Annonce
Hedensted

Museum kan se frem til ny leder efter slidsomme måneder uden

Hjortsvang Museum har været uden leder siden maj sidste år, men nu er der atter en leder på vej til museet. Arkivfoto: Morten Pape
Efter 10 måneder uden museumsleder kan bestyrelse og frivillige på Hjortsvang Museum snart ånde lettet op, for en ny leder er på vej til det lille frilandsmuseum.

Hjortsvang: Siden Hjortsvang Museum i maj sidste år stod uden leder, har frilandsmuseet næsten måtte klare sig selv ved hjælp af frivillig arbejdskraft.

Men nu ser det ud til at lysne i takt med, at sæsonåbningen i maj rykker nærmere. Forleden blev et stillingsopslag lagt på nettet. Her står det klart, at den selvejende institution, der drives af en støtteforening med løn- og driftstilskud fra Hedensted Kommune, søger ny frontperson.

Bestyrelsesformand for museet, Jette Heller, fortæller:

- Det har været nogle slidsomme måneder. De frivillige har arbejdet hårdt for at få tingene og vagterne til at hænge sammen. Selv har jeg også været rigtig meget på hen over sommeren og har sagt til kommunen, at bestyrelsen ikke i længden ville kunne magte det store arbejde, og at en ny leder er en nødvendighed - også hvis jeg skal fortsætte som formand.

Museet kan ikke undvære en leder, sådan bliver prioriteringen hos os. Hvordan stillingen kommer ind i selve omorganiseringen ved vi endnu ikke noget om.

Jette Heller

Tidsbegrænset

Forventningen fra Jette Heller er, at den opslåede stilling vil blive besat 1. april.

- Det ville passe rigtig godt, da stilingen, som Benno Kristensen havde (museets seneste ansatte medarbejder, red), her udløber.

Benno Kristensen blev sygemeldt i maj. Hen over tre uger i august fik museet hjælp 24 timer ugentligt. Siden 1. oktober fik man lov til at ansætte en person 64 timer om måneden. Alle andre timer har frivillige og museums-bestyrelsen dækket ind.

Den kommende ansættelse er en tidsbegrænset fuldtids-projektansættelse på et år, dog med mulighed for forlængelse, fortæller Jette Heller, der forklarer:

- Vi leder efter en alsidig person, der både er god til at formidle, er historisk interesseret, kan håndtere it på brugerniveau og kan begå sig som håndværker, når stedets bygninger og udstillinger skal vedligeholdes.

Annonce

Måske mere på tværs

At stillingen indtil videre er tidsbegrænset, skyldes den kommende omorganisering, som Hedensted Kommune så småt har sat gang i.

Her skal der kigges på forskellige nye scenarier på museumsområdet der, foruden Hjortsvang Museum, omfatter Uldum Mølle og det statsanerkendte Glud Museum samt andre aktører og private samlinger, herunder Ferguson Museum og Juelsminde Havnemuseum.

- Museet kan ikke undvære en leder, sådan bliver prioriteringen hos os. Hvordan stillingen kommer ind i selve omorganiseringen ved vi endnu ikke noget om, men der kan blive tale om en funktion, hvor der bliver mulighed for mere kontakt og samarbejde på tværs med de andre museer og ledelser.

Netop arbejdet med en eventuel omorganisering af området vil blive sat i gang i løbet af februar og marts og forventes afsluttet til september med forskellige anbefalinger, der vil blive drøftet med de tre museers bestyrelser og ledere.

- Politisk set har vi ikke rørt så meget ved museumsområdet eller haft fokus på, hvordan vi prioriterer vores museer, siger udvalgsformand for fritid og fællesskab, Liselotte Hillestrøm (S).

- Området fylder ikke så meget som vores selvejende institutioner, hallerne. Men det er meget vigtigt, at vi politisk anerkender og arbejder med, hvordan vi fremover understøtter det her område, siger Liselotte Hillestrøm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Fjerde formodede gerningsmand i Nørretorv-sagen fortsat på fri fod - intet nyt om offers tilstand

Annonce