Annonce
Kultur

Musicalstjerne Maria Lucia: - Jeg håber ikke, fremtidens kvinder skal opleve alt det

Maria Lucia  er aktuel som hovedrollen Jenna i musicalen ”Waitress” på Det Ny Teater. Foto: Lasse Olsson
Hun har en søn, der er ved at få tænder. Samtidig spiller hun hovedrollen i Det Ny Teaters store musical ”Waitress”. Siden hun vandt ”Popstars Showtime” i 2003, har skuespiller og sanger Maria Lucia Heiberg Rosenberg levet i overhalingsbanen. Hun har udgivet en plade, spillet på de største musicalscener, sunget til Oscar-uddelingen og vundet priser for sin sang og sit skuespil. Men nu er hun blevet træt. Det er bare en fase, siger de fleste mødre. Men det er også en fase af livet, der har fået hende til at ændre prioriteringer radikalt. Maria Lucia fortæller om at være kvinde. På en teaterscene. I et talentprogram. Og i livet.

En forestilling om kvinder af kvinder

- Det er vidunderligt at stå i front af ”Waitress” med to kvinder ved min side, og at det er vores - kvindernes - historier, der er i centrum. For en gangs skyld er det ikke mandehistorierne, der bærer stykket. Jeg synes generelt, at historierne, der bliver fortalt på scenerne, er meget mandebaserede. På sammen måde som det daglige liv er meget mandebaseret. Man skal være mand for at få den bedste løn, og man skal være mand for - ja, I ved, hvad jeg mener. Så jeg synes personligt, at det er sindssygt rart, at stykket ikke handler om, at kvinden skal have sin prins. Det handler om noget andet end den deciderede kærlighed til en mand eller om at blive reddet af en mand, som vi er vant til at se fra alle Disney-fortællingerne. Prinsen på den hvide hest, der kommer og redder Tornerose fra evindelig søvn. Altså.

Maria Lucia kender garderoben på Det Ny Teater godt. Hun havde sin første rolle på scenen i ”Skønheden og Udyret” for 16 år siden. Hun har spillet på mange scener, men da hun fik en Reumert i 2011 for Bedste Sanger var det også for en rolle på Det Ny Teater, nemlig Elphaba i ”Wicked”. Foto: Lasse Olsson

Musicalen ”Waitress”

Musicalen spiller på Det Ny Teater fra 6. maj til 22. maj. Spilleperioden er blevet forkortet af coronanedlukningen.

Stykket er en fortælling om servitricen Jenna, der er gift med sin high school-sweetheart. Men det er ikke så smukt og lykkeligt mere, og da hun finder ud af, at hun er gravid, bliver hun nødt til at forandre ting i sit liv. Forestillingen handler om Jenna og hendes to veninders vej gennem livet. Jennas store talent er at bage tærter, og en stor bagekonkurrence kan måske give hende startkapital til et selvstændigt liv.

Musicalen har et socialrealistisk præg, men er også en komedie.

Den er skrevet af Jessie Nelson, og musik og sangtekster er af Sara Bareilles. Den blev spillet på Broadway første gang i 2016.

Læs mere om ”Waitress” og find billetter på www.detnyteater.dk/waitress.

Billetter kan også bestilles over telefonen hverdage fra klokken 12 til 16 på 3325 5075.

- Det er  smukt, at det er kvinder, der hjælper og styrker hinanden, og de behøver ikke nogen mænd. At de så snakker om, at de gerne vil have dem, det er noget andet. For det foregår på kvindernes præmisser, og det er forfriskende.

- Jeg tænker ikke, at det er nødvendigt, at det er kvinder, der skriver og instruerer sådanne fortællinger ligesom med ”Waitress”. Men det er klart, at det måske er kvinderne selv, der bedst kan skrive det tydeligt, så man forstår det, i den opbrudstid, vi lever i.

Retten til egen røv

- Jeg har da oplevet alt muligt, men det var ikke sådan, at jeg i starten følte, at jeg blev krænket. Det er faktisk uhyggeligt, for vi kvinder er bare blevet vant til det. Vi afparerer med et venligt smil og en lille latter, og så er vi videre. Smilet er helt sikkert en af kvinders største værnemidler. Og hvis det bliver rigtig slemt, begynder man at pakke sig ind i alt for stort, løstsiddende tøj også, fordi man helst ikke vil tiltrække sig opmærksomhed. Det kan jeg huske, at jeg gjorde rigtig meget i starten af 20’erne. Jeg pakkede også håret ind i en hætte, når jeg gik hjem om natten, for ikke at vise, at jeg havde langt, fint hår. Det ligger på rygraden, at man ikke må stikke alt for meget ud, for så er man selv ude om det. Hvilket selvfølgelig er forkert.


Nogle år efter min far døde, fik jeg decideret angst bare af at gå ind på scenen. Jeg følte, at folk forventede noget af mig. De ville jo se den glade, den altopløftende, den evigt givende, og jeg havde ikke noget at give.

Maria Lucia, sanger og skuespiller


- Inde på teateret kan det ske, at vi render rundt uden særlig meget tøj på, fordi man har lynskifte, eller fordi man skal skynde sig fra a til b, og der er da nogen, der ikke har kunnet dy sig for at klappe en i røven. De føler pludselig, at fordi der render et halvnøgent menneske rundt, er det deres ret. Men vi er altså stadig på en arbejdsplads. I starten af min karriere reagerede jeg måske bare med et hihihi, for hvordan skal man egentlig håndtere den slags? Man tænker også, måske er det okay, at han gør det, for jeg render jo bare rundt her. Og måske byder jeg selv op til det? Jeg håber virkelig, at den generation, der vokser op i denne brydningstid, bliver mere bevidst. Jeg tror også, at der er flere mænd, der forstår det nu. At der er kommet en samtykkelov er helt genialt, for det sætter fokus på, at man er sit eget menneske. Om man er mand eller kvinde, er der ingen, der har ret til ens krop, og man skal ikke acceptere bare at blive rørt ved.

Maria Lucia spiller hovedrollen Jenna i musicalen "Waitress" på Det Ny Teater. Foto: Lasse Olsson

- I teaterverdenen arbejder vi med de grænser hele tiden. Vi skal stå og kysse mennesker, som vi ikke har et personligt forhold til. Og i gamle dage - for bare 10 år siden - improviserede man sig bare igennem det. Det gør grænserne mudrede, for pludselig ved man ikke, om det er den mandlige skuespillers lyst eller min lyst eller karakterernes. Nu er det mere teknisk. ”Skal vi kysse med tunge eller uden tunge?” ”Må jeg godt tage dig på røven?” Eller: ”Er det okay, hvis jeg rører sådan her på dine bryster, Maria?” Det er min opfattelse, at der er kommet mere fokus på grænser og på, at det er teater, vi spiller.

- Men jeg er ikke en person, der bærer nag. Jeg har visket tavlen ren, fordi det er kun mig selv, det gør ondt, hvis jeg bliver ved med at være bitter eller holde fast i noget. Jeg har brugt en del tid på - især efter min far døde - at tilgive mig selv og andre omkring mig. Jeg tror, det er en del af min proces med at lære at give slip. Dermed ikke sagt, at det er i orden, det, som de har gjort. Men den, som lider mest under det, er den, som holder fast på det. Og det skaber sygdomme og angst, som jeg også har gennemlevet, og frustrationer, som sætter sig fysisk i kroppen. Alt det har jeg været igennem, men jeg har forstået, at det kun er mig, som lider. Mange af dem, som har været krænkerne, er nok ikke engang bevidste om det, de har gjort. Det håber jeg, at de er blevet nu. Og jeg håber, det betyder, at fremtidens kvinder ikke skal opleve alt det.

Til forsvar for Popstars

- Jeg var en ung pige i rimelig udvikling - jeg tror jeg var 19 eller deromkring, da jeg var med i ”Popstars Showtime” - og jeg havde aldrig tænkt særlig meget på min krop. Jeg havde fokuseret på musik og sang og ikke så meget på min fysik. Jeg havde heller ingen anelse om, at eksempelvis bivirkninger ved brug af p-piller kunne resultere i at man får svært ved at mærke mæthedsfornemmelse, så når jeg ser tilbage, overspiste jeg nok. Og så står man pludselig i spotlight i bedste sendetid, og så har mennesker bag skærmen meninger om en - og ikke kun om ens stemme.

- Optagelserne til ”Popstars Showtime” var sådan en lille lomme, hvor vi ikke lagde mærke til, at vi var på tv. Det var ekstremt udfordrende, men de havde også skabt et trygt rum, hvor man følte, man bare optrådte for de publikummere, der var i studiet. Men da jeg havde vundet og kom ud på den anden side af det vakuum, skulle jeg lige pludselig være den kendte Maria Lucia, der havde en pladekontrakt. Jeg følte, at det var noget, at jeg skulle forsvare meget. Når jeg gik i byen med mine veninder, forsvarede jeg mig selv, jeg forsvarede min position, og jeg forsvarede også ”Popstars”, for det havde været en rigtig god oplevelse for mig, og jeg havde mig selv med igennem det hele tiden, selv om jeg selvfølgelig udviklede mig.

Monica Isa Andersen, Maria Lucia og Sara Gadborg er de tre kvinder i front i musicalen ”Waitress”, der spiller på Det Ny Teater til maj. Foto: Det Ny Teater

- Jeg kom til audition herinde på teateret, fordi der var én, der havde set mig på tv og syntes, at jeg ville være et oplagt bud på at spille med i ”Skønheden og udyret”. Jeg var igennem en masse auditions og endte med at få rollen. Men så stod jeg lige pludselig midt i en teaterverden, hvor jeg skulle forsvare, at jeg overhovedet kunne synge. Mange har den opfattelse, at hvis man er med i et talentprogram, kan man ikke synge live foran et publikum.

- Der er mange mennesker, der har brug for at sætte andre i bås. I mange år var jeg Popstars-Maria, men jeg lavede ikke pop, jeg spillede med i musicals. Nu er jeg blevet musical-Maria, men jeg kan så meget andet også. Man får et mærkat, og så må man ikke ændre sig. Jeg ved det ikke, men måske giver det folk en tryghed, fordi det er svært at rumme, at mennesker er mere komplekse.

Send os dit store smil

- Det billede, medierne viser, tror folk ofte, er rigtigt. Jeg er blevet den søde og smilende. Den givende. Men det er jeg ikke altid. Nogle gange, når jeg står på den røde løber, og fotograferne råber ”Send os dit store smil”, tænker jeg, at det skal I fucking ikke bestemme, for så er det det billede, I vælger. Og det har de magten til. Men jeg har taget magten tilbage, så hvis jeg har lyst til at stå på den røde løber med mut mund, gør jeg fucking det. Ej, undskyld, nu bander jeg. Men man kan hurtigt blive suget ind i, at man giver folk det, de forventer, at de skal have. Det har jeg været rigtig god til. Man tager en smilende facade på og lader som om. Og vi skuespillere er rigtig gode til at lade som om.

- Jeg er ikke en person der bærer nag. Jeg har visket tavlen ren, fordi det er kun mig selv, det gør ondt, hvis jeg bliver ved med at være bitter eller holde fast i noget. Jeg har brugt en del tid på - især efter min far døde - at tilgive mig selv og andre omkring mig, siger Maria Lucia. Foto: Lasse Olsson

- Nogle år efter min far døde, fik jeg decideret angst bare af at gå ind på scenen. Jeg følte, at folk forventede noget af mig. De ville jo se den glade, den altopløftende, den evigt givende, og jeg havde ikke noget at give. Men det skulle jeg alligevel, for jeg var under kontrakt, og jeg ville ikke være en fiasko. Det er et konstant pres på ens person, som man selv har været med til at bygge op. Hvis man bukkede under for det, ville man være utaknemmelig. Der er mange ting i det. Og jeg ønsker bare, at folk skal forstå, at vi er mennesker, der alle sammen har kampe.

- Jeg er sådan et menneske, der gerne vil gøre andre glade. Jeg er hypersensitiv og mærker, hvordan andre har det. Men jeg bruger heldigvis ikke så meget tid på at tænke over det mere. Til dels dukker der stadig små dæmoner op og siger: Hmm, hun er ikke glad nu. Og så skal jeg selv bevidst sige, at det ikke er mit problem. Det er for hårdt, hvis man hele tiden skal tage ansvaret for andres følelser. Jeg kæmper med det, fordi jeg gerne vil være en god kollega, og jeg gerne vil være den bedste altid. Men det er jeg ikke altid. Og det er også okay. Så det bruger jeg tid på også at tilgive mig selv.

En træt mor

- Jeg har simpelthen levet i overhalingsbanen, siden jeg var 19 år, og jeg kan bare mærke, at jeg er blevet træt. Ikke nok med, at jeg er blevet træt, så er der bare noget, der er vigtigere end alt andet, og det er min søn. Før i tiden var arbejdet altoverskyggende i mit liv. Det var vigtigere end min familie og kærligheden, og det er det helt tydeligt ikke mere. I mit hjerte og i min sjæl er det mit barn og min familie, der kommer først. Derefter kommer arbejdet.

Selv om Jenna er en helt almindelig kvinde, sker der alligevel en transformation i garderoben, inden Maria Lucia går på scenen. Foto: Lasse Olsson

- Det betyder også, at jeg ikke accepterer de samme ting mere, for vi arbejder rigtig hårdt, og vi arbejder nogle gange langt over vores grænser. Det er hårdt at lade som om seks til otte gange om ugen. Det er især hårdt for mit vokale instrument, når jeg ikke får nok søvn, for så hæver slimhinderne. Kroppen har brug for søvn for at regenerere. Og min søn er ved at få tænder, så jeg får ikke meget søvn. Der er mange, der har været igennem det før mig, så jeg skal nok komme ud på den anden side.

- Tidligere lavede jeg gerne tre produktioner om året, men det kommer ikke til at ske mere. En til to er nok, og så kan jeg måske lave en ny plade, spille koncerter eller blive tv-vært. Hvem ved?

- Jeg er også blevet 37 år, og jeg bliver jo ikke yngre. Så der kommer vel et helt naturligt punkt, hvor jeg ikke får tilbudt ungpigeroller længere. Men så kommer der også nogle gange lidt mere kød på. Det ville ikke gøre noget. Jeg har en drøm om at spille Norma Desmond i ”Sunset Boulevard”, hun er excentrisk om nogen. Det ville være vidunderligt rigtig at kunne udleve min divastatur.

- Men lige nu er min familie det vigtigste, og jeg kan mærke, at jeg har meget fokus på at få en lidt større, ny base for mig og min familie, og det koster også penge. Men arh, alt løser sig nok hen ad vejen.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg

37 år. Dansk sangerinde og skuespiller, der er født og opvokset i Aarhus.

Blev kendt, da hun vandt TV2-programmet ”Popstars Showtime” i 2003. Det gav hende en pladekontrakt hos EMI. Hendes debutalbum hed ”That’s Just Me” med hitsinglen ”Taking Back My Heart”.

Debuterede på Det Ny Teater i ”Skønheden og Udyret”. I 2011 modtog hun Reumert-prisen for årets sanger for sin rolle Elphaba i ”Wicked” – også på Det Ny Teater.

Hun har lagt stemme til Elsa i Disneys tegnefilm ”Frost” og ”Frost 2”. Det var på grund af den rolle, at hun deltog i Oscar-uddelingen i 2020, hvor hun sammen med andre Elsa-stemmer sang ”Into The Unknown”. Anledningen var, at sangen var nomineret til en Oscar.

Maria Lucia er mor til sønnen Per Fredy på 10 måneder, som hun har med kæresten Albin Fredy Ljungqvist.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Bor du i et område med høj eller lav smitte: Find dit sogn på kortet

Annonce