FODBOLD: Den nuværende ordning med flere tilskuere på stadion udløber 31. august.
Og fodboldklubberne må vente til 20. august med at finde ud af, om de må åbne helt op for deres stadioner efter den dato.
Det siger kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) i et samråd i kulturudvalget onsdag eftermiddag.
Når den nuværende ordning udløber 31. august, skal Superligaens arrangører fortsætte med de planer, som de har til den kommende sæson. Hvis der så ikke kan åbnes helt op, vil ministeren udarbejde en økonomisk kompensation i samarbejde med partilederne.
- Hvis man sidder og er i tvivl, om man skal fortsætte efterårets programmer, vil det bedste råd, jeg kan give, være, at arrangører fortsætter med de planer, de har.
- Planlæg, som om alting bliver godt, og vid, at hvis restriktionerne kommer, så vil vi følge op med forhandlinger om økonomisk hjælp, sagde Joy Mogensen på samrådet.
Utilfredshed fra Radikale Venstre
Især Radikale Venstres Jens Rohde var utilfreds med Joy Mogensens svar. Han mener ikke, at Superliga-klubberne kan bruge den udmelding til ret meget, og at klubberne stadig er i uvished, hvis der ikke kommer forhandlinger før starten af august.
- Men så er sagen jo, at fodboldklubberne kun har en uge til at sælge deres sponsorater og deres sæsonkort. Jeg tror, De fleste mennesker kan sige sig selv, at det er en anelse vanskeligt, for ikke at sige en håbløs opgave. Derfor må vi give dem klarhed, og når vi giver dem klarhed, sætter vi det forbehold, at man kan blive nødt til at rykke den klarhed tilbage grundet ting, der måtte opstå, sagde Jens Rohde på samrådet.
Joy Mogensen, kultur og kirkeministerPlanlæg, som om alting bliver godt, og vid, at hvis restriktionerne kommer, så vil vi følge op med forhandlinger om økonomisk hjælp
Derudover tilkendegav Joy Mogensen, at det indtil videre har været en god oplevelse at åbne stadionerne op i Superligaen, og at langt de fleste har fulgt retningslinjerne.
Det er dog blevet bekræftet tirsdag, at Joy Mogensen har fået en næse for hendes behandling af tilskueradgang til Superliga-kampe. Onsdag får ministeren officielt næsen, som er en politisk anmærkning.
Der var i seneste Superliga-spillerunde 7048 tilskuere på Ceres Park til kampen mellem AGF og FC København.