Annonce
Udland

Minister: Store lande blokerer igen for omfattende klimaaftale

Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Klimaaftalen i Madrid, der skubbede tunge emner til næste år, er utilfredsstillende, siger Dan Jørgensen (S).

Oven på de store klimaforhandlinger under FN i Madrid er parterne ikke kommet frem til en tilfredsstillende aftale.

Flere vigtige emner er udskudt til næste år og den endelige erklæring var vag på bindende mål om nedbringelse af udledningen af klimaskadelige gasser. Det skuffer klimaminister Dan Jørgensen (S).

- Det er en dybt utilfredsstillende aftale. Der er et kæmpe misforhold mellem, hvad videnskaben siger, vi skal gøre, og hvor travlt vi har, og så et FN-system, der end ikke kan blive enige om selv beskedne forbedringer.

- Så jeg er meget skuffet over dette her, siger Dan Jørgensen.

Han fortæller, at det igen var en række store lande, der bremsede arbejdet for at lave en mere bindende og omfattende aftale. Ikke mindst USA, der under præsident Donald Trump helt har trukket sig fra Paris-aftalen.

- Det betyder, at der er andre store lande, der er mere tilbageholdende, end de ellers ville have været.

- Og så handler de her forhandlinger om meget andet, og blandt andet også om penge. Så der er nogle lande, der har haft nogle interesser, de ikke har haft lyst til at opgive for klimaets skyld. Det kan vi kun beklage, siger Dan Jørgensen.

Et af regeringens store argumenter for, at Danmark har vedtaget en klimalov og har lagt op til en markant indsats for klimaet, er, at vi skal være foregangsland.

Det ændrer sig ikke med den svage aftale i Madrid.

- Vi går ikke kun ad FN-vejen men har samarbejder med mange lande omkring teknologi. Så vi kan påvirke på flere måder, og der er andre veje at gå. Men vi ville da helst have begge dele, siger ministeren.

Flere store beslutninger er skubbet til næste år. Aftalen i Madrid giver ikke store forhåbninger om, at næste års møde vil byde på revolutioner.

- Jeg føler, at jeg er valgt til at være optimist. Selv om det ser meget svært ud, hvis man laver en kælderkold analyse af, hvad der er sket i Madrid.

- Men dem af os, der rent faktisk går forrest, er nødt til at kæmpe til sidste blodsdråbe og gøre alt, hvad vi kan. Og der var da også positive tendenser i Madrid, afslutter ministeren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Farvel til et stykke dansk industrihistorie: Kommunens største virksomhed skifter navnet ud efter 140 år

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];