Annonce
Danmark

Minister vil fjerne danske flag på udenlandsk honning

Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Fra udgangen af 2019 skal det være slut med danske flag på honning fra udlandet, mener Mogens Jensen (S).

Honning, der kommer fra udlandet, skal ikke have danske flag eller teksten "dansk produceret" på sig.

Det mener fødevareminister Mogens Jensen (S). Han vil derfor bede Fødevarestyrelsen ændre vejledningen for, hvordan producenter skal sætte mærker på honningglas.

- De danske forbrugere skal vide, hvad de får af produkter. Når man efterspørger dansk honning, skal det selvfølgelig være dansk honning, man skal have i sit honningglas, siger ministeren.

Lovgivningen giver i dag producenter mulighed for at købe honning fra udlandet og skrive "dansk produceret" eller sætte dannebrog på glasset.

Det er vildledende og ikke i orden, mener ministeren.

- Det skal være slut med at hælde honning fra andre lande på glas i Danmark og så klistre dannebrogsflag på og mærke det som dansk produceret. Det er vildledning af forbrugerne, siger Mogens Jensen.

Hvis en producent alligevel sniger sig til at gøre det, kan det fra udgangen af året eller starten af næste år komme til at koste en bøde.

- Vi har sanktion, i forbindelse med at man ikke overholder mærkningsvejledningen. Den kan være forskellig. Det vil bero på en konkret vurdering, men det kan blandt andet være en bøde, siger Mogens Jensen.

Den vejledning til mærkning af honning, som Fødevarestyrelsen nu skal opdatere, er inspireret af den måde, man i Sverige sætter mærker på honning.

- Det, vi kan gøre nu, er at ændre vejledningen for, hvordan man mærker honning – med udgangspunkt i den svenske mærkning, som branchen selv vil have. Der er det klart og tydeligt, siger Mogens Jensen.

Han vil også tage fat i EU's regler på området, der skal vurderes næste år.

Samtidig har ministeren bedt Fødevarestyrelsen se på, om der er andre fødevarer, som har vildledende rød-hvide flag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Stafet For Livet rykker i Fængslet

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce