Annonce
Østjylland

Musikchefen cykler ud og tjekker baggårde og haver til gratis koncert

Jeppe Uggerhøj på cyklen på vej ud for at se på haver og baggårde. Privatfoto
Forslag til et sted for take-away-koncert med Jacob Dinesen strømmer ind.

AARHUS: Folk i Aarhus er vilde med Jacob Dinesen. Og de er specielt vilde med at få sangeren hjem i deres egen baggård eller have til en såkaldt take away-koncert.

Det er væltet ind med anmodninger fra folk om, at det er netop på deres sted, Dinesen skal spille onsdag kl. 17.30 ved den minikoncert, som Musikhuset Aarhus tilbyder ét sted i byen. Den er gratis og kun for dem, der bor ved stedet - det må ikke blive et tilløbsstykke, for coronareglerne for vores adfærd skal overholdes.

- Jeg har cyklet rundt for at se på baggårde og haver, siger Jeppe Uggerhøj, kunstnerisk chef i Musikhuset. Han satte sig op på cyklen hen mod aften mandag for at finde det bedst egnede sted, så han har set det med egne øjne, når vinderen af koncerten skal findes tirsdag kl. 14.

Annonce

Sådan gør du

Take away-koncerten bliver udloddet gratis via Musikhusets facebookside. Man skal søge senest tirsdag 7. april kl. 14.

I samarbejde med Jacob Dinesen udvælger Musikhuset tirsdag kl. 14 den bedste begrundelse og kontakter vinderen.

Minikoncerten foregår onsdag 8. april kl. 17.30 i vinderens baggård eller have.

Løft på humørkontoen

Der er kommet langt over 200 forslag om egnede steder.

Det er baggårde, mellem boligblokke, under altaner ved Aarhus Ø, en vej, Cereshaven, private haver, en p-plads. Og så skriver Ingerlise Andersen fra Tilst sådan:

- Det ville være så perfekt til min datter og svigersøn, der har sølvbryllup. Vi må jo ikke holde noget på grund af corona. Alt er aflyst, men de har en dejlig stor have. Vi er vilde med Jacob, og så er han sønderjyde.

Og så er der den her bemærkning fra Hanne Lundgaard:

Det vil være fantastisk, hvis min moster Elly vandt den. Det ville da lige give et løft på humørkontoen.

Godt efter fem uger

Pernille Bøch Gylling mener, det ville være skønt med noget festligt i en alt for ensformig hverdag.

- Jeg bor med min roomie Louise. Vi er begge studerende i Århus og vant til at opleve byen igennem koncerter, studieliv, caféer og begivenheder. Efter fem uger i en lejlighed med næsten kun studier at give sig til, savner vi en oplevelse (og mere motivation til at hænge i bøgerne). Og vi tænker, at en koncert med Jacob Dinesen uden tvivl ville spice hverdagen op, og være en oplevelse vi sent ville glemme. Vi bor på Marstrandsgade, og fra vores baggård vil der minimum være 30-50 andre, som ville kunne se koncerten, så det er ikke kun et par studerende som ville blive lykkelige, skriver hun.

Hvem det bliver, får vi først at vide efter koncerten.

- Netop fordi vi ikke vil have folk til at stimle sammen, fortæller vi ikke på forhånd, hvor stedet er, siger Jeppe Uggerhøj.

Varigheden af koncerten ligger ikke helt fast. Men det er en minikoncert.

Denne gård i Stadion Allé er en af de foreslåede til koncerten. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce