Annonce
Horsens

Mor tager sønnen ud af skolen i to uger: Det er vores tradition at rejse i september

Magnus på otte og hans mor Pernille Rasmussen rejser hvert år 14 dage på ferie i september, også selvom det betyder, Magnus skal tages ud af skolen i den periode. Privatfoto
Pernille Rasmussen og sønnen Magnus på otte år rejser på ferie 14 dage i september uden for skolernes ferie, og det vil de blive ved med.
Annonce

Horsens: Fem gange har de været i Tyrkiet i 14 dage i september, og i år skal de af sted igen. Pernille Rasmussen og hendes otte-årige søn Magnus rejser helt bevidst uden for skolernes ferie, og det er der mange grunde til.

- Vi skal ud at rejse, mens vi kan. Jeg er alene med Magnus, så mormor tager med, og vi er glade for at rejse i september. Vejret er bedre, og det er billigere. Det har jeg det godt med, siger hun.

For Pernille Rasmussen er især prisen afgørende for valg af rejsetidspunkt, og hun vil gerne holde fast i at tage væk, når det er billigt.

- Faktisk kan vi spare omkring 3000 kroner pr. person ved at vente til september, så det vil jeg holde fast i - det er blevet vores tradition, lyder det.

Pernille Rasmussen er ikke vild med de nye regler for fraværsregistrering, som kan betyde, at hun bliver trukket i børnepenge, hvis ikke sønnen får "lovligt" fri fra skole til at tage på ferie i år. Men det ændrer ikke på hendes planer.

- Jeg har det stramt med de nye regler, hvis han ikke kan få fri, for Magnus har ikke haft en eneste dags fravær. Jeg forstår selvfølgelig godt den nye regel, hvis man har meget fravær. Men nu er det jo blevet lov, at vi skal spørge om fri, så jeg er spændt på at se, hvad der sker, når vi tager af sted i de 14 dage til september.

Faktisk kan vi spare omkring 3000 kroner pr. person ved at vente til september, så det vil jeg holde fast i - det er blevet vores tradition.

Pernille Rasmussen, mor

Annonce

Det bedste for klassen

De nye fraværsregler tager ikke kun hensyn til det enkelte barns fravær. I reglerne er også indskrevet, at skolederne i deres vurdering skal tage hensyn til, hvordan en elevs ferie uden for ferierne vil påvirke resten af klassen. Men Pernille Rasmussen er ikke bekymret for, at det vil have negativ effekt på Magnus’ klasse, at han er væk.

- Jeg vil hellere end gerne støtte op om klassen, og jeg forstår godt, der er en skepsis. Men børnene har et godt kammeratskab, og jeg tænker ikke, det ødelægger noget, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan selvfølgelig godt se det fra de andre børns side, men den klasse, Magnus går i, forstår hinanden - og inden den her lov den kom, var der også nogle, som først kom hjem fra ferie, når skolen var startet. Mange af børnene er udlændinge og rejser i lang tid, så de er vant til, at nogle er på ferie, siger hun.

Derudover sørger Pernille Rasmussen altid for, at sønnen selv har lektier med på ferien, så han ikke sakker bagud.

- Folk har forskellige holdninger, men jeg synes, det er OK at tage af sted, når vi også har lektier med, så han ikke falder bagud. For selvom man har ferie, kan man godt lige bruge en halv time på at læse og lave matematik, understreger hun.

Annonce

I orden når det kun er én gang

Pernille Rasmussen er ikke i tvivl om, at Magnus på trods af ferien i september udmærket kender til vigtigheden af at gå i skole.

- Han har spurgt, hvorfor holder vi ferie, når der ikke er ferie, og jeg har sagt: Det er vigtigt at gå i skole og passe sine ting, men det er OK, at vi den ene gang om året vælger at sige: Vi tager en pause.

- Han ved udmærket godt, at skolen er vigtig for uddannelse og arbejde, og han er glad for at gå i skole. Så jeg er slet, slet ikke bekymret for signalet i, at jeg siger, at den ene gang om året er det OK. Desuden kommer han tilbage med en hel ny energi efter ferien - meget mere end efter en juleferie, hvor han bare har været hjemme, lyder det.

Flere og flere beder om fri til ekstra ferie

Inden for de seneste fem år er der sket en stigning i antal gange, hvor skolebørn har fået fri i fem dage på en måned uden for de almindelige skoleferier.

Nye regler for fraværsregistrering indskærper, at skolelederne skal være tilbageholdende med at give det, der hedder ekstraordinær frihed til for eksempel ferier. Beslutningen skal træffes ud fra en konkret vurdering af barnets behov for at holde fri sammenholdt med det afbræk i undervisningen, som fraværet vil indebære både for barnet og for klassen.

Får barnet ikke lov til at holde fri, registreres fraværet som ulovligt, hvilket ved 15 procent eller derover kan betyde økonomiske sanktioner for forældrene.

Tallene nedenfor angiver antallet af elever, som har fået tilladelse til mere end fem dages ekstraordinær frihed pr. måned. Det kan være til ferie, særlige begivenheder i familien eller lignende. Det er dog erfaringen, at størstedelen af fraværet, der er registreret som ekstraordinær frihed, er i forbindelse med ferier. En elev godt kan tælle med flere gange, hvis eleven har haft flere fraværsperioder, men dette ses sjældent.

2020 januar: 348

2019 aug.-dec.: 777

2018/19: 2034

2017/18: 2021

2016/17: 1742

2015/16: 1625

I alt er der 9368 skolelever i 0. til 9. klasse på de kommunale skoler i Horsens.

Kilde: Horsens Kommune

Når Magnus Ramussen er på ferie med sin mor og mormor uden for skolens almindelige ferie, har han altid lektier med, så han ikke sakker bagud i undervisningen. Privatfoto
Til sommer er det sjette gang, at Magnus og hans mor Pernille Rasmussen skal på ferie i september, hvor priserne er meget lavere end i skolernes ferier, og vejret er perfekt. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce