Annonce
Erhverv

Morgenfriske kunder myldrede ind i nyt bageri

To morgenfriske ekspedienter - Gitte Madsen og førstedamen Henriette Lange (til højre) stod klar i den nye bagerbutik. Foto: Peter Hald
Bageriet "Huusom's" på Bredgade i Brædstrup åbnede med massiv kundetilstrømning.

Brædstrup: Allerede klokken 6 torsdag morgen myldrede de første kunder ind i Brædstrups nye bagerbutik "Huusom's" på Bredgade.

Åbningen af butikken har været imødeset med spænding og længsel, for det var egentlig meningen, at butikken skulle være åbnet allerede i marts. Men bagermester Erik Huusom løb ind i problemer med renoveringen af bageriet og tovtrækkeri med udlejeren, så det kom til at trække længe ud med at åbne dørene.

De problemer kunne dog ikke mærkes på stemningen i bagerbutikken. Bag disken havde de to ekspedienter, førstedamen Henriette Lange og hendes kollega Gitte Madsen, forrygende travlt. Der var stort set ingen pauser i kundestrømmen. Allerede før solen rigtig var stået op, havde der været mange kunder - især morgenfriske håndværkere, der lige skulle have nogle rundstykker med på vejen.

Annonce
Det her er en god dag.

Gitte Madsen, bager-ekspedient

Lagkager fra morgenstunden

Der var også mere usædvanlige bestillinger. To unge gutter, Morten Kjær og Søren Sørensen, kom frejdigt ind og købte to meget specielle lagkager - en bailey-kage og en mango-kage.

- Vi kan lige så godt sige det, som det er... vi lavede en fejl på arbejdet, så nu giver vi "kvaje-kage" til kollegerne, fortalte 24-årige Morten Kjær, der ligesom sin jævnaldrende kollega Søren Sørensen bor i Brædstrup. De to arbejder på virksomheden Boligbeton i Løsning, så de havde et pænt stykke vej at køre med deres kager.

Også en del pensionister kiggede ind. En af dem, Emmy Nielsen, der bor lige i nærheden af bageriet, havde glædet sig meget til åbningsdagen.

- Jeg kan jo dufte, når de går i gang med at bage, sagde Emmy Nielsen fornøjet og købte to rundstykker.

Premieredagen var imødeset med spænding også blandt medarbejderne:

- Det her er en god dag... det har vi jo ventet på i flere måneder, sagde Gitte Madsen, der sammen med Henriette Lange er fast ekspedient i morgentimerne. Staben i bageriet er ret stor - hele ni ansatte er der.

Bagermester Erik Huusom havde så fløjtende travlt ude i bageriet, at han slet ikke havde tid til at snakke med avisens udsendte. Men det lod til, at humøret var højt - også selv om der var et par ting, der drillede. Blandt ville den ovn, der skulle bage rugbrød, ikke være ned i starten, så rugbrødene måtte vente til senere.

Morgenens mest usædvanlige indkøb i bagerbutikken blev foretaget af Søren Sørensen (til venstre) og Morten Kjær, der skulle købe lagkager til kollegerne. Foto: Peter Hald
Konditor Mette Mikkelsen var tidligt på færde med othello-lagkagerne. Foto: Peter Hald
Facaden på bagerforretningen på Bredgade er blevet fornyet. Butikken åbner tidligt - fra 6 til 17 på hverdage, 6.30 til 15 på lørdage og 7 til 15 på søndage. Foto: Peter Hald
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce