Annonce
Debat

’Miss Maribo’ og andet titelgejl

Korrekthed: Professor Steen Hildebrandts seneste, politisk korrekte klimaindlæg vidner om, at også han bruger sin titel bevidst til at foregive forstand på noget, han ikke afslører mindste faglige kendskab til, men så meget desto mere til at høste laurbær i den politisk korrekte menighed.

”– og de, der tror, at titler ingenting betyder, de ta’r fejl – det støtter sagen med lidt titelgejl!”,

som det hedder i Bendt Reiners Miss Maribo-vise.

Metoden ligner en pseudoakademisk tradition, siden professor Niels I. Meyer tog den i brug i 70'ernes energidebat og blev bagmand for bl.a. denne hysteriske vind-eufori, der ikke gør landets el- eller anden sikkerhed en kilowatt bedre, men måske luner de rettroendes samvittighed mht. skyldig indsats for minimalismens guldkalv.

Steen Hildebrandt skælder ud på Folketingets afgåede formand Pia Kjærsgaard for hendes udtalelse om klimatosser. Det er nok et spørgsmål, hvem der er tosset, men hvis ikke det er tosset, at voksne skubber børn foran sig på en basis af UU (ubegrænset uvidenhed), som det sker i dag, hvad er i grunden så?

Tilmed burde det vel ligge inden for en titulær professors åndelige horisont – uanset hvad vedkommende så end er professor i – at kunne (ville?) indse, at den naturvidenskab, vi kalder klimaet, ikke just kører efter selv nok så velmente politiske spilleregler. Eller tror professoren måske, at klimaet blot heiler og retter ind efter, hvad politikere bestemmer sig for på storladne, presseeuforiske konferencer i Kyoto, København eller Paris?

Professor Hildebrandt har med sine seneste indspark i avisen Danmark forleden leveret et prima bevis for, at han med sin ensidige politiske indgangsvinkel kan gøre klimaet og os, der lever i det, den største tjeneste ved at tie, til han har indset naturvidenskabens betydning for emnet. Uden den brik i spillet kan vi hverken gøre kuk eller bøh ved klimaet, heller ikke – eller måske netop ikke – politisk.

-//-

Annonce
Uffe Lindum
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce