det er at genbruge f.eks. mursten. Typen af mørtel har stor betydning for, hvor meget arbejde, der skal lægges i at rense stenene. Foto: Mads Dalegaard
Der skal en del sikkerhedsudstyr på, når asbest-pladerne skal pilles af taget. Foto: Mads Dalegaard
Ved at nedrive nænsomt kan murstenene sorteres fra og genbruges direkte i et nyt byggeri. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce