Annonce
Kultur

Museum trækker i arbejdstøjet for at blive klar til åbning - men bekymringens tid er ikke slut endnu

Kristoffer Jensen glæder sig til atter at kunne byde museumsgæster velkommen på Danmarks Industrimuseum, men de langsigtede konsekvenser af coronakrisen bekymrer ham. Arkivfoto: Morten Pape
Danmarks Industrimuseum i Horsens har som følge af regeringens udvidelse af åbningsfase to besluttet at genåbne museet 29. maj.

Horsens: Det var en glad museumsleder for Danmarks Industrimuseum, der onsdag kort ført midnat kunne konstatere, at regeringen nu giver museer grønt lys til at genåbne.

En melding, der betyder, at industrimuseet kan fremrykke den planlagte genåbning, der skulle have fundet sted 8. juni.

- Vi har været samlet her til morgen og diskuteret sagen, og vi går nu efter at åbne fredag 29. maj, fortalte museumsleder Kristoffer Jensen torsdag.

Museet har lige nu otte medarbejdere sendt hjem på lønkompensation, men det er planen at kalde dem tilbage på arbejde, så museet kan blive rengjort og gjort klar til rykind næste uge.

Annonce
Vi lever af gruppebesøg, men grupperne vender ikke tilbage fra den ene dag til den anden.

Kristoffer Jensen

Lever af gruppebesøg

Netop muligheden for at sende sine ansatte hjem på lønkompensation har betydet, at Danmarks Industrimuseum kommer ud af nedlukningsfasen med skindet på næsen, men det betyder ikke, at coronapandemien ikke får økonomiske konsekvenser for museet.

- Vi kan godt overskue det økonomiske hul i kassen, som de to måneders lukning har medført. Det, som har bekymret mig mest, er de langsigtede konsekvenser. Hvornår er vi tilbage på det gamle niveau i forhold til besøgstal, siger Kristoffer Jensen.

- Vi lever af gruppebesøg, men grupperne vender ikke tilbage fra den ene dag til den anden. Spørgsmålet er, hvor lang tid der går, inden busselskaberne vender tilbage, siger han, der samtidig er bekymret for, hvordan coronakrisen i de kommende år vil påvirke de projektmidler og puljemidler, som er en vigtig indtægtskilde for industrimuseet.

Har brugt tiden fornuftigt

Midt i den uvisse tid er Kristoffer Jensen dog glad for, at museet nogle måneder inden coronakrisen brød løs, fik styr på finansieringen til første etape af en større modernisering af museet. Etapen har et budget på knap 13 millioner kroner og omfatter renovering og udbygning af udstillinger.

- Den har betydet, at vi har kunnet bruge tiden under nedlukningen fornuftigt, og de medarbejdere, der ikke har været sendt hjem, har haft en masse at lave, siger han.

Når museet 29. maj åbner for gæster, vil oplevelsen af at gå på industrimuseum næsten være den samme, som den plejer.

- Vi har selvfølgelig håndsprit placeret strategiske steder og skilte, der advarer mod at samles i større grupper. Men ellers er vi i en situation, hvor vi har god plads og udendørsarealer, så man kan sagtens se frem til en museumsoplevelse, der ikke er meget anderledes end den, man er vant til, siger Kristoffer Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

Annonce