Annonce
Danmark

Minister: Tre hadprædikanter røg af liste under Støjberg

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er ikke tale om at nogen ændring i politikken, på trods af at fem hadprædikanter nu må komme til Danmark.

Siden nytår er der kommet fem færre personer på listen over hadprædikanter, der er nægtet indrejse i Danmark.

Det har fået flere oppositionspolitikere på banen, hvor blandt andre Dansk Folkepartis Peter Skaarup kræver svar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Ministeren fortæller, at han som sådan ikke har haft noget at gøre med beslutningen om, at de fem prædikanter nu igen kan rejse til Danmark. Det ligger hos Udlændingestyrelsen.

- Der kommer hele tiden folk af og på denne her liste. Og jeg kan desværre ikke konkret sige, hvorfor enkelte personer er røget af, siger Mattias Tesfaye.

- Men helt generelt er det afgjort grundet hensynet til den offentlig orden.

Sagen omhandler den såkaldte liste over hadprædikanter, der er nægtet indrejse i Danmark. Den blev indført i slutningen af 2016 af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Konservative.

Listen har til formål at afværge, at religiøse prædikanter prædiker i Danmark, hvis deres holdninger kan føre til radikalisering eller på anden måde undergraver dansk lov eller danske værdier.

I starten af året var 19 personer på listen. Men siden da er fem fjernet fra listen.

Det har fået blandt andre Dansk Folkeparti og Venstres Mads Fuglede til at afkræve ministeren svar på, hvorfor de er taget af listen.

Mattias Tesfaye afviser, at der er sket nogen ændring siden regeringsskiftet.

- Tre af dem, der er taget af listen, er taget af, mens Inger Støjberg (V) var minister. To af dem efter jeg kom til.

- Så det er på ingen måde hverken en opblødning eller en ændring i politikken. Det er gode lister, der holder hadprædikanter fra at komme til Danmark og opfordre til vold og andet skidt, siger Mattias Tesfaye.

Han vil nu invitere ordførerne fra partierne bag aftalen til et kaffemøde for at oplyse om og evaluere loven.

Listen administreres af Udlændingestyrelsen, men hvordan eller hvorfor specifikke personer kommer på den eller bliver taget af den, har været meget uklart.

De fem, der nu igen må rejse ind i Danmark, er ifølge Berlingske de muslimske prædikanter Ismail al-Wahwah, Muhammad Alshareef, Khalid Yasin, Salman Alodah og som eneste kristne Terry Jones.

- Der er ingen klare retningslinjer over, hvem der kommer på og af listen. Det fremstår meget vilkårligt. Retstilstanden minder lidt om Det Vilde Vesten, siger Niels Valdemar Vinding, der forsker i Islam ved Københavns Universitet til Berlingske.

Det er Mattias Tesfaye ganske uenig i.

- Jeg synes ikke, der mangler klarhed. Lovgivningen giver retningslinjer, som Udlændingestyrelsen følger. I sidste ende kommer det an på, om man har tillid til myndighederne.

- Det havde jeg før valget, og det har jeg fortsat, siger han til Ritzau.

/ritzau/

Annonce
Sanktionslisten
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Horsens For abonnenter

Hans har en finger med i alt i Vestbirk - uden at råbe op om det

Annonce