Annonce
Danmark

Minister: Fællesskabet må tage over når forældre ikke magter børnene

Astrid Krag
Kommuner bruger alt for meget energi på forebyggende indsatser i familier, hvor børnene ender med at blive anbragt alligevel, mener social- og indenrigsminister Astrid Krag og læner sig op ad en ny analyse.

Tvangsanbringelser: Når børn bliver anbragt i en plejefamilie eller på en døgninstitution, så har der som regel været en lang forhistorie, hvor kommunen har forsøgt at hjælpe familien til selv at kunne give barnet den nødvendige tryghed.

Social- og Indenrigsministeriet offentliggør i dag en nye analyse, som viser, at 80 procent af de 3-17 årige børn og unge, der bliver anbragt uden for familien for første gang, allerede havde modtaget en forebyggende indsats eller foranstaltning i løbet af de seneste fire år. Blandt de 0-2 årige var det 56 procent.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag mener, at analysen er et svar på den kritik, der har været rettet mod statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringens udmelding om at fjerne flere børn tidligere fra hjem, hvor de mistrives.

- Det bliver efterlyst, at vi skal forebygge først, men analysen her viser jo, at i rigtigt mange tilfælde har man forsøgt en forebyggende indsats eller en foranstaltning. Den viser også, at der er en stor gruppe børn, hvor der er blevet underrettet gentagende gange i årene op til en anbringelse, siger ministeren og peger også på, at børnene alt for tit ikke bliver hørt i den slags sager.

- Det bekræfter mig i, at vi i for mange tilfælde griber for sent ind, når børn mistrives, og det bekræfter mig i, at vi skal hjælpe flere børn tidligere, siger social- og indenrigsminister, Astrid Krag (S).

Annonce

Analysen kort

Cirka 80 procent af de førstegangsanbragte børn og unge (3-17 år) havde modtaget en forebyggende indsats eller foranstaltning på et tidspunkt i perioden 2014 og frem til, de blev anbragt uden for hjemmet i 2018. Blandt de 0-2-årige var det 56 procent.

Hver femte af de 3-17-årige førstegangsanbragte i 2018 havde modtaget en forebyggende indsats eller foranstaltning i både 2014, 2015, 2016 og 2017.

Blandt de 9-11-årige var det hvert fjerde barn, der havde modtaget en forebyggende foranstaltning i både 2014, 2015, 2016 og 2017.

Hele analysen offentliggøres på sim.dk

Anbringelse er forebyggelse

Kunne analysen ikke også vise, at systemet virker? At der bliver handlet på indberetninger, selv om indsatsen ikke virker i alle tilfælde?

- Selvfølgelig skal vi forebygge tidligt og gerne allerede før fødslen i de vordende familier, hvor vi kan se, at der vil være udfordringer. Hvis det bedste for barnet er at komme til nogle voksne, som kan tage ordentlig vare på det, så er det ikke i barnets tarv, at vi først hjælper forældrene med hvad de nu har af problemer med misbrug eller hvad det er. Barnets behov kommer først, siger Astrid Krag.

Hvis kommunerne handler for sent, hvordan forestiller du dig så, det skal være i fremtiden. Skal man fjerne et barn allerede ved første underetning eller hvad?

- Det skal jo være en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Men når der er den opfattelse derude, at opgaven er at gøre hvad man kan for at forebygge anbringelser, så kommer man til at ramme forkert i alt for mange tilfælde. Det her handler også om at få det slået fast, så det ikke kan misforstås, at en anbringelse godt kan være det mest forebyggende, for det, vi forebygger, det er mistrivsel hos barnet.

Forældre skal ikke skånes

Kunne det ikke tænkes, at løsningen ikke er flere tvangsanbringelser, men at de forebyggende foranstaltninger og indsatser skal være bedre?

- Jeg tror, begge ting er vigtige. Derfor har vi også sat 21 millioner kroner af til forskning i effekten af tidlige indsatser. Men vi skal have slået fast, at det ikke handler om at gøre det, der er mindst indgribende for forældrene, men at gøre det rigtige for barnet.

Risikerer I ikke at komme til at fjerne børn fra en familie, som kunne være lykkedes med den rigtige hjælp?

- Selvfølgelig er forældrene de første til at beskytte og varetage et barns interesser, men når forældrene så ikke magter det, så har fællesskabet et ansvar for at tage over. I dag er vi ikke gode nok til at handle i tide og til at få barnets stemme ind i de her sager, siger social- og indenrigsministeren.

Hun ser ikke de gode argumenter for at lade familien og først anbringe et barn, når der ikke er andre muligheder:

- Når børnene først anbringes som 16-årige, så har de fået så mange skader af for mange mår med for hårde oplevelser og voksne, som ikke har taget vare på dem. Vi ved bare, at de første år i et barns liv er fuldstændig afgørende for deres udvikling, siger Astrid Krag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Evakuerede beboere kommer ikke hjem i nat: Ring, hvis I behøver hotelværelse

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Horsens

Se de mange billeder: Mange Horsens-borgere evakueret på grund af frygt for digebrud

AC Horsens For abonnenter

Derfor jubler to AC-spillere over aflysningen i Farum, men sportsligt kan det blive dyrt for AC Horsens

112

Efter voldsom vandstigning: Politiet har evakueret boligblokke og haveforening i Horsens

Annonce