Horsens: Man kan ikke føle sig tryg ved en kviktest.
Det er Anna Lunds konklusion efter hendes oplevelse med kviktest for coronasmitte - både hos Falck og derhjemme med selvtest.
27. december blev hun sammen med sine tre voksne døtre testet i Falcks testcenter på Høegh Guldbergs Gade. Alle fik resultatet "negativ".
Da hendes yngste datter havde fået besked om, at hun havde siddet i en bil med en, der netop var blevet testet positiv, fortsatte de op på Langmarksvej, hvor de alle fik lavet en pcr-test. Dagen efter kom svarene; tre ud af de fire var positive, fortæller Anna Larsen.
Den eneste negative test viste sig alligevel at være positiv, så de fire pcr-test viste alle det modsatte af kviktesten, selv om de var lavet umiddelbart efter hinanden.
Fire dage efter de positive test lavede de alle en selvtest, som familien havde købt hos Løvbjerg.
Anna LarsenDe viste alle negativ, selv om de burde være positive.
- De viste alle negativ, selv om de burde være positive, siger Anna Larsen.
Oplevelsen efterlader hende med den konklusion, at man overhovedet ikke kan stole på kviktest - uanset om de er lavet hos Falck testcenter eller derhjemme.
- Jeg har ikke tænkt mig at smide 150 kroner ud på test, der alligevel viser forkert. Og når de viser forkert, kan man jo komme til at smitte andre, fordi man er testet negativ, selv om man er positiv.
Falck: Forskellig opgave
Vi har forelagt Falck oplevelsen, som har sendt Anna Larsens undren videre til leverandøren af deres test, Roche Diagnostic A/S, hvis kommunikations- og PR partner Lars Berendt har svaret på henvendelsen i en mail.
Ifølge ham er det ikke overraskende, at testen hos Falck viser et andet resultat end den efterfølgende pcr-test.
- Det er to forskellige testtyper med forskelligt formål. Forenklet sagt, er pcr-test tiltænkt at stille diagnosen, mens antigentest er tiltænkt at bryde smittekæder.
Og de to typer test viser noget forskelligt.
- En negativ antigentest (den, man får lavet hos Falck, red.) viser, at man med stor sandsynlighed ikke er smittet med en virusmængde, som er smittefarlig. En positiv antigentest viser derimod, at man her og nu er smittet på et niveau, der udgør en smitterisiko.
Får man derimod taget en pcr-test, får man stillet en diagnose, om man er smittet eller ej.
Falcks test er veldokumenterede
Testen, som bruges i Falcks kvik-testcentre, er Roches SARS CoV-2 Rapid Antigen Test. Den er den ene af de to internationalt mest veldokumenterede og afprøvede antigentest i videnskabelige testforsøg, oplyser Lars Berendt.
Så kort fortalt, kviktesten hos Falck kræver en større mængde virus, før den bonner ud som positiv, men da svaret til gengæld kommer hurtigt, kan den være med til at bryde smittekæder, da man i løbet af en kvarter finder ud af, om man er smittet med en større grad af virus og ikke skal vente et-to døgn på svar, ligesom man gør ved pcr-testen.
Til gengæld kan man godt være positiv og få testsvaret "negativ", hvis man kun har en mindre mængde virus i sig.
Hjemmetest er det vilde vesten
Hvad angår de mange hjemmetest for corona, man kan købe i butikker, har førende danske forskere for nylig rejst spørgsmål ved kvaliteten af testene.
Det fremgår af en artikel på TV2, hvor afdelingslæge Uffe Vest Schneider fra Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, som det seneste år har forsket i hjemmetests, siger, at markedet for hjemmetests er "det vilde vesten", hvor forbrugeren ikke har en chance for at vide, om testene lever op til det, de lover.