Annonce
Udland

Mistænkt bag 20 år gammelt drab udleveres til Holland

22. august holdt hollandsk politi pressemøde om eftersøgningen af Jos Brecht. Her fulgte familien til den dræbte dreng med fra første række. Fra venstre er det Nicky Verstappens mor, søster og far.

En massiv eftersøgning af mordet på en 11-årig dreng i 1998 gav aldrig pote. Nu er en mand anholdt i Spanien.

I flere måneder har en mand, der formodes at stå bag drabet på en 11-årig dreng for to årtier siden, været efterlyst i hele Europa.

Søndag blev han anholdt i et tyndt befolket område i det nordøstlige Spanien.

- Jos B, en mistænkt i drabet på Nicky Verstappen, blev søndag eftermiddag anholdt i Spanien. Han er varetægtsfængslet og vil blive udleveret til de hollandske myndigheder, oplyser hollandsk politi i en pressemeddelelse.

Den mistænkte har mandag indvilget i at blive udleveret til Holland, meddeler en domstol i Madrid.

10. august 1998 forsvandt 11-årige Nicky Verstappen fra en spejderlejr i Limburg-provinsen i den sydøstlige del af Holland.

Dagen efter blev hans lig fundet nær spejderlejren. Politiets efterforskning viste, at drengen var blevet seksuelt misbrugt, før han blev slået ihjel.

Dengang blev en massiv eftersøgning sat i gang, men man fandt aldrig drengens morder.

Tidligere i år - godt 20 år senere - iværksatte hollandsk politi landets største dna-søgning nogensinde.

Flere end 16.000 mænd, der boede i området, hvor drengen blev myrdet, blev dna-testet.

Men den nu 55-årige Jos Brecht, der efter sigende er overlevelsesekspert, vendte aldrig tilbage på politiets henvendelse. Politiet brugte i stedet spor af dna, som de fandt, da de gennemsøgte mandens hus i Frankrig.

Manden boede ikke i området dengang, men blev alligevel afhørt tilbage i 1998. Det er årsagen til, at man også henvendte sig til ham for at få en dna-test.

I foråret meldte mandens familie ham savnet, efter at han ikke kom hjem fra en bjergtur i Frankrig. Og i juni blev manden eftersøgt i hele Europa.

Først mente politiet, at manden muligvis gemte sig i bjergene i Frankrig.

Søndag blev han anholdt i Spanien. Det er endnu uvist, hvor manden befandt sig, da han blev arresteret.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce