Annonce
Udland

Mindst 40 soldater i Yemen er dræbt i missilangreb

Stringer/Reuters
Ifølge saudiarabisk tv-station blev angreb mod militærlejr udført, mens soldaterne var til bøn i moské.
Annonce

Et missilangreb mod en militærlejr i Yemen lørdag har dræbt mellem 40 og 60 regeringssoldater.

Sikkerhedskilder i Yemen oplyser ifølge nyhedsbureauet dpa, at 40 soldater er dræbt. Saudi-Arabiens statslige tv-station sætter ifølge nyhedsbureauet dødstallet til 60 soldater.

Omkring et halvt hundrede soldater er ifølge det saudiarabiske medie desuden kommet til skade i angrebet. Militærlejren ligger nær byen Marib i den østlige del af Yemen.

Kilder oplyser til tv-stationen, at angrebet blev udført, mens soldaterne var til bøn i lejrens moské.

Ifølge kilderne blev angrebet udført af houthi-oprørere, der menes at være støttet af Iran.

Oplysningen er ikke bekræftet, og houthierne har ikke taget skylden for angrebet.

Siden 2014 har den shiamuslimske houthi-bevægelse kæmpet om magten i Yemen med landets regering, som støttes af en koalition ledet af Saudi-Arabien.

Lørdagens angreb kommer samtidig med, at regeringssoldater i Yemen har indledt en offensiv med støtte fra koalitionen mod houthi-oprørere nær hovedstaden Sanaa, som kontrolleres af oprørerne.

De stridende parter har også åbnet en anden front i den fem år lange konflikt - et slag mellem nye og gamle pengesedler, som kan skabe yderligere kaos i det krigshærgede land, beretter Reuters lørdag.

Houthi-bevægelsen har fra og med denne weekend forbudt brugen af nye pengesedler, som er udstedt af Yemens internationalt anerkendte regering, der er baseret i den sydlige havneby Aden.

Det er også forbudt at være i besiddelse af de nye pengesedler i de områder, som kontrolleres af houthier.

Houthierne forlanger, at folk kun bruger de gamle pengesedler. Bevægelsen begrunder forbuddet med, at det er et værn mod inflation, og beskylder regeringen i Aden for at lade seddelpressen køre for fuld kraft.

Regeringen har betegnet forbuddet som "økonomisk vandalisme", mens befolkningen "som altid er efterladt i krydsilden", skriver Reuters.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce