Annonce
Indland

Minister: Sundhedsområdet har brug for nationalt samarbejde

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
I Region Midtjylland og i Region Syddanmark har kvinder fået mangelfulde undersøgelser for brystkræft.

Det er godt, at regionstoppen vil tage affære i sagerne om mangelfulde brystkræftundersøgelser, men der er behov for en stor ændring.

Det mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

- Der er behov for et stærkere nationalt samarbejde. Ikke først når fejlene sker, men i det hele taget, så vi sikrer patientrettighederne i hele Danmark, siger ministeren.

Jyllands-Posten har beskrevet, at op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark i årevis ikke har fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på.

Tidligere var sagen isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.

Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

I begyndelsen af næste uge vil Danske Regioner mødes med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed og faglige grupper på brystkræftområdet for at sikre tydelige retningslinjer på området.

Ifølge Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark, har et af problemerne med undersøgelserne været tolkning af retningslinjer.

Regeringen har med sin sundhedsreform lagt op til at nedlægge regionerne. Det skal blandt andet sikre, at alle patienter behandles ens uanset, hvor i landet behandlingen foretages.

Ellen Trane Nørby anerkender, at det er besværligt at sikre sig mod fejl, uanset hvem der udstikker retningslinjerne.

- I et stærkt sundhedsvæsen som det danske, hvor vi har over 106.000 medarbejdere, kan man aldrig gardere sig fuldstændigt mod fejl.

- Men jeg er slet ikke i tvivl om, at et stærkt nationalt samarbejde vil være med til at modvirke fejl og være med til, at sikre patienternes rettigheder bliver overholdt bedre i hele landet, siger hun.

Allerede fredag drøftede sundhedsdirektørerne fra de fem regioner sagen.

Frem til april i år foreskrev de nationale retningslinjer, at kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, der er arveligt disponeret for brystkræft, jævnligt skal undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.

I 2016 og 2017 – og måske endda siden 2011 – har dette ikke været tilfældet på universitetshospitalerne i Odense og Aarhus.

Siden april har retningslinjerne blot foreskrevet, at kvinderne jævnligt skal have foretaget en mammografi, som er en røntgenundersøgelse af brystet.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Annonce