Annonce
Horsens

Munken kæmper mod krisen: Gæsterne indretter sig, og det gør vi også

De to indehavere af munken, tjener Erik Hvenegaard Hansen (billedet) og kok Roman Horak, må tage imod flere aflysninger, men til gengæld får de andre bestillinger i bogen og klarer sig dermed gennem krisen med skindet på næsen, mener Erik Hvenegaard Hansen. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Det er gået bedre end frygtet, siden statsministeren meldte nye restriktioner ud for barer og restauranter 18. september, fortæller lokal restaurantejer.
Annonce

Horsens: Jeg kan sige det rimelig kort: Vi arbejder os ud af krisen.

Sådan lyder meldingen fra Erik Hvenegaard Hansen, medejer af Restaurant Munken, om tiden, da flere og flere corona-restriktioner har ramt restaurationsbranchen.

Tidligere på ugen blev en ny hjælpepakke præsenteret, som blandt andet rummer mulighed for kompensation for faste omkostninger og for aktivitetstilskud til restriktionsramte restauranter. Munken kommer ikke til at gøre brug af noget af det, mener Erik Hvenegaard Hansen.

- Den første hjælpepakke var en god hjælp for os til omkostningerne, da vi måtte lukke helt ned i en periode, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan betale sig for os at søge denne gang. Vi vil i stedet gøre alt, hvad vi kan, for at optimere omsætningen, siger han.

Annonce

Gæster kommer tidligere

Restauratøren var en kende bekymret, da statsministeren på et pressemøde 18. september meldte, at restauranter nu skal lukke klokken 22, og at gæster og tjenere skal bære mundbind, så længe de ikke sidder ved et bord. Restriktionerne trådte i kraft fra dagen efter, og Munken fik lynhurtigt aflyst 16 af 22 reservationer til lørdag aften.

- Det har enorm betydning, at folk skal gå klokken 22. Dét er ikke, hvad man regner med til en hyggeaften med velkomstdrink, fire retter mad, vin og kaffe, sagde han dengang til Horsens Folkeblad.

Nu konstaterer han, at det går bedre, end han frygtede den dag.

- Folk indretter sig, og det gør vi også, siger han.

Det betyder blandt andet, at de fleste nu kommer tidligere ud, så der stadig er god tid til at nyde en omfattende menu. Munken har aldrig haft tradition for at sælge bordene to gange på en aften, oplyser Erik Hvenegaard Hansen.

- På det punkt lider vi ikke tab, så der er vi mere heldigt stillet end nogle andre af vores kolleger i branchen, siger han.


Vi er kun os selv, og vi er klar til at arbejde det, der skal til.

Erik Hvenegaard Hansen, tjener og medejer


Munken er altså sluppet nådigt, når det gælder à la carte, men ikke uden aflysninger af forskellige større arrangementer, fortæller Erik Hvenegaard Hansen.

- Der er ting, der er aflyst, men så har vi heldigvis fået noget andet ind. Vi har f.eks. taget barnedåb og flere frokostselskaber ind på søndage. Vi siger ja til alt, hvad vi kan, og på den måde arbejder vi os ud af krisen, siger han.

Annonce

Tåbeligt med mundmind, men det går fint

Da Horsens Folkeblad i september talte med Erik Hvenegaard Hansen, havde han ikke meget til overs for det nye tiltag med mundbind i restauranter.

- Og jeg synes stadig, det er noget tåbeligt pjat, at gæsterne skal stå udenfor og tage mundbind på for at gå det lille stykke hen til bordet. Men alle er pligtopfyldende og autoritetstro og gør det uden at kvække, siger han.

Han tilføjer, at restauranten som alle andre har overholdt alle corona-restriktioner og -anbefalinger til punkt og prikke lige fra begyndelsen.

- Jeg har udtalt mig krititsk om nogle af dem, og det skal man passe på med, for så er der altid nogle, der mener, man er usolidarisk, rebelsk og stiller sig på bagbenene. Jeg synes dog, at man godt kan stille spørgsmål og forholde sig kritisk, uden at man stiller sig på tværs, forklarer han.

Når Erik Hvenegaard Hansen serverer i restauranten, bruger han derfor også mundbind efter foreskrifterne, selvom han på forhånd proklamerede, at han kunne se sig nødsaget til at tage det af, hvis det voldte for store problemer.

- Men det gør jeg ikke, for det går fint. Jeg er jo så heldig stillet, at jeg kan tage det af, når jeg er i køkkenet, siger han.

Annonce

Frygter en hård vinter

Julefrokost-tiden nærmer sig, og den tid kommer til at se meget anderledes ud i år, vurderer Erik Hvenegaard Hansen.

- Der kommer nogle små hold ind, men meget er aflyst, mange er tilbageholdende, og mange vil vente til sommer med at give den gas, siger han.

- Hvis julefrokosttiden og vinteren viser sig at blive særlig hård for branchen, så frygter jeg en bølge i januar og februar, hvor restauranter og cafeer bukker under, når de skal til at betale omkostninger for den omsætning, de ikke har fået, siger han.

Som det ser ud lige nu, har Munken dog dækket op med optimisme.

- Vi er ikke så hårdt ramt på forskellige parametre som så mange andre. Vi har for eksempel ikke personale. Vi er kun os selv, og vi er klar til at arbejde det, der skal til, siger Erik Hvenegaard Hansen, som driver Munken sammen med kok Roman Horak.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Glemte at slukke stearinlys, og så brød terrasse i brand: Familie slap med skrækken, men slap ikke for en bøde

Annonce